Coronakrisen er overvældende, fordi den har ramt os som et chok – uden forvarsler. Det hele er nyt, og vi aner ikke noget om udfaldet. Det kan være, vores samfundssind styrkes. Men det modsatte kan også ske: Vores institutioner svækkes, og vi kastes ind i en nedadgående spiral af høj arbejdsløshed og konflikter mellem befolkningsgrupper. En ting synes dog sikker: At verden efter coronakrisen bliver en anden end verden før krisen. Coronakrisen er nemlig en ægte begivenhed, og det er begivenheder, der ændrer verden.
En begivenhed er altid noget, der bryder frem og ind i vores tilvante verden. Man kan sammenligne begivenheden med et slør, der rives itu. Bag sløret ser man den hidtil skjulte sandhed om vores risikofyldte verden. Tilsvarende åbenbares også sandheden om mennesket: Det hamstrende menneske i panik ved kassen i supermarkedet med vognen fuld af toiletpapir og gær. Men også den modige læge, betjent eller kassedame, der lyder sit kald, og de frivillige, der hjælper den ældre nabo med at handle ind.
Som begivenhed kan coronakrisen sammenlignes med terrorangrebet den 11. september 2001, der også ramte os uden forvarsler. I bagklogskabens klare lys – der som bekendt er ulideligt – konstruerer og identificerer vi ganske vist nogle lovmæssigheder. ”Det måtte ske, for al-Qaeda havde længe været aktiv”, sagde vi dengang. Men den opfattelse, at kriser har lange tilløb, foregøgler os, at vi kan møde dem velforberedte og dermed afværge dem.
”Efter coronakrisen skal vi evaluere indsatsen, så vi er klar til næste pandemi,” siger vi nu. Men det er ikke mange år siden, vi oplevede sars- og mersepidemierne. Alligevel har coronapandemien ramt os som et pludseligt chok. Tilsvarende bliver den næste pandemi anderledes og måske værre. Den besindelse er vigtig for et samfunds overlevelsesevne.
En krise er nemlig som en usynlig port, der altid står åben for et hvilket som helst – også højtudviklet – samfund. Og når man skrider igennem porten, ved man ikke, hvilket landskab der befinder sig på den anden side.
Det er således selve vores forståelse af tiden og historiens gang, der påvirkes af krisen. Begivenheder som coronakrisen er nemlig dynamiske. Pludselig kan de accelerere, som vi også så det med en tredje, vigtig begivenhed, nemlig Muhammed-krisen. I løbet af få dage sker der uforudsete, men afgørende hændelser af voldsom intensitet. Det ser vi nu igen.
Tilsyneladende raske mennesker smitter hinanden uden at vide det, og smittede bliver til døde. En dag er der to døde, ugen efter er der over 1000. Begivenhederne spreder sig hastigt fra Wuhan i den ene ende af globen til Bergamo i den anden, og snart er hele verden ramt af pandemien. Historien er ikke en lang og bugtende flod, vi roligt kan overskue fra et højere synspunkt. Historien er snarere en uoverskuelig strøm, vi er midt i. Vi er i dybere kræfters vold, og vi risikerer at synke afmægtigt ned i urstrømmens hvirvler.
Netop derfor har vi brug for et rækværk af en højere art at støtte os til. Et godt råd, når man står midt i en krise, er at lære af den måde hvorpå, mennesker før os er kommet igennem rystende begivenheder. Vi bør ser på den arv, de har givet videre til os. Den kulturelle arv kunne vi forholde os alvorligt til og søge at tilegne os. Vi ville for eksempel ikke være blevet dem, vi er, uden kristendommen, og ingen kristendom uden Bibelen. Så man kunne jo dagligt læse i Bibelen. Det gør jeg selv med stor gavn.
Naturligvis skal vi også arbejde hårdt på at udvikle en vaccine og tage alle mulige fornuftige forholdsregler. Men uden troen og håbet overlever vi næppe som civilisation.
At coronakrisen er en verdensforandrende begivenhed ses ikke mindst ved, at den er formidlet gennem billeder. Også her kan corona-begivenheden sammenlignes ikke bare med 11. september 2001 og Muhammed-krisen, men også med Murens fald i 1989 og migrantkrisen i 2015 – med migranter på motorvejene, nedbrydning af Muren, brændende ambassader og styrtende tvillingetårne. I billeder fornemmer vi ubevidst forandringen, inden vi italesætter den som migrantkrise, kommunismens fald eller islamisk terror. Billeder virker subliminalt, som psykoanalytikerne ville sige. De taler direkte til os under bevidsthedens tærskel.
De billeder, der er knyttet til coronakrisen, er billeder af tomme lufthavne og hoteller. Det er et varsel om globaliseringens ophør, som vi hidtil har kendt den!
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.