Prøv avisen
Kirkeligt set

De teologiske uddannelsessteder må finde melodien med hinanden

Illustration: Søren Mosdal

Jens Ole Christensen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

UNIVERSITETERNES teologiske uddannelsesinstitutioner og de to frie, bekendelsesbundne – Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut skal se at finde melodien med hinanden. Sagen er, at der i henved 50 år har været en duel mellem de to typer institutioner.

Den historie skal ikke gennemgås i detaljer her, men i store træk var de første cirka 30 år præget af, at Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut udelukkende gav supplerende undervisning til teologistuderende på de officielle fakulteter. Fra 2001 gik det over i en ny fase, da Dansk Bibel-Institut i samarbejde med Misjonshøgskolen i Stavanger – som har en universitetslignende status i Norge – udbød en selvstændig teologisk uddannelse. Det var faktisk muligt i perioden 2001-2002 at få SU til denne uddannelse, med den begrundelse at den ”fandt sted i Stavanger”.

Jeg var selv rektor på Dansk Bibel-Institut i den periode og husker det som en noget blandet oplevelse, der ikke var særlig køn at se på fra nogen af siderne.

Faktisk har jeg nogle gange tænkt, at jeg kunne tjene en del penge på ikke at udgive mine erindringer fra den periode: Vi oplevede det således, at en uskøn alliance mellem SU-Styrelsen og Det Teologiske Fakultet forsøgte at bremse vores eksperiment, og min egen oplevelse er, at vi selv for at forsvare os røg ud i temmelig subtile distinktioner, hvor vi begrundede konstruktionen med, at uddannelsen ”fandt sted i Stavanger” i den forstand, at uddannelsesplaner, pensum, eksaminer og evalueringer blev styret af Misjonshøgskolen.

Det var konstruktionens juridiske plan. Samtidig omtalte vi den tværkulturelle missionsuddannelse internt over for studenter og bagland som Dansk Bibel-Instituts uddannelse. Og sådan oplevedes den også i hverdagen af os, der færdedes på Dansk Bibel-Institut. Det var naturligvis ikke holdbart, og godt nok at det fik en ende.

Derefter kom en periode fra cirka 2006, hvor både Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut havde en aftale med University of Wales, hvorefter Menighedsfakultetet fik aftale med et sydafrikansk universitet, og både Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet er i dag en del af norske Fjellhaug International University College, som efter sigende sammenlagt er Skandinaviens største teologiske institution målt på faglig kompetence. Og med tre professorer på Dansk Bibel-Institut i København og to på Menighedsfakultetet i Aarhus – hvortil kommer en lang række lektorer og ph.d.er – er de frie institutioner i dag en stor spiller i dansk teologi og præsteuddannelse.

Men det er vel at mærke således, at de studerende stadig ikke kan få SU og må gå forskellige omveje, hvis deres uddannelse skal kunne bruges til en præsteansættelse i folkekirken.

Dermed er vi fremme ved mit konkrete forslag: Ingen af parterne kan vinde denne teologiske 50-årskrig. Så det tjener sagen at sluge nogle kameler og finde en vej frem sammen. Man kunne begynde at tænke i to teologiske campusser – ét i København og ét i Aarhus. De statslige institutioner skal tildeles den faglige kvalitetsvurdering over hele campus, og de to frie institutioner skal have ret til at give undervisning og drive forskning på deres bekendelsesgrundlag som en del af campus. Og med SU.

Den kamel, de statslige institutioner må sluge, er at anerkende, at forsvarlig teologisk forskning og undervisning kan foregå på bekendelsesbundet grundlag. Det vil for øvrigt være en normalisering i forhold til situationen de fleste steder i verden. De frie institutioner må gå ind i den – måske svære – tillidsøvelse at tro på, at universiteterne vil give dem fairplay og kan skelne mellem kritik af holdninger og faglig kritik af niveau og kvalitet. Altså: Der er et fjendebillede, som skal dø.

Gevinsten vil være til at tage og føle på for folkekirken i form af dygtige og dedikerede præstekandidater, der får en lettere vej til den danske folkekirke. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg kender adskillige af dem!

Og måske vil man opdage, at virkelighederne på de statslige og de frie institutioner ikke ligger så langt fra hinanden: Adjunkt Peter Søes, Menighedsfakultetet, gør i et bidrag til bogen ”En plads blandt de lærde” (redigeret af Michael Agerbo Mørch, Eksistensen 2019) opmærksom på, at de argumenter, Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut bruger til at forsvare deres eksistens over for universiteterne, svarer påfaldende godt til de argumenter, teologer bruger til at argumentere for deres eksistens på universiteterne.

Så der er måske plads til alle i samme båd?

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.