Prøv avisen
Historisk set

Sæddonor-debat fandt også sted for 70 år siden, da frk. Nordentoft skulle have et barn

Sagen om skoleleder Inger Merete Nordentoft bliver ofte fremhævet som et af de sidste tilfælde, hvor forbindelsen mellem kirke, skole og den traditionelle kønsmoral blev hævdet med en vis styrke. – Arkiv Foto: Nordfoto/Ritzau Scanpix

jes fabricius møller

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Den aktuelle debat om borgmester Joy Mogensen, der skal have barn ved hjælp af en anonym donor, har et historisk fortilfælde, skriver historiker Jes Fabricius Møller

Det har vakt en del opsigt, at Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), har valgt at få et barn ved hjælp af en anonym sæddonor. Af konservative debattører og såmænd også af en partifælle er hun blevet kritiseret for at være umoralsk og egoistisk, fordi hun – som det hedder – sætter sine egne ønsker over det forpligtende fællesskab, som en familie er.

En lignende diskussion udspandt sig for over 70 år siden, da folketingsmedlem for kommunisterne og skoleinspektør på Katrinedalsskolen i København, den ugifte Inger Merete Nordentoft (1903-1960), i efteråret 1945 meddelte, at hun var gravid, og at hun ikke havde til hensigt at gifte sig med barnets far, der i øvrigt forblev anonym.

Det vakte stærk kritik af hende for at sætte sin egen frihed over ansvarsfølelsen, som højskoleforstander C.P.O. Christiansen formulerede det. Det var et angreb på ægteskabet som central samfundsinstitution, et forsøg ”fra en af den danske Skoles mest begavede og mest moderne Kvinder paa at rokke ved en af Samfundets Grundpiller, Ægteskabets tusindaarige Stilling i vor Kultur”.

Spørgsmålet blev naturligvis drøftet ivrigt i Kristeligt Dagblad, der også behandlede frk. Nordentoft på lederplads den 11. december 1945:

”Vi forstaar godt, at en Kvinde kan ønske selv at faa Børn. Det er og bliver noget naturligt og for baade hende selv og andre ogsaa en glædelig Begivenhed, naar det vel at mærke sker i Tugt og Ære, ligesom det i saa Fald ogsaa er hendes private Sag; men naar hun hverken er gift eller agter at gifte sig med den, der skal være Fader til hendes Barn – den virkelige Begrundelse for denne Beslutning behøver i det konkrete Tilfælde for resten ikke at ligge i Mangel paa Vilje dertil – saa kommer Sagen andre end hende selv ved; for ved en saadan Stillingtagen ringeagter hun principielt Ægteskabet, hvis Opretholdelse som Institution det danske Samfund maa være livsinteresseret i, hvis det skal bevare sin hidtidige Opbygning. Hvis det nu var en af Gadens Piger, der offentligt lagde en saadan Despekt for Ægteskabet for Dagen, var der næppe tilstrækkelig Grund til, at Offentligheden skulde gøre nogen større Historie ud deraf; men det stiller sig nægtelig anderledes, naar det er en Skoleleder, der gør det, et Menneske, som et Utal af Forældre i en hel Menneskealder skal have Tillid til og Agtelse for, og af hvem de skal have Hjælp til at opdrage deres Børn, saa disse bl.a. faar lært at have Respekt for Samfundets vigtigste Institutioner.”

Lederen krævede som så mange andre, at frk. Nordentoft tog sin afsked fra skolen, og hvis hun ikke ville gå frivilligt, måtte hun fyres. Nogle af konfliktlinjerne fra andre af tidens store debatter trak ind i Nordentoft-sagen, blandt andet kommunisternes stilling under og efter Besættelsen. Hun havde været aktiv i den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Hun endte dog med at melde sig ud af partiet efter opstanden i Ungarn i 1956.

Nordentoft-sagen bliver ofte fremhævet som et af de sidste tilfælde, hvor forbindelsen mellem kirke, skole og den traditionelle kønsmoral blev hævdet med en vis styrke. Skolens religionsundervisning var dengang stadig forkyndende, og derfor var kirken og dermed kirkens syn på ægteskab og dyd også bestemmende for folkeskolens værdi-grundlag. Men denne alliance mellem skole og kirke var også på retræte til fordel for kvindens ret til selv at træffe valg i spørgsmål om seksualitet og familiedannelse.

Nordentoft fødte en datter i marts måned 1946. Tre fjerdedele af forældrene til børnene i hendes skole udtrykte deres opbakning til hende, og hun forblev i sin stilling.

Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Jes Fabricius Møller, Uffe Østergaard og Lars Hovbakke Sørensen.