Corydonismen er åbenbart hellig

Ph.d. Brian Degn Mårtensson har også læst bogen om Bjarne Corydon, og han er ikke enig med anmelderne

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Med stor interesse har jeg læst gymnasielektor Mikael Buschs nye bog om tidligere finansminister Bjarne Corydon, ikke mindst grundet de mange dårlige anmeldelser, den har modtaget. Særligt Kristian Madsens nedsabling af Bjarne Corydon og nødvendighedens politik i Politiken med onlinetitlen ”Pinagtig og ulidelig ’biografi’ om Bjarne Corydon burde aldrig have været udgivet” var specielt arrig og frådende. Kristian Madsen, der før sin nuværende ansættelse på Politiken har været både DSU-formand og taleskriver for Helle Thorning-Schmidt, finder det dybt forkasteligt, at en gymnasielærer som Mikael Busch tillader sig at skrive en bog om noget så helligt som selveste Corydon. Kristian Madsen vil derfor ”advare” Politikens læsere imod en ”vred amatør”, der har skrevet en ”pinagtig” og ”ulidelig” biografi, og angriber tilmed forlaget People’s Press for overhovedet at indlede sig på noget sådant. Også på Altinget.dk og i Berlingske har man anmeldt bogen overvejende dårligt. Især går det igen, at Mikael Busch efter sigende skulle udbrede konspirationsteorier og usande rygter. Andre steder er bogen blevet mere positivt modtaget.

Jeg har som sagt læst bogen og er overrasket over anmeldelsernes overvejende hårdhed. For det første er bogen velskrevet, sober og veldokumenteret. For det andet konstruerer forfatteren hverken konspirationsteorier og spøjse rygter. Som et led i bogens formidling referer forfatteren diverse offentligt tilgængelige vinkler og teorier omhandlende de mange spektakulære sager fra Corydons tid som finansminister: Dong-salget, pression af arbejdsmarkedets parter og skolereformen.

Mikael Busch opfinder ingen teorier eller rygter, men gør hvad enhver biografist bør gøre: Han refererer og opsamler, hvad der er blevet ment og sagt om emnet. Netop i tilfældet Corydon er det ekstra vigtigt, da lukketheden omkring Morderniseringsstyrelsen og Cory-don selv var ekseptionel, og ingen kan påstå at have det fulde overblik over, hvad der egentlig hændte. Det gør Busch heller ikke. Han opsamler og refererer.

I indledningen gør Busch det tilmed klart, at Corydon ikke har ønsket at medvirke i bogen, og at det fremlagte materiale af gode grunde ikke kan være den endegyldige sandhed. Ej heller påstår Busch, at han selv kan være fuldstændig neutral eller objektiv, da han som gymnasielærer personligt er blevet ramt af corydonismen. Busch spiller med helt åbne kort, og behandler stoffet så nøgternt og sobert som muligt.

De vrede anmeldelser peger ikke på egentlige, faktuelle fejl eller andre konkrete grove mangler ved bogen, men holder sig til en generel tilsviningspraksis. Egentlige begrundelser får man ikke. Da Corydons Moderniseringsstyrelse orkestrerede overgrebet på landets lærere tilbage i 2013, var Politiken blandt reformarbejdets største støtter. Selvom det sidenhen har vist sig, at hverken folkeskolen eller gymnasiet er blevet det mindste bedre af de mange forandringer, holder avisen ligesom regeringen fast: Corydonismens instrumentelle strukturalisme er og bliver sandheden, og ingen bør derfor kritisere denne. Ej heller en stilfærdig biografist, der blot refererer samtidens synspunkter på fælles anliggender. Lever vi efterhånden i et nyt DDR?