Jeg bilder mig ind, at corona har fået flere i min by til at hilse, når vi passerer hinanden. Nu har jeg altid selv forsøgt at ”overhilse”, hvis der er noget, der hedder sådan, stavekontrollen ville ikke helt godtage det. Hellere hilse en gang for meget end en gang for lidt, og så tage imod folks undrende ”kender vi hinanden”-udtryk efterfølgende. Hovedgevinsten er høflighed, og sidegevinsten for mig er forhåbentlig, at jeg ikke får prædikatet som ”hende fra tv, der aldrig hilser”.
Vi hilser altså mere i min by efter corona, simpelthen fordi vi er mere ude. Før corona kunne en nabo blive hentet af en ambulance, og man vidste slet ikke, at vedkommende var syg. Eller et hus på vejen blev solgt. ”Nå, skal de flytte, hvorfor mon det, og hvorhen?”. Og pludselig er huset rømmet, og man fik ikke en gang sagt pænt farvel og held og lykke fremover. Undskyld, og pænt farvel, hvis I læser med nu, tidligere naboer på vejen. Så travlt må vi ikke have, at vi ikke har tid til at interessere os mere for hinanden.
Men på den anden side, hvordan skal jeg sige godmorgen eller hej, når jeg ikke ved, hvordan flere af naboerne ser ud. De fleste kører jo fra carporten om morgenen, og stiller bilen igen samme sted sidst på dagen, for derfra at gå ind i hvert sit samtalekøkken med stålfront og loft til kip for at tjekke nyheder, aktiekurser, programmer og serier på streamingtjenester og sociale medier, og det var så den dag. Ikke en gang en vejfest eller lille nytårskur er der plads til i programmet.
Men så kom corona, og den har bragt os alle sammen mere udendørs. Mere ud på villavejen med leg og snak. Mere samling ved fodboldområdet og rampen. Mere ud at gå tur, og ”hov, så vi to også hinanden i går?”. Jo, vi gjorde, og derfor bliver der hilst. For det er som om, at vi kender hinanden lidt fra dagen før. Vi bor jo i samme by, måske på samme vej. Så der lyder ubesværet et godmorgen eller hej afhængigt af tidspunkt på dagen. Og det bedste er, at det bliver gengældt.
Naturen rundt om min by har fået stierne trampet grundigt til som aldrig før. Hele motorvejsbredder er det næsten blevet til, fordi vi i lind strøm, i begge retninger, skal passere coronasikkert forbi hinanden. Jeg havde troet, at de ekstra mange mennesker i naturen ville give mere skrald, måske i form af tabte mundbind, stukket let ind i lommen ved sidste butiksbesøg.
Men som jeg ser det her i mit lokalområde, er der faktisk rigtig pænt og ryddet, trods langt mere færdsel i naturen. Der hænger tydeligvis flere tabte vanter, huer og kasketter, som nænsomt er placeret på en gren, så det tabte bliver synligt for de forbipasserende på næste gåtur.
Før corona var der en ganske lille gruppe borgere her i min by, der trofast tog et vinterbad i fjorden, mig selv inklusiv. Nu står vi nærmest i kø for at komme til på badebroen og på stigen ned i vandet. Det er en herlig ting. I lind strøm vandrer folk nu til og fra fjorden for at dyppe sig. Nogle i skønne gamle morfarstribede morgenkåber uden en trevl indenunder. Andre med to lag uldtøj og badedragt under vinterkåben (det er mig). Der bliver snakket livligt med folk før og efter i køen på broen eller på land ved af- og påklædning. Der tales meget om vandtemperatur og vejr. Der gives en kærlig bemærkning med på vejen. De mest brugte er ”vi har varmet vandet op til jer” og ”god dag til jer”.
Corona har givet os så meget skidt. Men i min lille by med omkring 2000 indbyggere har den givet os det gode, at vi hilser mere på hinanden. Og så trækker det smilet frem på mine læber at bo i en by, hvor folk i lind strøm vandrer til og fra vandet i morfarstribede morgenkåber. Det giver følelsen af, at der skal så lidt til for at føle så meget. Og det giver følelsen af nærvær og fællesskab, som var ved at være en mangelvare før corona. Må dette dejlige nye godmorgen og hej fortsætte i min og andre byer efter corona.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.