Mange upassende holdninger formuleres på nettet, mener Andrew Marantz i et essay i The New York Times, som er et kapitel fra en kommende debatbog ”Antisocial”, fra hans hånd. Andrew Marantz efterlyser derfor endnu strengere indgreb. De forkerte ytringer udløser nemlig regelmæssigt massakrer, hævder han, som den mod en synagoge i Pittsburgh eller mod en moske i Christchurch på New Zealand.
”Skadelig tale fører til følbar skade,” skriver Marantz, der undrer sig over, hvorfor så mange amerikanere opfatter ytringsfriheden som sakrosankt, blot fordi den er nedfældet i den amerikanske forfatnings First Amendment.
Den ærbødighed er intellektuelt uærlig og en moralsk falliterklæring, mener han. Forfatningens beskyttelse er alligevel ikke komplet, hvorfor yderligere indskrænkelser logisk set er mulige. Således omfatter den ikke private firmaer, så ingen kan hævde en garanteret ret til at have konto hos Twitter eller Facebook.
Desuden er injurier og opfordring til vold og børnepornorafi omfattet af censur, og man kan derfor også lade forbud omfatte andet og mere. Ytringsfriheden er en værdi, men den bør afvejes i forhold til andre værdier, mener Marantz.
Han ville ønske, at Kongressen i USA skabte et officielt mediehus som det britiske BBC, så man havde bedre styr på ytringerne. ”Hvis Kongressen ønskede at være virkelig ambitiøs, kunne den også danne en statslig rival, som kunne konkurrere med Facebook og Google, ganske som postvæsenet konkurrerer med FedEx og UPS” – to private udbringsningsfirmaer. Indtil det sker, bør Facebooks ejer Mark Zuckerberg skærpe sin censur betydeligt. Det ville gøre virksomheden langt mindre amoralsk, skriver Marantz. ”Zuckerberg burde ansætte yderligere tusinder overvågere og give dem en ordentlig løn.”
Man kan godt synes om ytringsfrihed uden at være ytringsfriheds-fundamentalist, skriver Marantz, og man bør begribe, at ”skadelig tale” (harmful speech) kan sammenlignes med forurening. Og nok har alle lov at køre bil, men regeringen har ikke desto mindre fastsat rammer for skadelige stoffer i udstødningen. Hvorfor skulle regulering af ytrings-udstødningen være anderledes?
Det er der gode grunde til, ville britiske Douglas Murray svare. Han skriver om emnet i The Spectator og konstaterer, at de fleste nu er blevet så skræmte af risikoen for, at deres ytringer regnes for upassende, at de efterhånden klapper i. Den offentlige debat forfalder, fordi der skal så lidt til, før fanden er løs.
Det er tydeligvis ikke længere et ideal, at meninger skal brydes på idéernes torv. Ingen orker efterhånden at ytre noget som er blot en smule kontroversielt.
”Vi har mistet diskussionens kunst og dermed også evnen til at finde ærlige løsninger.” Enhver ytring kan nu distribueres til verdens fjerneste afkroge på et splitsekund. Gennemsigtigheden er blevet total og dermed vokser også risikoen for fordømmelse.
Tidligere kunne en politiker sige ét til sine nærmeste omgivelser, og noget andet i det offentlige rum. Det tillod naturligvis hykleri, men også muligheden for at afprøve tanker og ideer. Nu lever både politikere og privatpersoner under den konstante trussel, at hvad de siger i en sluttet kreds, via Twitter og andre sociale medier pludselig læses af enhver på kloden. Yderste forsigtighed er altså påbudt, og det invaliderer både den almindelige og den offentlige samtale.
”Hvis det er blevet umuligt for mænd, at tale om kvinder, hvorfor så forsøge? Hvorfor ikke bare være enig i det, som nogen insisterer på, at vi har været enige om siden i går? Hvis der kan komme noget negativt ud af at løfte et øjenbryn over det seneste krav fra LGBTQI-lejren, hvorfor så ikke holde øjenbrynene fuldkommen i ro? Og hvis omkostningerne ved at afprøve nye ideer er exceptionelt høj, hvorfor så løbe risikoen? Og hvis omkostningerne ved at fastholde en sandhed er større end ved at opretholde en nem løgn, så skal man ikke være for sikker på, at de fleste mennesker ikke vil være glade for at bidrage til at holde en løgn i live.”
En bunke løgne får derfor lov at stå uantastede.
”Vi lader som om, vi ved noget, som vi ikke ved noget om (alt det med trans) mens vi samtidig lader som om, vi ikke ved, det vi indtil for nylig ellers godt vidste (som forholdet mellem kønnene).”
Endnu en ny forbandelse ved debatten er, at det pludselig drejer sig om den, der taler, og ikke så meget om, hvad der bliver sagt. Den mekanisme bliver udnyttet af holdet bag Greta Thunberg. ”Hun er blevet valgt og løftet op, netop fordi det er umuligt at gendrive hende. Eller umuligt at gendrive uden at blive fremstillet som et uhyre.”
Værsgo, prøv bare. Tør du tromle en 16-årig autistisk svensk pige? Sådan lyder den raffinerede udfordring. Murray drømmer om at møde udfordringen med dens egne midler og annoncere efter en handicappet, 14-årig dansk pige, som elsker fossile brændstoffer. ”Kunne sådan en kandidat vinde et skandinavisk barne-slagsmål med Greta?”, funderer han.
Er der håb? Da skal man genfinde generøsiteten og behandle såvel fortid som nutid i tolerancens ånd. Og frem for alt skal vi atter kunne tillade os ”kætterske idéers grumsede luksus”.
”For der er faktisk kun to muligheder i et samfund så splittet, larmende og gennemsigtigt, som vores er blevet. Vi kan enten forsøge at dæmpe larmen ved at censurere, overvåge og kvæle alle de spørgsmål, temaer og idéer, som bekymrer os. Eller vi kan acceptere, at vi har skabt en kakofonisk verden, og at den eneste trøst måske består i at træne næste generation og os selv i at samle de ord og idéer op, vi kan se er sande.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.