Den ene internationale undersøgelse efter den anden proklamerer Danmark som verdens lykkeligste land, eller i det mindste blandt topfem. De øvrige er de andre nordiske lande. Den amerikanske politiker Bernie Sanders og Kinas præsident, Xi Jinping, peger på Danmark som forbillede. Vi tager beskedent imod virakken.
Nu er det svært at definere lykke. Men Grundtvigs ”få har for meget og færre for lidt” kommer nok tæt på, hvad vi har drevet det til i velstand og velfærd.
Tag min fødeby, Aalborg. Da jeg var barn i 1950’erne, var Aalborg en beskidt industriby. Min mor klagede over, at luftforureningen fra cementfabrikkerne gjorde det umuligt at hænge vasketøjet til tørre udendørs. Det blev snavset, før det blev tørt. Værftet, kullagrene og spritfabrikken var ikke nogen pryd for øjet. Og den indre by var et slumkvarter.
I dag er middelalderbyen fuldt restaureret, luften er ren, og vil man en varm dansk sommerdag have en dukkert, er Limfjorden renere end nogensinde og til rådighed for enden af hovedgaden.
Når jeg får gæster i Kina, Egypten eller USA, beder jeg dem udpege de tre værste og de tre bedste ting i, hvad de oplever. Her i sommer har jeg bedt mig selv om at gøre det for Danmarks vedkommende.
Lad os begynde med de værste.
Indvandrerpolitikken er som et reelt problem i en kategori for sig. Jeg har faktisk skullet lede efter de to andre og er kommet frem til parkeringsproblemer og tv-aviser.
Er det virkelig så svært at integrere nogle få tusinde indvandrere? I maj 1945 var der 250.000 tyske flygtninge i Danmark. De var ikke velkomne, men det lykkedes dog størsteparten at overleve, selvom danske læger og sygeplejersker ikke ligefrem stod i kø for at hjælpe dem. I Kina flytter 20 millioner mennesker om året fra land til by. Med besvær, men dog uden nævneværdig slumdannelse.
Jeg erkender, at det er nemmere at integrere tyskere end muslimer. Men tallene er jo meget, meget mindre end de 70.000 tyskere, Aalborg modtog i 1945. Hvor svært kan det være?
Nu til den lettere genre. Det er i dag næsten umuligt at parkere en bil i Aalborg eller København. Enten fordi der ikke er plads, eller fordi vi gamle ikke kan hitte ud af at bruge kreditkort eller mobiler. Løsningen er ikke at bygge flere parkeringshuse. Løsningen er at gøre den kollektive trafik så attraktiv, at man lader bilen stå.
Og så de elendige tv-aviser. Ligegyldige lokale nyheder og uendelige vejrudsigter, langt fra niveauet hos tyske, franske og engelske kanaler, ja sågar arabiske og kinesiske. Det må nemt kunne gøres bedre.
Nu til tre gode ting i fædrelandet, hvor jeg ikke har boet fast i over et halvt århundrede. Klimapolitik, venlighed og øl.
Junivalget bekræftede, at Danmark giver klimaforandringerne første prioritet. Vi er et foregangsland på området, især med vedvarende energi. Færre flyrejser og mindre kødspisning er psykologisk vigtige og inspirerer folkelig opbakning, men har ikke den store effekt. Det, der virkelig vil gøre en forskel, er global befolkningsbegrænsning. Vi bør ikke alene insistere på, at vore bistandsprogrammer skal inkludere børnebegrænsning. Vi bør satse på også at reducere Danmarks befolkningstal.
Der var 3,8 millioner danskere, da jeg blev født i 1940. Der er 5,6 millioner i dag. Vi er flere, vi er rigere, og vi forbruger mere. Og vi forurener mere. Nogen bør i tide vise verden, at hvis verdens befolkning faldt med 80 millioner i stedet for at stige med det antal om året, ville klimakrisen på langt sigt forsvinde, hvis det ikke allerede er for sent. Vi bør fortælle verden, at vi har til hensigt at formindske vores befolkning til 1940-niveauet. Og gøre dette.
For en gammel mand bliver mange praktiske ting sværere – at købe rejsekort, at tanke bilen, at bruge det digitale til at finde vej. Gang på gang i sommer har jeg mødt unge danskeres venlighed og hjælp. Jeg tror, det skyldes mobilerne. Før dem var reglen, at især unge ikke kunne forklare. Nu er det kun et greb i lommen, og hjælpen er nær.
Borgerservice er blevet kundevenligt. Jeg har brug for et internationalt kørekort og får det hvor som helst i landet med venlig betjening og ingen ventetid, når man har husket at bestille tid. Selv Skat svarer venligt på henvendelser.
I gamle dage var der Hof og Tuborg og måske en enkelt lokal øl som Park i Aalborg. Nu har ethvert supermarked dusinvis af danske og udenlandske mærker i alle størrelser, styrke og smag. Det har yderligere forøget glæden ved at sidde med en gammel ven og en enkelt pilsner på bænken neden for Aalborgtårnet og nyde udsigten over Limfjorden. Her kom udlængslen, og her vender jeg tilbage.
Danmark dejligst.
Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Han er bosat i Washington D.C., men opholder sig hvert år desuden i Kina, Egypten og Danmark. Sven Burmester skriver fast i Kristeligt Dagblad om sine indtryk og den globale udvikling.