Muligvis er der ikke så mange, der har opdaget det, men forleden fyldte Dansk Folkeparti 25 år. Midt i partiets nyere nedtur og den store opmærksomhed på andre partiers intriger er fødselsdagen gået stille for sig, men det ændrer ikke ved, at den sætter tanker i gang.
Dansk Folkeparti udgør et bemærkelsesværdigt politisk projekt, og mange erkender i dag, at uden dét ville vi her i landet med endnu større sendrægtighed have indset det problematiske ved troen på, at enhver fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. Og at kritikken af indvandring og islams påvirkning var nødvendig.
Erkendelsen ulmede derude, der var brug for et bindeled mellem magten og folkets bekymring, og selv de, der aldrig har været i nærheden af at stemme på Dansk Folkeparti, kan i dag finde på at udtrykke taknemmelighed for, at andre til gengæld gjorde det. Mens dette selvsagt rummer sit eget frygtelige hykleri, siger det noget om tingenes udvikling i de senere år.
Uden Dansk Folkepartis modsigelse af den multikulturelle ideologi, der så længe har domineret i store dele af Europas politiske og kreative klasse, ville landet i dag have set anderledes ud. Det skyldes ikke kun stramningerne i årene fra 2001 og frem, da Dansk Folkeparti blev regeringens magtfulde støtteparti. Det skyldes også det sprog, der samtidig voksede frem.
Netop sproget har i flere år været til diskussion, og tonen har vakt forargelse. Der er da også af og til blevet talt en smule groft, men det vigtigste er, at Dansk Folkeparti banede vej for et sprog, der tjener os hver eneste dag. Og som skal tjene os i fremtiden, for vi bærer på en tung bagage.
Når man er vokset op med DR, folkeskolen og epokens generelle syn på mennesket som et væsen, der i vid udstrækning med den rette oplysning bør kunne udfolde sit gode væsen, ved man intuitivt, hvad der er klogest at sige og mene.
Store dele af den offentlige samtale har længe været konstrueret ifølge det progressive livssyn, hvor man samles i moralsk konsensus, fordi mange dybt nede som en anden Martin Luther i munkecellen længes efter at blive elsket for at være ren.
Dansk Folkeparti talte stik imod alt dette medløberi. Først med partistifter Pia Kjærsgaard på det ligefremme niveau og siden med Søren Krarup og Jesper Langballe på det åndshistoriske, hvilket gjorde det tidehvervske syn på mennesket som en uforbederlig synder til en del af nybruddet.
Mere og mere blev det sagt højt, at enhver fremmed ikke er en ven, du ikke har mødt endnu, men først og fremmest et menneske på godt og ondt, der ikke blot kommer med gaver. Det nye sprog var grundet i den skepsis over for selve menneskenaturen, der så længe havde været fortrængt, og her i 25-året for Dansk Folkepartis fødsel forstår vi, at der kun vil blive endnu mere brug for det sprog.
For mens parallelsamfund og islamisering fortsat udgør alvorlige problemer, intensiveres dag for dag et andet fænomen, der kræver, at den ideologiske meningsudveksling i den elitære boble siges imod.
To mandlige toppolitikere er nu ble vet fældet i den fordømmende MeToo-eksekveringsmaskine, der ikke kun grunder i harme over, at mennesker kan krænke hinanden, men også i den moderne feminismes blanding af systematisk offertænkning og hævntogt mod mænd.
Og ligesom Dansk Folkeparti gennem de seneste 25 år har banet vej for en mere nøgtern erkendelse af den multikulturelle skyggeside, udgør partiet også indirekte et værn mod den bevægelse, som i feminismens og identitetspolitikkens navn risikerer at polarisere samfundet og skabe dybe kløfter mellem de to køn. Og som i sin hærgen kan placere mænd i en position, hvor de muligvis ikke med sikkerhed ved, hvad de hænges ud for, men til gengæld må konstatere, at stemningen er blevet så intens og hadefuld, at de ikke kan undgå at falde.
Vi kan her i landet bremse en del af den brutalitet, der nu synes at have fået så godt fat, for vi har et sprog, der kan tale elitære og hysteriske massebevægelser imod. Det er et sprog, der hele tiden vil minde mennesket om, at det er forankret i en kultur og et fællesskab, der stikker meget dybere end den enkeltes krænkede personlighed, og at man desuden som kvinde skal huske det værdige ved at tage ansvar for sig selv i den konkrete situation og ikke gøre alt til et spørgsmål om strukturer.
Vi har sproget til at modsige de bevægelser, der reproducerer tidens farlige ideologier, for Dansk Folkeparti introducerede det for 25 år siden, og vi skal blive ved med at tale dette frygtløse, lidt reaktionære, realistiske, ukorrekte, i bedste forstand anti-kreative og til tider noget provokerende sprog, der lukker luften ud af tidens utopier. Opgøret med den enfoldige drøm om det multikulturelle samfund åbenbarede betydningen af dette sprog, og som det næste skal det gøre os i stand til at kritisere identitetspolitikken og feminismens ubehagelige overdrev.
Ikke mindst takket være Dansk Folkeparti har vi her i landet et frit sprog, og vi skal blive ved med at tale det.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.