ER MAN NÆR DE 45 ÅR, er man ung nok til at have digitale vaner, men også gammel nok til at huske, hvordan man var forinden. Matthew Hennessey, redaktør ved avisen The Wall Street Journal, står i den situation, fortæller han i sin kommende bog ”Zero Hour for Gen X: How the Last Adult Generation Can Save America from Millennials”, at hans egen generation, kaldet X, er den sidste ”voksne”, og for den slår nultimen: Meget kort tid endnu kan den nå at redde de unge, før de tager varig skade af deres dybtliggende digitale vaner.
National Review bringer et kapitel af bogen, hvori Matthew Hennessey bekender, at han hele tiden hjemsøges af impulsen til at tjekke sine skærme.
”Det er noget nyt. Meget nyt. Jeg plejede ikke at være sådan.”
Han erindrer sin mentalt langt roligere ungdom med bøger, guitar, brætspil og dasken omkring. Aldrig følte han trang til at storme ud at se i postkassen, om der var kommet et brev eller til at tjekke telefonen. Enten ringede folk, eller også gjorde de ikke. Det var ikke noget, man spekulerede over. Nu kører hans tanker i de baner hele tiden.
Hans kommunikationsmidler i ungdommen var stadig dem, der havde stået til rådighed for præsident Franklin Roosevelt: telefonen, radioen, pennen, postkortet, grammofonpladen. Roosevelt kendte så ikke tv, men det var et envejsmedie til underholdning, ikke til kommunikation. Og programmerne måtte man pænt afvente, for de udsendtes på et fastsat tidspunkt og kunne endnu ikke streames efter forgodtbefindende. Alligevel advarede man dengang mod tv, og ingen har nogensinde hævdet, at det var sundt at se meget fjernsyn. Men i dag opdager vi, at tv dog forlangte en vis tålmodighed og disciplin.
Med internettet i lommen er medier ikke længere noget, man bruger til rekreation efter en travl dag. Det er blevet vores ilt, som vi ikke kan undvære. Og værre: Vi kan ikke længere tænke uden nettets hjælp.
Matthew Hennessey citerer bunker af undersøgelser, der viser, hvordan de unges koncentrationsevne hænger i laser. Deres opmærksomhed flakker, og bevidstheden om, at man jo ”altid kan slå det op”, påvirker påviseligt hjernens evne til at lagre det stof, man møder. Fakta er noget, man outsourcer.
Vi regner internettet for vores ydre hjerne, og derfor kommer den rigtige hjerne ud af form. Som en løber, der har en anden til at løbe for sig.
Et veluddannet menneske vidste tidligere, hvad han ikke vidste. I dag ved de unge ikke, hvad de ikke ved, for de ved så uendeligt lidt, påpeger Hennessey. Og de unge tilbringer så mange timer om dagen i cyberspace, at de ikke opdager deres afhængighed. Deraf den sidste modne generations pligt til at ruske dem ud af hypnosen.
Tyskland vil tage et syvmileskridt ind i fremtiden ved at digitalisere undervisningen massivt i landets skoler. Den såkaldte Digitalpakt er dog foreløbig blokeret af landets 16 delstater, for den er formuleret af forbundsregeringen i Berlin, og det tyske skolevæsen styres af delstaternes egne regeringer.
En grundlovsændring påtænkes, men imens drøftes indholdet af Digitalpakt. En hjerneforsker opfordrede for et års tid siden til tværtimod at genindføre gammeldags analog undervisning, for han frygter ligesom Hennessey ødelæggelsen af koncentrationsevnen.
Professor i skole- og mediepædagogik Bardo Herzig går til gengæld ind for reformen.
Han interviewes i Die Zeit, hvor han roser den for at ”muliggøre en tidssvarende dannelse i den digitale verden”.
Delstaterne har allerede formuleret en række digitale kompetencer, som eleverne skal udstyres med – herunder informationssøgning, analyse og vurdering af det fundne, udnyttelse af medier til kommunikation og fremstilling af egne medier.
Bardo Herzig understreger, at tyske skoleelever altså både skal lære ved hjælp af nye medier og lære om disse.
Man skal ikke frygte, at lærerinderne derfor bliver overflødige. De skal hele tiden lede den kritiske vurdering af resultaterne af søgningerne på nettet.
Eleverne kan for eksempel lære af videoer, hvorpå de skal drøfte og evaluere i fællesskab eller individuelt over for lærerinden ”i stedet for som hidtil, hvor lærerpersonen fremlægger nyt indhold for alle på central eller frontal vis”.
Skolepigerne (Bardo Herzig er tysk-progressiv og taler derfor om ”lærerinder” og ”skolepiger”, red.) skal kunne arbejde langt mere selvstændigt end tidligere. Medier i sig selv fremmer ikke indlæring, ”det sker først, når et medies egenskaber er tilpasset skolepigens forudsætninger for læring eller de tilstræbte læringsmål”.
Der er en risiko for, medgiver Bardo Herzig, at de mange videoer kan gøre elever slappe, fordi de føles så afslappende i forhold til det at læse i en bog.
”Videoer skal altså udformes didaktisk, så de udfordrer eleverne til at anstrenge sig, idet de hele tiden stiller spørgsmål eller rummer indbyggede anledninger til refleksion,” betoner den pædagogiske professor.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.