Forleden – mandag den 5. april – markeredes 75-årsdagen for Den røde Hærs rømning af Bornholm. Af mange bornholmere betragtes dagen som øens egentlige befrielsesdag, knap et år efter resten af Danmark.
Den 5. maj 1945 overgav de tyske tropper i Danmark sig til de britiske styrker. Problemet var, at Den Røde Hær nåede frem til Bornholm før briterne, og øens tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. For at fremtvinge en overgivelse blev Rønne og Nexø af det sovjetiske luftvåben udsat for to bombardementer den 7. og 8. maj 1945. Bombningerne kostede et ukendt antal tyske soldater og 10 civile bornholmere livet. Den 9. maj gik sovjetiske tropper i land på Bornholm. Officielt er det også datoen for øens befrielse, for Sovjetunionen var på dette tidspunkt allieret med briterne og amerikanerne i kampen mod Tyskland.
Kampen om Bornholm i foråret 1945 handlede ikke mindst om beskyttelsen af den enorme strøm af flygtninge, som Den Røde Hær skubbede foran sig. Bornholm var dengang – og er stadig – en strategisk vigtig brik, når det handler om kontrollen med trafikken i Østersøen. I de tidlige måneder af 1945 blev strømme af civile sammen med sårede soldater fra værnemagten sejlet i overfyldte skibe fra øst mod vest. Over en kvart million af disse flygtninge endte i Danmark i en elendig tilstand. Tusinder af dem døde efter ankomsten som følge af sult, sygdom og manglende lægebehandling.
Flere af verdenshistoriens største skibskatastrofer indtraf i farvandet omkring Bornholm, da nogle af disse overfyldte flygtningeskibe blev sænket af sovjetiske u-både med tusindvis af civile tab til følge. Prøv at google ”M/S Goya” eller ”M/S Wilhelm Gustloff”.
I denne slutkamp måtte 10 bornholmere lade livet som en del af Anden Verdenskrigs allersidste civile ofre for et luftangreb i Europa. Det har forståeligt nok ikke efterladt det bedste indtryk af Den røde Hær på øen, selvom de sovjetiske styrkers knap 11 måneder lange tilstedeværelse på øen i øvrigt tilsyneladende indebar ganske få konflikter med lokalbefolkningen eller danske myndigheder. Det står i en skarp kontrast til Den røde Hærs fremfærd i Tyskland, der var præget af både vilkårlige og systematiske overgreb mod civilbefolkningen.
Krigen i Europa var begyndt knap seks år tidligere. Den 1. september 1939 foretog Tyskland – dengang i alliance med Sovjetunionen – et kynisk angreb på Polen. Det blev indledning til det, der på engelsk er kendt som ”The Phoney War”, en ikke-krig. Briterne havde udstedt sikkerhedsgarantier for Polen, som de ikke var i nærheden af at kunne honorere. I forening med Frankrig erklærede de krig mod Tyskland den 3. september, men det blev indledningsvis ved små angreb mod blandt andet tyske nordsøhavne.
Et af de allerførste af disse angreb gik galt, da en britisk bombemaskine fejlnavigerede på vej over Nordsøen og kastede fire bomber over Esbjerg den 4. september 1939. En enkelt person blev dræbt ved angrebet, en ung mor, Edel Hansen, som dermed blev det måske første civile offer for et luftangreb under Anden Verdenskrig i Europa. Angrebet udstillede Danmarks militære sårbarhed, og dødsfaldet blev årsag til en diplomatisk krise mellem London og København, som Berlin naturligvis søgte at udnytte.
I verdenskrigens store moralske og militære regnskab er episoderne i Esbjerg i september 1939 og på Bornholm i maj 1945 at regne for småting. For ofrene var der naturligvis tale om alting. I Esbjerg måtte en lille dreng ved navn Leif eksempelvis vokse op uden sin mor. Tilsvarende tragedier lader sig opremse for Bornholms vedkommende.
At nogle af de første og sidste civile tab på den europæiske krigsskueplads under Anden Verdenskrig var danske, kan afskrives som en tilfældighed. Men det tjener derfor også os som en påmindelse om, at krig set fra den enkeltes standpunkt ofte rammer tilfældigt, vilkårligt og uretfærdigt.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.