Hvorfor er det lige, at vi er stålsatte på at forvandle universitetet til en maskine, der skaber forskræmte og disciplinerede soldater til konkurrencestatens hær? Hvorfor er det vigtigste, vi har at sige til de studerende, at de skal indordne sig og hele tiden indstille deres tanker på, hvad erhvervslivet har brug for? Tror vi virkelig selv på, at formålet med deres uddannelse skal være ukritisk at fortsætte det samfund, som vi selv har skabt, og som på så mange måder er i konflikt med både menneskers liv og den natur, der bærer det?
Siden min egen studietid i 1990’erne har de studerendes og menige forskeres roller ændret sig markant. Fra at være kulturbærere og kulturskabere er de blevet forvandlet til henholdsvis kunder og ansatte. De studerendes og ansattes valgmuligheder og indflydelse indskrænkes konstant.
Senest har Gersing-udvalget (nedsat af tidligere forskningsminister Søren Pind) foreslået, at man nedlægger studienævnene, hvor de studerende som det sidste sted havde en smule indflydelse på egen uddannelse. Men også her skal man have den en-strengede ledelsesstruktur, som universiteterne er blevet underlagt.
Magten koncentreres. Beslutninger meldes ud fra ledelseslaget ved orienteringsmøder, hvor der efter sigende er mulighed for dialog, men som ansat og studerende ved man godt, at dialog i denne sammenhæng blot betyder, at der udtrykkes forståelse for frustrationerne – ikke at der reelt kan ændres på noget.
De studerende lever konstant med pisken over nakken. Skulle de dumpe en eksamen eller på anden måde blive forsinket i deres studietid, er systemet så ufleksibelt, at deres SU hurtigt kommer i fare. Fremdrift, kaldes det, men resultatet er studerende, der gør, hvad de skal for at bestå eksamen. Muligheden for at være nysgerrig, for at forholde sig kritisk til undervisningen, for at gå ud ad de vildspor, hvor man kan møde gyngende grund, falde i, blive klogere ved at fejle og alle de andre floskler, som dækker over, at læring er en eksistentiel opgave og ikke noget, som man kan få hældt ned i halsen som en gås, der tvangsfodres, er forsvindende lille.
Og de studerende er ikke dumme. De gør det, som de belønnes for. Gentager, hvad deres undervisere siger, skriver noter i stedet for at spørge kritisk og vælger de sikre emner. De studerende siger ikke: ”Hvor er der meget spændende at kaste sig over”, men snarere: ”Hvad skal jeg kunne til eksamen?”. Nytænkning og nysgerrighed er en luksus, som de ikke kan tillade sig.
Samtidig blandes privatøkonomiske interesser mere og mere ind i forskningen med krav om eksterne samarbejder og relevans for erhvervslivet, hvilket i sagens natur fører til, at forskningen i sidste ende rettes mere og mere mod nogle aktionærers bundlinjer i stedet for samfundets bedste. Og da undervisningen bør være forskningsbaseret, sætter det sig spor gennem hele systemet.
Kommer der modige, eventyrlystne, nysgerrige, begavede mennesker ud af den måde, som vi har organiseret universiteterne på? Eller får vi blot produceret flere versioner af os selv, som blindt fortsætter ad spor, som tydeligvis ikke fører nogen steder hen?
Måske vi skulle lade uddannelse og dannelse finde sammen igen og skabe et universitet, der er til for menneskers skyld i stedet for et universitet, der tjener de økonomiske interesser, der har bragt os på kant med naturen, sendt os ind i et løbsk hamsterhjul og marginaliserer flere og flere? Ja, det er bare en tanke.