Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kiosken

De mange protester verden rundt har noget til fælles

I Chile har demonstranter været på gaden på gaden siden slutningen af oktober for at protestere mod den stigende ulighed og fattigdom i landet. Foto: Henry Romero/Reuters/Ritzau Scanpix

Bjørn Thomassen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I Catalonien vil de være selvstændige, i Hongkong vil de have demokrati, men i Chile, Irak, Iran og Egypten handler protesterne om noget helt andet. Der er dog en rød tråd mellem dem, skriver professor

Alt ånder ro og fred her i det sydtyske, hvorfra jeg skriver i denne uge. De lokale aviser, heriblandt Bayern & Region, kunne i weekenden stolt berette, at München for syvende år i træk er målt som Tysklands mest driftige by. Videnskab, økonomisk vækst og teknologisk fremsynethed går hånd i hånd med en traditionsbunden kristen-inspireret kultur med kirkeklokker, lederhosen og sauerkraut.

Om dagen ånder byen i en afdæmpet borgelig konservatisme, der forvandles til munter fest, når mørket falder på. Den katolske arbejdsetik lever i bedste velgående. Stoltheden er også at mærke, når det kommer til den bayerske ølkultur. ”Tænk globalt, drik lokalt,” råber bartenderen til mig med et glimt i øjet. Men netop på det globale plan er det lige for tiden alt andet end roligt.

Welt am Sonntags søndagsudgave har således ryddet forsiden med titlen ”Hvor kommer vreden fra?” og følger op med en artikel af Sascha Lehnartz, der løber over fire sider.

”Overalt i verden ser vi protester. Og der, hvor der i dag ikke bliver protesteret, vil det sandsynligvis ske i morgen. Sjældent har verden været så meget i oprør. Borgernes utilfredshed går verden rundt. Det er fristende at lede efter en global teori, der kan forklare, hvorfor borgere i så mange forskellige lande går på gaden i protest mod deres regeringer på samme tid. Men årsagerne er lige så forskellige som de involverede befolkningsgrupper.”

I Catalonien vil de være selvstændige, i Hongkong vil de have demokrati, men i Chile, Irak, Iran og Egypten handler det om noget helt andet. Politolog Fareed Zakaria fremfører i The Washington Post den hypotese, at selvom protesterne kan se meget forskellige ud, så har de alle rod i økonomien:

”Når væksten kollapser, så stiger frygten. Især middelklassen føler sig klemt og raser over korruption og ulighed.” Men Sascha Lehnartz udtrykker i Welt am Sonntag skepsis over for den forklaring: ”Under finanskrisen (i 2008, red.) havde økonomien det dårligere, men samlet set var der færre protester, og dengang fandt de næsten udelukkende sted i Vesten.” Lehnartz peger selv på demografien som en afgørende faktor:

”41 procent af verdens befolkning er under 24 år. Det er ikke nyt, at protestbevægelser bæres frem af unge mennesker, der frygter for deres fremtid.”

”Hvordan man kan forklare de globale politiske protester?”, spørger Amnesty International på deres hjemmeside. Ud over at pege på afgørende faktorer, har artiklen naturligt nok fokus på et andet forhold: ”Det er trist at konstatere, at en rød tråd i alle disse protester har været en ekstremt hård reaktion fra staten, som i mange tilfælde har ført til grove krænkelser af menneskerettighederne.”

”Har de politiske protester noget tilfælles,” spørger BBC News ligeledes. ”I disse uger bryder masseprotester ud fra Libanon til Spanien til Chile og Bolivia. De er alle forskellige – med særegne årsager, metoder og mål – men der er også temaer, der binder dem sammen.”

Her peger det britiske medie på fire overordnede temaer, der går på tværs af klodens protestbevægelser: ulighed, korruption, kampen for politiske friheder og klimaforandring.

Det er altså ikke blot manglende økonomisk vækst som sådan, der skaber grobund for protester, men den ulige ressourcefordeling. Det er veldokumenteret, at uligheden stiger, både nationalt og globalt.

Her i Danmark vækker det mindre furore, at direktøren for Nets står til en årsbonus på 1,9 milliarder – det svarer nogenlunde til de i forvejen uforklarlige årlige besparelser på uddannelser.

Det lever vi åbenlyst fint med, selvom Nets har nær-monopol på markedet og tjener deres penge på almindelige borgeres transaktioner.

Derfor har Fareed Zakaria måske en pointe: Først når levestandarden falder mærkbart, har folk sværere ved at acceptere korruption, stigende økonomisk ulighed og eliternes svimlende bonusordninger.

Det ser vi i Libanon, hvor regeringens varslede beskatning på WhatsApp-opkald fik folk på gaden. Det var ligeledes regeringens sparepolitik, der satte gang i masserne i Ecuador og Chile. Chile er således et af Latinamerikas rigeste lande, men også et af de lande, hvor den økonomiske ulighed er størst.

Da regeringen besluttede at hæve priserne på den offentlige transport, gik folk på gaden. Selvom regeringen trak sit forslag tilbage, bredte protesterne sig blot.

”Det her er ikke en simpel protest over prisstigninger på metrobilletter. Det er et udtryk for mange års undertrykkelse, som især har ramt de fattigste,” som en demonstrant udtaler til Reuters.

Efteråret 2019 vil blive husket som ”det varme efterår”. Verden er i forandring. Tiden vil vise, i hvilken retning.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.