Jeg har altid haft det lidt stramt med slips. Bryder mig ikke om at have dem på og nærer en sund mistillid til mænd, der bærer dem. Jeg finder det grundlæggende en smule ynkeligt, at de har bundet en snor om halsen i et forsøg på at fremtræde seriøse. Jeg mener... hvor alvorligt kan man tage et menneske, der ikke stoler mere på sig selv?
På den anden side har jeg lært at se igennem slipset. Som akademiker bliver man ikke overrendt af folk med slips, men det sker da, at jeg deltager i en debat, for eksempel på tv, hvor nogen har slips på. Jeg prøver at fokusere på deres holdninger i et forsøg på at lade de alvorlige spørgsmål, som det drejer sig om, være i fokus. Men jeg må indrømme, at jeg bliver lidt forstyrret af den ynkeligt dinglende klud om halsen på dem.
Har dog altid tænkt, at det primært var mit problem, at jeg dømte folk på deres påklædning. Man bør jo ikke skue hunden på hårene, og hvem har i øvrigt tid til at tænke på slips, når vi skal tale om aktiv dødshjælp, den fortvivlende mangel på velfærd i den animalske produktion eller klimaforandringer?
Stor var min overraskelse derfor, da Kristeligt Dagblad gav spalteplads til, at Sørine Gotfredsen mente noget om mænd i shorts på tv. Og endnu større blev den, da avisen på lederplads kaldte Mikael Bertelsens og undertegnedes optræden i henholdsvis shorts og piratbuks i henholdsvis ”Deadline” og ”Debatten” på DR 2 for infantil. Nogle har det åbenbart lige så stramt med shorts, som jeg har det med slips. For dem udtrykker det at bære shorts i seriøse tv-programmer en mangel på respekt for seeren og en manglende forståelse for, at opmærksomheden drages bort fra emnet og hen på et brud på uskrevne sociale regler om, hvad mænd har på i fjernsynet.
Sociale koder er imidlertid kun værd at respektere, hvis de er udtryk for et værn om de svage. De er til for at blive udfordret, hvis de bekræfter eksisterende magtstrukturer og understøtter systemisk undertrykkelse, og de er til for at blive drillet, hvis de er udtryk for formalistisk vanetænkning.
Hvis et par shorts kan skygge for for eksempel klimaforandringernes katastrofale realitet, har vi et kæmpe problem. Men så kan opgaven aldrig være at tage lange bukser på og bekræfte forestillingen om, at bare vi holder på formerne, så skal det hele nok gå. Opgaven bliver at klæde sig i det, som man plejer, og med ord og handling få situationens alvor til at gå op for dem, der ikke kan se længere end påklædning.
Man kan så spørge, om det er en kamp, som bør kæmpes, samtidig med at man har noget på hjerte omkring klimaet, eller om det ikke rejser unødige barrierer for at få ørenlyd. Efter at have holdt foredrag for udenlandske diplomater, ministre, folketingspolitikere, erhvervsledere, offentlige administratorer og andet godtfolk i mere end 20 år iført kronragning, klipklapper, tatoveringer, T-shirts med obskure budskaber og ja... shorts, kan jeg kun sige: Det ene udelukker ikke det andet.
Det kan ske, at nogle står af, som Gotfredsen og Kristeligt Dagblads lederskribent tydeligvis gør. Men de tilhører det lille mindretal. De fleste af os er heldigvis i stand til at se gennem tatoveringer, shorts og slips, lade folk have det udtryk, de selv finder passende, og forholde os til sagen i stedet for indpakningen.
Står et par shorts eller et slips i vejen for din forståelse af klimaforandringerne, er det derfor min påstand, at problemet er hos dig og ikke hos den, der har shorts eller slips på. Og kan vi så komme videre med at finde ud af, hvordan vi klarer den største udfordring, vi som art har stået over for.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.