Dansk band er syndsbevidsthed for øvede

Det er ikke i kirken, men i en gudsforladt musikarena, at jeg får lov at stå med min eksistentielle ængsteligheds afgrundsdybe spørgsmål, skriver Christian Hjortkjær om koncert med det danske band The Minds of 99

Forsanger Niels Brandts tekster rammer det rigtige sted, skriver Christian Hjortkjær.
Forsanger Niels Brandts tekster rammer det rigtige sted, skriver Christian Hjortkjær. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Jeg græd i fredags. Af forløsningsglæde. Ved siden af 7000 mennesker i Ceres Arena i Aarhus. Til en sang om arvesynden. Man skulle tro, at det ikke kunne finde sted i et moderne samfund som Danmark anno 2019. Men alle har et sted, hvor det gør ondt, og den her sang af bandet ”The Minds of 99” rammer mig lige i mit eksistentielle solar plexus.

Vi troede, at slangen den var slimet og slesk /

Men den er faktisk tør/

Stadig er jeg bange for den slimer mig til /

Så alt er ligesom før

Ja, vi troede, at arvesynden var et overstået kapitel, og en stor del af de seneste årtiers teologi har da forsøgt at fjerne al denne tyngende tale om synd fra kirken, men det fjerner bare ikke selve synden. Det fjerner ikke min egen erfaring af at fejle forfærdeligt. Det fjerner ikke følelsen af, at min indre fejlbarlighed ligesom klæber sig til mig.

Jeg kan slet ikke ændre på den, som jeg er /

Det er lige meget hvad jeg gør /

Alt ender ligesom før

Jeg har skrevet og foredraget intensivt om det her de seneste år. En gennemgribende skamfølelse, der er skræmmende udbredt i den unge generation i dag. Frembragt af på den ene side samfundets løgn om, at alt er muligt, og min egen knugende følelse af, at jeg som menneske er determineret og fastlåst som aldrig før. Og nu ved jeg ikke, om forsangeren Niels Brandt har fordybet sig i syndsteologien, da de skrev sangen, og jeg er egentlig også ligeglad. For pointen kommer tydeligt frem, tydeligere end i de fleste prædikener, jeg har hørt, når han nærmest klagesyngende gentager omkvædet:

Men når denne dag er omme, har jeg set en engel komme /

Ja, når denne dag er omme, har jeg set en engel komme

For i et oplyst samfund findes der selvfølgelig ikke længere nogen overnaturlig gud eller en dømmende engel. Men det poetiske billedsprog kan alle forstå: Jeg dømmer mig selv, og jeg er min egen værste dommer:

Vil den mon være barn med vinger på? /

Mon den vil ligne mig? /

Mon den vil være flink og bare forstå /

Mig, For alle mine fejl?

Men det er altså her, ikke i kirken, men i en gudsforladt arena, at jeg får lov at stå med min eksistentielle ængsteligheds afgrundsdybe spørgsmål. Det er her, jeg får lov at synge dem i kor, i et sprog jeg kan forstå, af mine lungers fulde kraft. Minds of 99 har fingeren på ungdommens psykiske puls og er blevet en stemme for en hel generation. I 1990’erne sang vi ”Det er samfundets skyld”. I dag synger de ”Alle skuffer over tid”. Det er da forløsende smukt og bør give anledning til både tro og håb for fremtiden.

Her er materiale nok til både konfirmationsforberedelse, sjælesorg og min egen skumringstime.