Det kan fra et materielt synspunkt ikke diskuteres, at en stat er en nødvendighed, hvis man gerne vil bo i et civiliseret samfund. Historien lærer os med al tænkelig tydelighed, at blivende velstand, kontinuerlig teknologisk udvikling og civilisation er ting, der følger med ordnede statsdannelser. Nomadiske og/eller primitive samfund kan ganske enkelt ikke skabe rammerne for den slags og er da også typisk organiseret med henblik på cykliske gentagelser – altså at følge dyr fra sted til sted eller at følge årstidernes skiften år efter år. Vil man andet og mere end det, bør man have sig en stat.
Fra et etisk synspunkt bør det dog for de fleste stå klart, at en stat aldrig kan blive mere end et nødvendigt onde. Selvom staten har en række klare fordele, er den på de interne linjer skabt med det eksplicitte formål at fratage sine borgere deres basale frihed.
Det er helt konkret statens første og vigtigste interne opgave: at begrænse enkeltindividers handlefrihed efter nøje foreskrevne retningslinjer. Når staten evner at forhindre vilkårlige overgreb, tyveri, vold, selvtægt og så videre, er den nået langt, og det kan nu for den enkelte borger betale sig at investere i fremtiden og bygge noget op på lang sigt. Dog kun inden for de rammer, staten efterlader.
Ovenstående paradoks har været kendt i filosofien lige siden antikken og favner på sin vis en sund og konstruktiv spænding i menneskets udviklingshistorie: Hvordan skal vi forholde os til vores eget – og vores fælles – liv? Skal vi individuelt bare gøre, som vi vil i det rene anarki, eller skal vi acceptere et liv som rene robotter, der tjener staten i en illusion om, at det er til alles bedste? De fleste kan nok blive enige om, at ingen af disse yderpoler lyder særligt attraktive, og at en politisk praksis nok bør indfinde sig et sted herimellem.
Dog forudsætter en oplyst diskussion af en sådan balance en forståelse af, hvad det er, man diskuterer: Staten er nemlig hverken god eller ond. Den er et nødvendigt onde og ikke noget, man nogensinde bør tage for givet eller acceptere ukritisk.
Efter årtusindeskiftet er staten i stigende grad blevet en service – med udlændingeservice, borgerservice, skatteservice og sundhedsservice, og den har ansat en hær af kommunikationsmedarbejdere, der på alle tænkelige måder forklarer os, at staten er vores ven: Især under coronakrisen har vi alle været omfavnet af dens altomklamrende venlighed i form af gode råd, kammeratlige henstillinger, søde informationsvideoer og så videre. Vi er på hold med staten, og vi skal samme vej! Når paradokset mellem frihed og tvang opløses af den, der har ret til at tvinge, vil kun tvangen stå tilbage – og dette uimodsagt. Det er en logisk nødvendighed og noget, vi må og skal være opmærksomme på.
Det er dejligt at have en stat, men lad den for Guds skyld forblive et nødvendigt onde, ikke vores ven, og ej heller en service. Lad staten tale med alvor og autoritet, når den behøves. Herefter må den tie.