I JAGTEN PÅ ÅRSAGEN til borgerlighedens krise er søgende sjæle strandet ved spørgsmålet om dannelse: De borgerlige har svigtet kampen for dannelsen og har overladt skolerne, gymnasierne, kirkerne og højskolerne til venstrefløjen. Det er en stor fejl af de borgerlige, for det er her, man erobrer menneskers hjerte og sjæle.
Ikke mindst er dannelse en afgørende kilde til et rigt indre liv. Lad mig derfor give mit bud på et borgerligt – eller rettere konservativt – forsvar for dannelse.
Dannelse forudsætter en vis grad af tilbagetrækning fra vores højrøstede verden af kommunikation og hvileløs interaktion. Det handler om at finde fristeder for den stille kontemplation. Dér kan man nemlig kultivere en særlig opmærksomhed og finde en autentisk måde at være til på.
En sådan tilbagetrækning ligner et indre eksil, hvor man uforstyrret kan skridte sine cirkler af, imens man skriver sine bøger under lampen, fordyber sig i læsning på biblioteket eller passer sin have, i overført og bogstavelig forstand.
Tilbagetrækning kan også være en geografisk distance – man flytter på landet – eller en slags åndsaristokratisk afstand til massesamfundet, man slukker for skærmene og træder ud af hamsterhjulet.
Det dannede menneske kan sammenlignes med kirkegængeren og skovgængeren – en figur, der ofte har inkarneret det uafhængige menneske, der har trukket sig tilbage fra politikkens og teknologiens verden. Allerede vores romantiske nationalpoeter besang skoven som den skabende og fortryllende livskraft før og uden for civilisationen.
Også i dag kan naturen skænke os en frihed, vi kan finde på lignende vis i bøgernes og i kirkens verden. Men så skal vi åbne os for det andet, det fremmede i naturen: livet uden hensigt, den rene væren. Den dannede åbner sig ærefrygtigt for verden og lader sig frydefuldt opfylde af det uberørte, det gådefulde, uden at ville beherske det.
Lyder det mærkeligt? Så lad mig give et selvoplevet eksempel.
Isfuglen er kåret som Danmarks smukkeste fugl. Det er en lille, sky ynglefugl med lysende turkisblå overside, orangerød underside, grønblå vinger og hvid halsstribe. Den ene gang, jeg endelig så den, var en stille aften ved Susåen, dér hvor hængebøgens selvbillede sløres i det riflede vandspejl. Isfuglens farvepragt har et metalglinsende skær, der giver et elektrificerende stød som ved brat opvågnen, når fuglen lyner over vandet.
Det var en sjælden skønhed af højere orden, der i få sekunder blev synlig for mig ved åens bred. Hertil hører også synet af de større fugle som havørn og kongeørn. Den, der vil belønnes med så forbløffende syn, må være som barnet, der holder sig vågen om natten med dynen trukket halvt op over ansigtet for at se de sælsomme, lydløse lyn i skyerne.
Dannelse gør os således ikke blot klogere på os selv og vores omverden, den skærper vores evne til at beundre verdens skjulte mangfoldighed.
Men dannelse gør også noget mere: Den giver en eksistentiel ro og tryghed, der er knyttet til oplevelsen af det bestandige, de hvilende og overtidslige dimensioner i tilværelsen.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.