Coronakrisen er blevet et opgør med døden selv

"De færreste er gudskelov tragiske – de fleste er livsvilkår." skriver sognepræst Marie Høgh. Illustration: Søren Mosdal
"De færreste er gudskelov tragiske – de fleste er livsvilkår." skriver sognepræst Marie Høgh. Illustration: Søren Mosdal

593 døde i Danmark. Af corona. I hvert fald sidst jeg tjekkede en liveblog for omtrent fem minutter siden. Døden udeblev så ikke helt alligevel, selvom regeringen og Mette-mor har prøvet at snyde den med alle kneb, politikersvar og en ændring i bemyndigelsesloven – med ideologisk kynisme og fuldstændig fri fortolkning af myndighedernes anbefalinger.

Og oppositionen og kritikere er blevet holdt stangen med døden selv: ”Hvert dødsfald er tragisk. Så og så mange dødsfald har vi undgået. Det handler om liv og død. Vil I måske gerne have død? Flere døde?”.

Det er en eller anden form for uendelighedsregning. Når nu de våde ideologiske drømme om det evige liv trods alt ikke kan opfyldes (i hvert fald ikke på ét regeringsår), så må velfærdsideologien i det mindste sikre borgerne et risikofrit liv. Koste, hvad det vil.

Og det må man sige, at det har gjort, for med sit omsorgsfulde ideologiske jerngreb har regeringen været ved at kramme livet ud af de gamle på plejehjemmene, de døende, de psykisk sårbare, de selvmordstruede, de ensomme, dem, som ingen kan lide, eller som ikke kan lide sig selv, kvinderne med voldelige ægtemænd, de handicappede, de hjemløse – ja, alle, der på en eller anden måde vakler lidt mere i eksistensen end gennemsnittet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dem, der på en eller anden måde er lidt på randen af samfundet, på kanten af eksistensen, på kant med livet og med døden. Dem, der i måske højere grad end de fleste har brug for hverdagens hvile, ramme og ritual – brug for at blive holdt fast i en velkendt tilværelse, holdt om, holdt ud og holdt i hånden, da døden kom. Det er dem, kære minister og alle I andre, det er dem, der har betalt prisen for, at døden er udeblevet – for en stund. For så vidt jeg ved, er dødsraten den samme som fra tidernes morgen. Ét dødsfald pr. menneskeliv. De færreste er gudskelov tragiske – de fleste er livsvilkår.

Jeg har i løbet af coronakrisen genlæst den portugisiske forfatter José Saramagos roman ”Døden udebliver indimellem” om et samfund, hvor folk pludselig en dag holder op med at dø. De syge dør ikke af sygdom, og de gamle ikke af alderdom. Ingen død, men ét eneste vidunderligt evigt langt liv, hvor dødsrigets lange skygger er jaget bort fra de frygtsomme sjæles synsfelt. En eufori selvfølgelig – i begyndelsen.

For snart opdager man, at hverken samfundsinstitutioner eller mennesket kan holde til, at livet varer evigt. Kirken blev bekymret, for ”uden død er der ingen opstandelse, og uden opstandelse er der ingen kirke” (det er nu nok vores regerings ringeste bekymring).

For forsikringsselskaberne betød et liv uden død et fald i antal af forsikringspolicer. Staten står over for den helt umulige opgave at skulle betale evig folkepension, og familier med ældre og svage indså, at kun døden kan befri dem for den evige plejeforpligtelse. Og. Så. Videre.

”Hvis vi ikke begynder at dø, har vi ingen fremtid,” advarede premierministeren monarken, alt imens der opstod en slags mafiabander, der smuglede gamle og syge til nabolandene, da døden stadig fandtes andre steder. Drømmen blev et mareridt.

Måske er det ikke liv i evighed, vores regering har drømt om, men en udskudt død, et længere liv, hvor ensomt, ensidigt og elendigt, det så end måtte være. Ja, et noget afkortet syn på mennesket og menneskelivet, man kun kan slippe af sted med at have i et samfund, hvor der er et tilsvarende afkortet syn på døden.

For på helt samme måde, som vi forsøger at bemægtige os alle andre af livets afmægtige forhold og livsvilkår, forsøger vi også at bemægtige os døden. Af lutter dødsangst gøre noget ved døden, så vi kan holde ud at være i stue med den – eller med dén, der har mødt døden. Det er nærmest blevet et mantra, at dødens tabu skal brydes – læs: gøres uskadelig. Gøres til vores. Vi skal forstå og afmontere døden, så vi kan holde ud at leve med den – gøre døden til et terapeutisk, psykologisk eller sociologisk forhold, vi på én eller anden måde har krammet på, bare vi taler nok om det.

Som om målet skal være, at vi ikke må være bange for at dø. Og tænk engang: Vi vil gøre os til venner med døden for at dø en ”værdig død”, som fortalere for aktiv dødshjælp kalder det. En kontrolleret død. En død, hvor den døende et øjeblik har magten ikke bare over livets afslutning, men over dødens komme.

Men nu kom døden faktisk pludselig væltende ind over grænsen helt fra Kina som den store undtagelse. Og på en underfundig måde er coronakrisen nærmest blevet velfærdssamfundets opgør med døden selv.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen , sognepræst Jens Ole Christensen , forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.