Så sad vi der igen. Endnu et pressemøde om engelske mutationer, pressede sygehuse og med alvorstunge mænd på podiet.
Vi er i et kapløb med tiden om at få smitten slået ned, lød det som forklaring på, at restriktionerne fra årets første pressemøde nu forlænges med yderligere tre uger. Og med en indskærpelse af ”at socialt samvær skal begrænses. Aflys alle aftaler, også med venner og familie.”
Bagefter blev pressemødet udlagt og fortolket i DR-studiet, og mens hele landets læge, Peter Qvortrup Geisling faktisk var bekymret og tvivlede på, om de nuværende restriktioner er nok, så kunne erhvervsreporteren fortælle, at de danske virksomheder ”er utroligt gode til at tilpasse sig og håndtere de nye situationer.” Vi kan stadig købe take away, lød det også beroligende. Igen fik vi danskere ros for at være så dygtige til både at omstille og indstille os på coronalivet, ”vi tager godt imod de nye restriktioner,” som det er blevet formuleret flere gange.
Jeg græmmes, som Søren Brun siger i Radiserne. For ja, selvfølgelig skal vi alle gøre vores for at bekæmpe coronaen, der nu i godt 10 måneder har indført en ny normal, der på alle måder virker unormal – og som helst skulle blive ved med at føles netop sådan.
Derfor kan jeg ind imellem få det helt dårligt med at høre om, hvor ”godt vi tager det”. For det er tilladt at føle det her som noget møg. Som en tilstand, hvor hver dag opleves som et kedeligt genbesøg med dagen før. Og ja, der er mange, der har det værre. Vi skal være taknemmelige her i landet for et godt sundhedsvæsen og en enormt stor hjælpsomhed blandt folk. Men vi må også godt være frustrerede. Trætte af det og føle os uoplagte.
Som psykologiprofessor Svend Brinkmann for eksempel sagde det i Deadline på DR 2 for nylig: ”Optimisme og positivitet har selvfølgelig sin plads i livet. Men når tingene ændrer sig så meget, nogle gange også til det værre, som vi ser i denne tid, så tror jeg, at en strategi, som hedder ’defensiv pessimisme’ faktisk kan hjælpe os mere. Det betyder egentlig bare, at man forestiller sig, at det værste vil ske, eller i hvert fald forbereder sig på, at tingene ikke går helt så glat.”
Tak for ordene. For manden har jo ret.
Vi kan og skal ikke tvinge os selv til at finde de tapre smil og ”udviklingspotentialerne” frem ved coronaen. Ja, pandemien har tvunget os hjem og for mange har det været godt at opdage de nære værdier, naturen og det danske ferielands glemte perler. Men for de unge har det været snart et år med aflyst ungdom og socialt liv i form af et skærmbillede.
For de udsatte børn har det været ekstra slemt. Tænk at være lukket inde i et hjem, hvor familien mistrives. Hvor der måske er utryghed i forbindelse med alkohol, psykisk sygdom eller vold.
Flere sociale organisationer melder nu om, at flere børn og unge er udfordret på deres mentale trivsel, og at ensomhed er et af de helt store problemer.
Derfor er det for meget forlangt, at vi også skal ”tage godt imod” restriktioner og yderligere nedlukninger. Selvfølgelig gør vi, hvad vi får besked på af myndighederne – det ville være både dumt, risikabelt og usolidarisk at gøre andet. Men vi skal huske på, hvad Brinkmann også talte om: at vi må skelne mellem, hvad vi selv kan gøre noget ved – og så gøre noget ved det – og så det vi ikke kan gøre noget ved. Det, som vi bare må acceptere.
”Og der har vi været alt for dårlige til at udvikle noget, der kan hjælpe os med at acceptere det uundgåelige og simpelthen forstå, at vi er sårbare væsener, der ikke kan kontrollere alt. Men der er på en mærkelig måde en opbyggelig tanke i, at der også er noget i vores liv, der ikke er op til os, men som er overladt til skæbnen,” lød det fra ham på tv.
Gud i vold, kunne man også sige. Og på den måde kan der være en befrielse i at sænke skuldrene og ikke føle, at smilet skal tvinges frem, eller at alle mulighederne og selvindsigterne blot er en tankeanstrengelse væk. Det er ok at være træt af det hele og ”defensivt pessimistisk”. Det er menneskeligt. Og det er, hvad vi er: mennesker.