Hvad stiller man op, når man har fået nok af bøger og gåture og tv-serier og overspringshandlinger på internettet og flere gåture og flere tv-serier? Dag ud og dag ind. I de samme omgivelser. Inden for de samme fire vægge. Tyskland og hovedstaden Berlin, hvor jeg bor, er ligesom Danmark lukket ned på grund af smittefaren fra coronavirus. Berlin, som dag og nat plejer at sitre af liv og kulturelle tilbud, så det halve kunne være nok, ligger nærmest øde. Selv de berømte spätis – Berlins kiosker, som året rundt er samlingspunkt for unge og gamle – må ikke sælge alkohol efter klokken 23. Det er ikke sket siden 1949. Uhørt. Går man en tur en sen aften, ser man ud over de tavst omstrejfende ræve ikke et øje. Det er ikke normalt.
Min gode tyske veninde, som under normale forhold er en ivrig kulturforbruger, fik nok. Loftet var ved at falde ned i hovedet på hende, som tyskerne siger. Jeg var selv træt af at trisse rundt om mig selv derhjemme – man bliver alt for opmærksom på, hvor meget væggene trænger til at blive malet. Noget måtte gøres. Vi forsøgte i fællesskab at tænke kreativt, og i et sjældent lyst indfald foreslog jeg hende, at vi byttede lejlighed. Blot et par dage. Så kunne vi begge få lidt luftforandring. Og inden jeg kunne nå at fortryde mit forslag, havde hun begejstret sagt ja. Vi lagde os fast på tre dage og tre nætter hen over en weekend og byttede nøgler.
På den første dag spadserede jeg en lang tur i det fugtige vintervejr. Min venindes kvarter er ikke helt ukendt for mig. Vi bor i den samme østlige ende af byen. Men det gjorde alligevel et eller andet ved mig at ændre orienteringspunkt. Jeg gik igennem gader, forbi pladser, som jeg nok havde krydset før, men var mere opmærksom på, hvad jeg så. Et stykke graffiti på en ruin, som opfordrede os alle sammen til at danse mere. En snoet gade med glinsende brosten og gamle gadelygter ind til den store Volkspark Friedrichshain. Og hvilken lykke! I vintermørket dukkede en gade op, som var mig helt ukendt. Jeg så silhuetten af en kvinde, der puslede bag gardinet i et oplyst vindue. Jeg fandt en rød murstenkirke klemt inde mellem grågrumsede DDR-højhuse. Det lyder måske for godt til at være sandt, men se, lidt forandring kan gøre alting nyt.
Jeg følte mig som turist i min egen by. Og jeg havde ikke betalt en krone for det. Sikke en svir. Midt i en elendig sundhedskrise.
Men det var ikke bare det at have et nyt orienteringspunkt; at udforske nye steder. Det er, som om man tænker lidt anderledes, når man skifter omgivelser, skifter bo. Jeg tussede rundt i min ”nye” lille, lyse taglejlighed og blev med et bevidst om gode og mindre gode vaner og tankemønstre, som jeg til daglig er indspundet i i min egen lejlighed. Det nye bo havde ikke min egen lejligheds velkendte tryghed, men jeg kunne konstatere, at jeg bekymrede mig mindre. At tanken var mere fri. Måske man vitterligt skulle danse noget mere, spekulere noget mindre?
Jeg spurgte min veninde, hvordan hun havde oplevet byttet. Hun havde forkælet sig selv, tilbragt den halve dag i sengen og spist hjemmebagt kage til morgenmad. For som hun sagde: Hvorfor leve og spise, som hun plejede, når hun nu var på ferie? Hun havde kontaktet en gammel ven, som boede i mit kvarter, og som hun havde mistet kontakten til. De havde gået en lang tur og genfundet et venskab. Og måske vigtigst: Da de tre dage var omme, havde hun genfundet glæden ved sin egen lejlighed, som hun længe gerne har villet flytte fra. Glæden ved det særlige lysindfald, som hun ellers tager for givet. Det kan lyde banalt, siger hun, men er ikke desto mindre såre sandt: uanset hvor skøn sådan en ferie er, er det bedste næsten at komme hjem igen og genopdage og sætte pris på det, man har.