Den aktuelle debat om monumenter for slavehandlere i dagens København har mange aspekter. Det er pinligt, at man ikke for længst har indrettet et museum om dansk ansvar for slaveriet og slavehandelen. Det foregik på sukkerplantagerne på de dansk-Vestindiske øer og forterne på den vestafrikanske kyst, hvis hovedfunktion var levering af slaver til transport over Atlanterhavet. Denne trafik og slaverne i Dansk Vestindien blev i 1700-tallet ikke opfattet som et problem i Danmark, lige så lidt som i andre kolonilande. For så vidt som slaveriet overhovedet blev offentligt omtalt, var det som jura, idet der blev ført retssager om, hvorvidt sorte slaver var frie, når de kom til København, eller om ejendomsretten overtrumfede menneskerettighederne.
En enkelt undtagelse møder man hos hofpræsten Erik Pontoppidan i en prædiken i 1760. Han gjorde her gældende, at nok blev de sorte ved tvang ført bort fra Afrika og solgt til andre mennesker i Vestindien. Til gengæld fik de her forkyndt evangeliet og blev døbte, hvilket efter hans mening opvejede ulemperne ved bortførelsen og ufriheden. Slaverne blev efter ankomsten til Vestindien efter Pontoppidans mening ”Kristi frigjorte, skønt menneskenes tjenere”.
I slutningen af 1700-tallet kom slave-riet under kritik som uforeneligt med menneskeværd og kristendom. På et tidspunkt så det ud til, at tidens to største slavehandelsnationer, Storbritannien og Frankrig, ville enes om et forbud mod slavehandel. Det kom den danske stat i forkøbet med, hvad vi roser os af som et forbud mod slavehandel i 1792. Hvad der blev forbudt, var dog kun import af nye slaver fra Afrika. Bestemmelsen trådte først i kraft i 1803, så der var mulighed for at forøge antallet af slaver, før importforbuddet trådte i kraft. Og handel med slaver internt på de dansk-vestindiske øer var fortsat tilladt, såvel som slaveri var det.
På samme tid førtes i metropolen København retssager om, hvorvidt slaveri kun var tilladt i kolonierne, eller om slaver stadig var slaver, hvis de kom til hovedstaden.
Her tørnede to principper sammen, ejendomsretten, også til sorte mennesker, og den personlige frihed. Et eksempel er den sorte slave Hans Jonathan, der blev født på Sankt Croix i 1784 på plantagen Constitution Hill, ejet af familien Schimmelmann, Danmarks rigeste. Som husslave fik Jonathan en klassisk uddannelse og talte flere sprog.
Som 17-årig meldte Hans Jonathan sig til flåden og kæmpede i Slaget på Reden i 1801. Det gjorde han så tappert, at kronprins Frederik erklærede ham for en fri mand. Det ville enkefrue Henriette Cathrine von Schimmelmann ikke acceptere og anlagde sag med påstand om, at frigivelsen var en krænkelse af hendes ejendomsret. Retten gav hende i 1802 ret.
Men da havde Hans Jonathan ”stjålet sig selv”, som det hed i datiden, og var rejst til Island. Her slog han sig ned i en lille bygd og grundlagde en slægt, der i dag omfatter næsten 1000 efterkommere i Island og USA. Den islandske antropolog Gisli Palsson har skildret retssagen i 2017 i bogen ”Hans Jonathan – manden som stjal sig selv”.
Men Hans Jonathans retssag var ikke den eneste, hvor menneskerettigheder stod mod ejendomsret. Og nogle af dem fik det modsatte resultat, som det fremgår af retshistorikeren Ditlev Tamms arbejder om juristen Anders Sandøe Ørsted. Den senere konservative helstatspolitiker og broder til H.C. Ørsted argumenterede for frihedsprincippets forrang for ejendomsretten og vandt flere spektakulære retssager.
Der er meget at grave frem og fremstille i et museum om dansk kolonihistorie i Vestindisk Pakhus i København.