Prøv avisen
Kirkeligt set

Marie Høgh: Kritikere af indvandringen er åbenbart ikke ægte kristne ifølge Danmarks moralske overhoved

Illustration: Søren Mosdal

Marie Høgh

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er noget selvfrelst hykleri at udse sig en tilpas nødlidende næste på Middelhavet for at kunne tage sig mere næstekærlig ud end sin politiske modstander, som man tillader sig at moralisere noget så læsterligt over, skriver sognepræst Marie Høgh

Bekvemmelighedskristendom. Det er ikke noget, Vorherre har fundet på, men et udtryk, der for nylig blev lanceret af forfatter og debattør Anne Lise Marstrand-Jørgensen i P1-programmet ”Tidsånd”. Måske en bittersød sproglig pendant til udtrykket ”bekvemmelighedsflygtning”, der ikke findes i Anne Lise Marstrand-Jørgensens version af verdenssituationen. Det er ikke uden grund, at vært på programmet Christoffer Emil Bruun gav hende mærkatet ”Kritiker af dansk flygtningepolitik”. Ja, så diplomatisk havde jeg næppe selv kunnet formulere mig.

Men læs det lige igen: Bekvemmelighedskristendom. Det betyder noget i retning af, at du er en andenrangs- eller discountkristen, hvis følgende: Du ønsker, ligesom et flertal af danskerne, en strammere indvandrerpolitik. Du synes, det er en lidt stor mundfuld for Danmark at fiske alverdens migranter op af Middelhavet. Du mener, at Danmark fortsat skal have kontrol over egen grænse. Du tænker, at det er lidt langhåret at påstå, at integrationen går strygende. Du er måske endda engang kommet til at stemme på Dansk Folkeparti – eller måske bare et par centimeter til højre for midten.

Kort sagt: Hvis du ikke deler Radikale Venstres, Alternativets eller Enhedslistens virkelighedsresistente syn på indvandring og gummibåde på Middelhavet, ja, så er du med andre ord ikke rigtig kristen.

ANLEDNINGEN TIL P1-DEBATTEN mellem Anne Lise Marstand-Jørgensen og debatredaktør her på avisen Johannes Henriksen var, at Europa står med sin forenede skæbne i hænderne. Ingen har lyst til at modtage skibe med migranter, Matteo Salvini i Italien har smækket døren i, og den kristendemokratiske Horst Seehofer fra Bayern har sat hælen i over for Angela Merkels ”Willkommenskultur”, mens Sverigedemokraterne stormer frem.

Oplægget til debat var, om den strammere indvandrerkurs kolliderer med vores etiske og kristne fundament i den vestlige verden og buddet om næstekærlighed. Svaret er: Nej. Kærlighedens politik er, som Alain Badiou skriver, ”blottet for mening”, for: ”Hvis man begynder at sige: ’Elsk hinanden’ kan det måske nok fungere som en slags moral, men det kan ikke etablere en politik.”

Hvorfor? Ja, fordi buddet om, at du skal elske din næste, altid er fordringen til den enkelte i øjeblikket over for en konkret næste, man ikke selv kan udpege. Det absolutte ansvar er rettet mod en selv. Buddet om næstekærlighed må ikke bruges til at pege fingre ad andre ved at sige: Du skal handle sådan og sådan for at være kristen. Og vi ser, at hovmod står for fald.

De lande, der troede på barmhjertighedens og kærlighedens politik, har uoverskuelige integrationsproblemer, en svækket sammenhængskraft og et folk, der samler sig i protestpartier. For kristendommen har vi ikke fået skænket for at slå hinanden i hovedet med den som en islamisk detaillovgivning for, hvordan man skal leve sit liv, og hvilken politik der skal føres.

Det politiske skal politikerne tage sig af – uanset om de er kristne eller ateister. Derfor er det noget selvfrelst hykleri at udse sig en tilpas nødlidende næste på Middelhavet for at kunne tage sig mere næstekærlig ud end sin politiske modstander, som man tillader sig at moralisere noget så læsterligt over.

Den modstander, der sætter en realistisk grænse for, hvor stor en indvandring den vestlige verden kan bære uden at kollapse. Og det er i 12. time, at de nødvendige, ansvarlige og ubekvemme beslutninger bliver taget. Det er ikke et udtryk for bekvemmelighedskristendom, men et udtryk for en pligt og et ønske om at bevare den vestlige kultur, hvor vi ser en langsom besindelse på kristendom.

I Sydtyskland sætter de kors på offentlige bygninger – i Danmark er kristendommen skrevet ind i regeringsgrundlaget. Og når vi i disse uger rejser rundt i Europa på sommerferie og besøger kølige kirkerum, og jeg kan sidde ved et åbent vindue i Italien og høre kirkeklokkerne give genlyd over dalen og vide, at samme efterklang af 2000 års kristendom lyder hjemme i Danmark, er det, netop fordi Kristus ikke var politiker, men det enkelte menneskes frelser og forsoner.

IGENNEM HISTORIEN er alle verdens andre skinnende ideologiske fortællinger faldet sammen, men den kristne fortælling står endnu som den vestlige verdens sammenhængskraft (trods alt), fordi den ikke er et blændværk og ikke er politik, men fortæller sandheden om mennesket.

Selvom kristendommen går ud over landets grænse, som Birgitte Stoklund Larsen påpegede for nylig, ja, så er kristendomsforståelsen blandt danskerne tæt forbundet med den nationale identitet.

Det betyder ikke, at folkekirken er blevet en markør i en modstilling mellem ”os og dem”, som Birgitte Stoklund Larsen var nået frem til i en kirkeanalyse på baggrund af den omfattende undersøgelse foretaget af Pew Research Center for nylig om vesteuropæernes forhold til kristendom.

For undersøgelsen viser, ikke så mærkeligt, at den kristne identitet har større betydning for vores holdning og forbehold over for indvandring, integration og islams indflydelse på det danske samfund end både alder, køn, uddannelse og politisk overbevisning.

For takket være kulturkristendommen (det, Marstrand-Jørgensen kalder bekvemmelighedskristendommen) har vi endnu ikke mistet aftenlandets moralske kompas. Vi trænger måske nok til at få det justeret. Eller bare få forkyndt, at det menneskesyn, der bærer hele den vestlige verden, er kristendommens vandmærke på vores kultur.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.