Med sommerferiens ankomst er det nærliggende at overveje, hvorfor så mange af samfundets institutioner er holdt op med festlige symbolske markeringer af store begivenheder som afsluttende eksamen. Eller i hvert fald har fjernet alle ritualer og symbolsk iscenesættelse omkring dem.
Det gælder ganske vist ikke studentereksamen, vil man indvende efter sidste uges hujende ladvogne med glade og berusede studenter og studenterhuerne i gadebilledet. Men de videregående uddannelser i Danmark, især universiteterne, har siden 1970 opgivet tidligere tiders symbolske iscenesættelse af de store begivenheder som afsluttende eksamen. Selv doktorforsvaret degenererede til en uformel affære i mao-sko og murerskjorter under devisen, at hvis man ikke kunne komme helt af med ritualet, kunne man fjerne man alle krav til påklædning og form.
Det begyndte med forsvaret for ph.d.-afhandlingerne, der er defineret som en eksamen med overhøring i stedet for en klassisk disputatio, det vil sige udveksling af argumenter mellem ligeværdige parter. De er er nu blevet lidt mere formelle. Men et klassisk og respektindgivende ritual er der sjældent tale om, selvom familie og venner er mødt op med blomster, champagne og forventningsfuldhed, der gør det vanskeligt for bedømmelsesudvalget at udfylde sin kritiske rolle. For slet ikke at afvise afhandlingen.
Det er nok dumt. For selvom man kan indvende, at ritualer er tom og udvendig staffage, der afleder opmærksomheden fra det egentlige indhold, er det nok i virkeligheden omvendt. Ritualer hjælper til at koncentrere sig om indholdet i stedet for at bruge alle kræfterne på at opfinde nye former.
Det oplever jeg med begravelserne i øjeblikket. Der investerer min generation mange kræfter i at opfinde nye ritualer i stedet for at benytte sig af folkekirkens velprøvede og ofte stemningsfulde rammer. Man kan indvende, at det kan degenerere til professionel ydre form, når en uengageret præst læser lidt op om en person, han eller hun ikke kender. Men det er faktisk ikke normen, og oftest fungerer den mange hundrede år gamle ramme og det indarbejdede ritual som en god støtte i sorgen. Jeg har i hvert fald meldt mig ind i folkekirken igen af hensyn til de efterladte, der så ikke behøver at opfinde alle de dybe tallerkener på ny.
Den næsten totale afvikling af ritualer adskiller Danmark fra de fleste af vore nabolande, selv de nordiske. Alle er blevet ramt af masseuniversitetets nivellering, men mange har alligevel bevaret kapper, processioner og strenge krav til afvikling af handlingen. Det har man indtil for nylig kunnet opleve ved disputatsforsvar i de gamle dele af Universitetet i Oslo på Karl Johan-gaden mellem slottet og Stortinget. Her bevarede man meget længe traditioner, der gik ubrudt tilbage til grundlæggelsen som dansk universitet i 1811, da byen hed Christiania (først fra slutningen af 1800-tallet blev den almindelige stavemåde Kristiania).
I dag er bygningerne overtaget af en åndløs administration, fuldstændig som Københavns stemningsfulde universitetsbibliotek i Fiolstræde er overtaget af en administration, der ikke læser bøger og kun opfatter den gamle bygning som besvær.
Ansvaret for afskaffelsen af ritualer og ydre former lægges ofte på studenteroprøret og de såkaldte 68’ere. De er ikke uden skyld, men det begyndte før under rationelle modernisatorer, som vi i dag ville kalde djøf’ere. Aarhus Universitet førte an i afskaffelsen af alle ”overflødige” udenomsværker under matematikeren Svend Bundgaards rektorperiode 1971 til 1976. Han gjorde meget godt, især for naturvidenskaberne, men hadede alle de traditionelle former, der stammede fra det middelalderlige universitet.
Det lykkedes ham ikke at afskaffe årsfesten, formentlig fordi Dronningen, der har studeret i Aarhus, elsker at komme.
Festen gav også mulighed for en tre-fire antimonarkistiske professorer med politiske idealer fra 1930’erne til at blive siddende, når monarken trådte ind. Og afvise det tilbudte ridderkors. Så den overlevede. Men ellers lykkedes det at skille sig af med alle formelle markeringer.
Det kulminerede med afskaffelsen af den såkaldte translokation til markering af afsluttende eksamen. I en radikalistisk manøvre afskaffedes eksamensbeviset på tykt karton til fordel for nogle gnidrede computerudskrifter med huller i siden, som man kunne hente ved en luge i eksamensadministrationen. Hvis der var kontorpersonale med tid til at ekspedere den nye kandidat. Som så stod der alene med et uformelt papir i hånden og en følelse af tomhed.
Det er blevet bedre, men ikke meget, hvis man sammenligner med britiske og amerikanske universiteter, hvor deltagerne er iført kapper og sjove hatte. Selv Karlsuniversitetet i Praha afskaffede ikke ceremoniellet under kommunismen. Og man skal nok ikke afvise virkningen af sådanne tilsyneladende ”ydre” former. Både udadtil i det omgivende samfund og for de deltagende.
Meget tyder på, at lægeløftet, der aflægges under højtidelige former, har haft en god virkning på mange af de kommende læger. Måske skulle vi overveje et tilsvarende løfte for nye scient.pol.’er, inden de går ud i verden for at rationalisere eller manipulere den. Det vil dog nok ikke ske.
Forsøget på at indføre kapper ved akademiske handlinger på statskundskab i København er i hvert fald strandet på modvilje hos lærerstaben.
Danmark er dybt præget af arven fra 1968. Det har fået store konsekvenser, fordi dyrkningen af det uformelle er faldet sammen med en skæbnesvanger arv fra Grundtvig, der afviste den sorte skole til fordel for ”hjertets tale”.
Grundlæggende kan vi bedst lide egne ritualer i den danske kultur uden at tænke over, hvorfor andre samfund har bevaret dem. Men de er jo heller ikke så heldige at være danskere.