Sidst hun var her, kunne jeg kysse og kramme hende. Og det gør jeg meget. Endda så meget, at hun til sidst plejer at sige: ”Så mormor, nu må du ikke kysse mig mere.”
Selv om der kun er gået knap tre uger, så er det faktisk et helt kapitel i verdenshistorien siden, at min datters treårige mirakel hvirvlede rundt i huset som det mest naturlige. Det er et kapitel, der heldigvis en dag kan sættes et punktum ved, men lige nu er vi alle sammen en slags levende bogstaver, der har betydning for, hvad der kommer til at stå om ”dengang coronavirussen ramte verden.”
Derfor må man jo tage sine forholdsregler. Selv som mormor. Men det er godt nok svært.
I søndags vovede vi os ud til et møde på en kirkegård i det nordlige Aarhus, der ligger tæt på Almas hjem, og hvor der er god plads til den trehjulede cykel, som coronaperioden har lært hende at cykle på.
Med madkurv fyldt med kager, kaffe og kakao fandt vi en plads i solen og skimtede efter min datter, hendes kæreste og barnebarnet.
Og der kom hun så. I ternet jakke, termobukser og fornuftige støvler og med de små ben piskende af sted på pedalerne.
”Se, mormor, jeg kan cykle,” råbte hun på lang afstand.
Mine instinkter hev og flåede i mig. Jeg ville løbe hen til hende, kramme hende og give hende et kæmpe knus. Nulre hendes hår og mærke de små buttede hænder i mine. I stedet smilede jeg så stort, jeg overhovedet kunne. Vidste slet ikke, at der er gemt så meget smil i mine læber. Og jeg roste hende og løb efter hende på stierne, så vi nærmest legede fangeleg, uden dog at måtte fange hinanden.
Hun ved det nemlig godt. Hun har fået at vide, at nogle mennesker lige nu er syge, ikke alle, og at man derfor ikke skal kramme andre end dem, man bor sammen med.
Da vi sad på tæppet og bænken, med fornuftig afstand – er der i øvrigt noget mere kedeligt ord end ”fornuftig” lige nu – var det, som om håbet alligevel også havde sat sig ved siden af os. For både blåbærkager og chokolademuffins blev spist med stor appetit, og vi grinede og pjattede og nød i fællesskab en pause fra coronaens virkelighed, der altid er så alvorlig og bliver præsenteret til os gennem lægekitler og politiuniformer.
Men så var det, at Alma ville plukke blomster. De små hvide bellis fra græsset, som man så nemt kan pille blomsterhovederne af. Og blomsterne skulle jeg have.
Hvad gør man så?
Hun løb glad frem og tilbage og fandt den ene mere forhutlede blomst efter den anden, og hver gang endte turen hos mig. Jeg valgte at tage imod dem. Med en udstrakt hånd, dog med handske på, og blomsterbjerget voksede hele tiden.
Efter en god times tid var det tid til at sige farvel igen. Uden kram. Uden kys. Men med masser af fingerkys og en vinken, som var svær at stoppe.
Blomsterne – eller hvad man skal kalde den afpillede pynt i min hånd – blev puttet ned i den tomme kagepose. Og nu står de på mit bord i stuen, i et glas med vand flyder de ovenpå. Ligesom kærligheden gør, og som børnebørn i den grad får frem i en, selv på se men ikke røre-afstand.