Prøv avisen
Historisk set

Da den nordiske drøm stødte på sovjetisk magtpolitik

Lars Hovbakke Sørensen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er i år 50 år siden, at de nordiske lande forsøgte at oprette et fællesmarked. Men udsigten til dansk EF-medlemskab og det finske forhold til Sovjetunionen satte en stopper for planerne, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen

For 50 år siden, i 1968, indledte daværende statsminister Hilmar Bauns-gaards VKR-regering forhandlinger med Finland, Norge og Sverige om dannelsen af et nordisk fællesmarked, NORDEK.

Efter godt og vel to års intensive forhandlinger mellem de nordiske regeringer og deres embedsmænd nåede man i 1970 frem til enighed om en traktat til oprettelse af et nordisk fællesmarked. Men i sidste øjeblik sprang finnerne fra og ville ikke underskrive traktaten alligevel. Det betød, at NORDEK ikke blev til noget, og at Danmark i stedet begyndte at arbejde mere målrettet på at blive medlem af EF, hvilket førte til folkeafstemningen i 1972 og Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973.

Det besynderlige forløb, hvor de finske politikere i 1968 først bakkede op om Baunsgaard-regeringens forslag om et nordisk fællesmarked og derpå i 1970 alligevel ikke ville underskrive traktaten kan kun forstås, hvis man ser hændelsesforløbet i et større europæisk perspektiv.

For det første fik Danmark midt under NORDEK-forhandlingerne i 1969 pludselig fornyet mulighed for at blive medlem af EF, da den franske præsident De Gaulle trak sig tilbage fra sin post. De Gaulle havde gennem flere år blokeret for britisk og dermed også reelt for dansk medlemskab af EF, eftersom Danmark af hensyn til sin store landbrugseksport til Storbritannien så vidt muligt ønskede at ”følge” briterne.

Da der efter De Gaulles afgang var udsigt til, at briterne snart kunne komme med i EF, blev de danske politikere også igen mere interesserede. På den baggrund mente mange finske politikere, at det ikke var værd at provokere Sovjetunionen ved at gå med ind i et samarbejde som NORDEK, hvis det alligevel ikke kom til at holde i så mange år.

For det andet et udviklingen i selve forholdet mellem Sovjetunionen og Finland vigtig for at forstå Finlands skiftende kurs i forhold til NORDEK.

Under hele Den Kolde Krig var der nemlig et fast mønster i, hvordan det finsk-sovjetiske forhold udviklede sig. Hvert sjette år, når et finsk præsidentvalg nærmede sig, gav russerne den finske præsident Urho Kekkonen, som de havde et nært samarbejde med og som de derfor ønskede genvalgt, ”lov til” at føre en mere provestlig politik end normalt. Formålet var, at han skulle blive så populær hjemme i Finland, at han kunne blive genvalgt.

Lidt tid efter at Kekkonen var blevet genvalgt, strammede russerne så op igen og forbød ham atter at føre en vestvendt udenrigspolitik.

Da Baunsgaard-regeringen foreslog NORDEK i begyndelsen af 1968, befandt man sig netop i tiden omkring et finske præsidentvalg.

Russerne havde endnu ikke ”strammet op” efter det netop overståede valg, og finnerne fik derfor ”lov” til at gå ind i NORDEK-forhandlingerne.

Da NORDEK-traktaten lå klar til underskrivelse 1970 var man derimod midt i en finsk præsidentvalgperiode, og russerne ville derfor ikke give finnerne lov til at skrive under. Dette er endnu et eksempel blandt mange på, hvordan den større europæiske udvikling altid har haft afgørende indflydelse på den danske.

Lars Hovbakke Sørensen er historiker og adjunkt ved Professionshøjskolen Absalon.