For nylig var jeg til til verdenskongres i Sydtyskland i organisationen Religioner for Fred. Lederne af de store religiøse grupper i Tyskland – katolikkerne, protestanterne og muslimerne – var med til at støtte op om arrangementet, og mange fra den store verden var mødt op sammen med repræsentanter fra religiøse grupper i europæiske lande som England, Holland, Belgien, Norge og Finland. Der var dog ingen fra en dansk kirke, og det undrede mig.
Den tyske stat var medarrangør, og den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, bød velkommen og lagde ud med en reference til John Lennons tekst ”Imagine”, der bringer håb, men samtidig er stærkt kritisk over for religioner.
Min første tanke var, at han havde misforstået teksten, men han ville tvinge de religiøse til at reflektere over, hvad de bringer. Selv foreslog han, at service forener, og opfordrede de religiøse ledere til at eliminere religionens rolle i at udløse konflikter.
Det argument høres ofte, at der holdes mange internationale møder – også kirkelige – og man kan ikke gå til det hele. Den forestilling er ikke helt ved siden af. Der er typisk store ord og vage formuleringer i afsluttende kommunikéer fra verdensmøder af denne art, og det gjorde sig også gældende her.
Værdien i sådan en konference ligger et andet sted. Dels er der de personlige relationer, som skabes, dels giver deltagelse et godt indblik i, hvad der sker på det interreligiøse felt globalt. Jeg tror, at de danske kirker er nødt til at styrke indsatsen i religionsmødet, eftersom den del af befolkningen, der ikke er kristne, er stigende.
Mødet var velbesøgt med over 900 deltagere, og der var væsentlige personligheder fra alle religiøse trossamfund, og Danmark kan lære noget af, hvordan de andre gør. Selv blev jeg overvældet af det mylder af farver og sjove hatte, som religiøs diversitet repræsenterer.
Tyskland har et kontor i landets udenrigsministerium, der arbejder med religion, og ministeriet har inden for de seneste par år intensiveret sin indsats for at gøre religiøse organisationer til strategiske partnere i arbejdet med at fremme fred.
De tyske socialdemokrater har en kvinde ansat til at varetage relationen mellem Socialdemokratiet og de religiøse grupperinger i Tyskland. Det er en meget interessant model, der eventuelt kan bruges som eksempel på, hvordan et politisk parti kan sørge for, at der er en kontakt til de religiøse. Det ville klæde Socialdemokratiet i Danmark, om det ville overveje en lignende stilling.
Den politiske omklamring af religion, som Kristeligt Dagblad har skrevet om den 16. august under overskriften ”EU’s nye kristne riddere ændrer europæisk politik”, er ikke kun en europæisk tendens. Der sker en instrumentalisering af religion flere steder i Europa, Mellemøsten og for eksempel i Indien, med Modi og hindufundamentalisterne.
Troen på Gud er truet af politik, og den udfordring bør også tages alvorligt i Danmark. Selvom det danske kirkeliv har det godt i en mindre organisatorisk og struktureret tradition, så er både folkekirken og de andre kirker i Danmark nødt til at forholde sig til, at fremtiden vil blive farvet af flere nuancer, end vi har været vant til, både religiøst og konkret. Det er en af grundene til, at et land som England går op i det interreligiøse.
De kan se, at fremtiden for kirken blandt andet ligger i, hvordan kirken formår at tiltrække og engagere udlændinge. Det er ikke kun spørgsmålet om det interreligiøse felt, men om fremmede og tilstedeværelsen af andre religioner i det hele taget.
Allerede i dag er der flere lokalområder i Danmark, hvor kristendommen er repræsenteret af under halvdelen af befolkningen. Kristendommen går i disse områder fra at repræsentere majoriteten og fra værtsrollen til at være repræsentant for minoriteten og i praksis gæsten. Det vil ændre på dynamikken og rollerne. Religionsmødet vil blive dagligdagen frem for det specielle.
Derimod er der vækst og nytænkning i migrantmenighederne. De engelsktalende menigheder i Danmark, som også rummer mange danske deltagere, har liv og tiltrækker unge. Den økumeniske patriark Bartholomæus I sagde ved konferencens start:
”Vi har brug for hinanden. Vi kan ikke klare de nuværende udfordringer alene. Dette er grunden til, at Religioner for Fred er så afgørende. Fordi det giver en unik mulighed for at samle alle grupper. Eksistens er sameksistens. At være er delt velvære.”
Patriarken er kendt for sin forudseenhed omkring miljø. I denne reference samler han op, hvorfor det netop giver mening at komme sammen på tværs af de forskellige religioner.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.