Der var ellers lagt op til at give folkeskolens kristendomsundervisning en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, for tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) havde nedsat en rådgivningsgruppe, der skulle styrke folkeskolens mangelfulde kristendomsundervisning. Den tidligere minister havde nemlig sans for det.
Men den nye minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), hvis fortid hos de småkommunistiske enhedslistefolk ikke lader sig fornægte, har smidt rådgivningsgruppen på porten, før den overhovedet var begyndt at rådgive.
”Jeg anser det ikke for aktuelt med en revision af kristendomsundervisningen,” udtalte ministeren ifølge Kristeligt Dagblad den 29. april og tilføjede: ”De penge kan bruges bedre andre steder.”
Bum. Altså, overraskende er det jo ikke – for regeringen har jo på intet tidspunkt opført sig som om, ministrene var særligt store åndsmennesker. Derimod har den ikke ladet noget småtotalitært styre noget tilbage at ønske.
Nå, men hvor er så de borgerlige blevet af? De skulle da protestere mod ministerens prioriteringer. Det er en uge siden nu. Og der er dødsens stille. Ingen farer i blækhuset, ingen falder over hinanden for at hænge ministeren op på en knagerække, ingen føler sig kaldet til at afværge et angreb på kristendomsundervisningen, som hører til den almene dannelse. Ikke ét ord. Ikke én tanke.
Det burde jo være en helt almindelig borgerlig rygmarvsreaktion at forklare ministeren, at mennesket ikke bare er en statsejet kødklump med nogle basale behov for sociale ydelser, tidlig pension og statslig omsorg, men et åndsvæsen, der længes efter at kende sine dybeste rødder, som kristendommen er en del af.
Men tilsyneladende er ingen virkelig fortørnede, vrede eller oprevne. Tænk nu, hvis for eksempel Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kastede sig over at løfte kristendomsundervisningen med samme ildhu, som partierne i skrivende stund vredes over muslimske bønnekald (som jeg heller ikke bryder mig om). Se, det vil jo være smukt, især hvis de vil leve op til deres selvforståelse.
Men uha, hvor sjælen krymper sig ved tanken om, at ånden, dannelsens ånd, langsomt med sikkert forlader folketingssalen.
Samtidig med, at der bliver længere imellem de åndsoplyste hoveder, gør flere borgerlige partier meget ud af at fortælle, at de har et kristent grundlag. Det er ”en kronjuvel hos disse partier, hvilket er blevet endnu mere tydeligt i mødet med islam”, som politisk kommentator Jarl Cordua forleden fuldstændig rigtigt sagde. En kronjuvel, et pynteord, der hører til det borgerlige vokabular som en såkaldt dansk værdi (læs: et modtræk til islam) – med andre ord: politisk (mis)brug af kristendommen, der reducerer kristendomsundervisningen til en ideologisk kampplads, hvor åndløse teknokrater sloges mod halvmarxistiske kulturrevolutionære – ikke om, hvad der tjener menneskelivets til gode – men om magt.
Og folkeskolen, ja, den bliver et trist og livløst læringsapparat. Sådan er det i nogen grad allerede og vedbliver at være det, hvis der ikke snart sker en åndelig vækkelse på Christiansborg – i det mindste i den borgerlige afdeling.
For traditionelt set burde de være i stand til, begavet og beåndet og med hele den grundtvigske højskolearv i ryggen at argumentere for, hvorfor den europæiske dannelsestradition med det fælles kulturelle og historiske slægtskab, med det nationale som hjørnesten og kristendommen som vandmærke er afgørende for, at mennesket kan forstå det menneskesyn, der bærer hele den vestlige verden – og allervigtigst: bærer mennesket gennem menneskelivet.
Derfor kan en opprioritering af kristendommen (og alle andre dannelsesfag) ikke være mere aktuelt, ja, akut end netop nu, hvor børne- og ungdomsgenerationen på rastløse ruter med mangel på mening, retning og rødder er ved at gå i opløsning i tidsåndens identitetsideologisk syrebad.
De skal skabe sig selv, deres egen identitet, eget køn, egen fortælling, eget jeg – på baggrund af hvad? Intet andet end friheden til at vælge sin identitet selv. Ikke så sært, at børn og unge aldrig har været så angste, så deprimerede, så ulykkelige, så syge og sårbare som nu.
Vi skylder børnene og de unge at blive sat ind i en åndelig sammenhæng af poesi, eventyr, litteratur, musik, kunst, filosofi, etik og kristendom, der på én gang handler om dem selv – og befrier dem fra sig selv.
I selve ”oplysningen”, det ord, som Grundtvig yndede at bruge frem for dannelse, ligger nemlig en begrænsning af selvskabelsen – for oplysning er ”livets øje”. Og med dét får man øje på livet selv og blikket løftet bort fra sig selv.
Kan ministeren virkelig mene, at dét, der dybest set handler om børnene og de unges trivsel og liv og sjæl, ikke er pengene værd
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.