Danske konger talte de forfulgte jøders sag længe før oktober 1943

Længe før oktober 1943 og de danske jøders vellykkede flugt var det danske kongehus engageret i at tale forfulgte jøders sag. Christian den Niende og Frederik den Ottende gik hårdt til den russiske kejserfamilie for at bremse etniske udrensninger

Som kronprins havde Frederik den Ottende (1843-1912) forsøgt at bruge de familiære bånd til at påvirke zar-familien og sin søster Dagmar til at standse forfølgelsen af de russiske jøder.
Som kronprins havde Frederik den Ottende (1843-1912) forsøgt at bruge de familiære bånd til at påvirke zar-familien og sin søster Dagmar til at standse forfølgelsen af de russiske jøder. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da Christian den Niende (1818-1906) i de gode Fredensborg-dage forsøgte at tale de russiske jøders sag over for sin kejserlige svigersøn, blev han skarpt afvist af Alexander den Tredje. Som kronprins havde også Frederik den Ottende (1843-1912) forsøgt at bruge de familiære bånd til at påvirke zar-familien og sin søster Dagmar til at standse forfølgelsen af de russiske jøder.

Nu var han konge, årstallet 1907, og igen blev der bedt om hjælp. Det var ikke noget, han bare lige kunne rykke i felten for; ingen af de europæiske lande havde tilbøjeligheder til at lægge sig ud med Rusland, selvom ingen var i tvivl om, at der foregik udrensninger, pogromer, som i dag ville blive kaldt etnisk udrensning og folkemord.

I det urolige Rusland havde magthaverne med mellemrum brug for et fjendebillede og udpegning af syndebukke, og den jødiske befolkning blev drevet på flugt, hvis den ikke var dræbt ved mordbrande, plyndringer og pryglerier.

Mellem 1882 og 1914 flygtede 10.000-12.000 russiske jøder alene til Danmark – og formentlig 3000 af dem bosatte sig her.

Christian den Niendes forsøg på at påvirke Alexander den Tredje må have fundet sted omkring 1882. Der er sikkerhed for, at Frederik i 1890 tog temaet op i et brev til kejserinde Dagmar, der i 1866 var blevet gift med Alexander. Han er forsigtig i sit sprogbrug. Det er ikke til at afgøre, om han tror det muligt at påvirke lillesøsteren til at påvirke ægtemanden, men det fremgår nogenlunde sikkert, at Dagmar tidligere har haft en tendens til at feje den slags problemer ind under gulvtæppet.

I Frederiks brev, der så sent som i 2008 blev fremdraget af historikeren Arthur Arnheim, hedder det blandt andet:

”… Forinden jeg slutter, lad i al beskedenhed og uden at tænke på at ville blande (mig) i noget, blot sige dig dette, at også her, som rundt om i verden følger jøderne deres trosfællers skæbne for øjeblikket i Rusland. Jeg har lovet ved lejlighed, at ’ville nævne det i al fortrolighed for dig’, da man i almindelighed tror, at det umuligt kan være med Sashas vidende og vilje, at de bliver behandlet sådan. Du har svaret, at det vist var overdrevet, men noget er der jo dog i det, thi lignende sørgelige klager lød jo også fra Østersø provinserne dengang du altid sagde: ’åh! Det er meget overdrevet’. Nu vise disse sig at være sande, muligen det også kan være tilfældet med de omtalte jøder.”

Arthur Arnheim læser brevet sådan, at kronprins Frederik ikke kunne skjule sin sympati for jøderne og med sit sprogbrug i de allersidste linjer afslører en ægte medlidenhed med det jødiske folks skæbne:

”Men undskyld, elskede Minny, det er kun mellem os… gør, hvad du kan, thi i hele verden var det kun jøderne, som kunne skades alt for meget.”

Opfattelsen i kejserfamilien afspejles også i et brev, som zar Nikolaj den Anden i forlængelse af omfattende myrderier i 1905 skrev til sin mor, nu enkekejserinde Dagmar:

”De undergravende elementer rejste hovedet i de første dage efter manifestet, men en kraftig reaktion satte hurtigt ind og en stor mængde loyale folk viste deres styrke. Resultatet blev klart, og hvad man kunne forvente i vort land. Socialisterne og de revolutionæres frækhed har endnu engang vakt folkets vrede: og nu da 9/10 af de, som har ansporet uroen er jøder, blev mishaget rettet mod dem. Derfor fandt pogromerne sted. Det er virkelig forbavsende, hvordan de fandt sted samtidig over hele Rusland og Sibirien. ”

Da Frederik den Ottende i april 1907 blev bedt om at gribe ind, skrev han direkte til sin nevø, Nikolaj. Dagmar var på rejse i Europa, og en hurtig reaktion var påkrævet. Det var den tidligere overrabbiner, videnskabsmanden David Simonsen som organiserede forsøget på at påvirke kongen, da advarslerne nåede ham fra udlandet. Han sendte den 82-årige Moses Melchior, som havde været en indflydelsesrig erhvervsmand med en længere periode i Københavns Borgerrepræsentation. Han var åbenbart på så god fod med kongen, at han ikke tog et nej for et nej, da majestæten forsøgte den traditionelle afvisning om ikke-indblanding i fremmede magters forhold:

”Ja, så har jeg ikke mere at sige. Jeg vil blot håbe, når Deres Majestæt næste fredag læser morgenaviserne om så og så mange ulykkelige jøders drab, at Deres samvittighed lader Dem have ro.”

Kongen lovede både at skrive og telegrafere direkte til nevøen, og professor Simonsen mener at have belæg for, at det skete, og at det hjalp. Arthur Arnheim skriver, at der ikke er noget endegyldigt bevis for, at kong Frederiks beslutning var udslagsgivende, men han tror på sandsynligheden for, at påvirkningen fra Danmark medvirkede til de centrale ordrer til guvernørerne om at undgå uro ved den jødiske påske.

Moses Melchior har selv bidraget til fortællingen om den usædvanlige audiens. Da kongen havde lovet at skrive, blev Melchior så bevæget over dette indblik i ”kongens gode hjerte”, at han sagde:

”Min tak er så ringe en ting at give Deres Majestæt, men vil De modtage en gammel mands velsignelse, så giver jeg den af mit inderste hjerte. Og så velsignede jeg kongen”.

Kort efter bekræftede nyhedstelegrammer fra Rusland, at guvernørerne havde modtaget en kejserlig ordre om at bremse forsøg på uorden og voldsomheder.8

Artiklen er i store træk identisk med et kapitel til en biografi om Frederik den Ottende, som Poul Smidt, der er journalist og cand.jur., udsender på Gyldendal i 2019.