De unge er begyndt at lytte til de øgenavne, de voksne har givet dem

Den ældre generation vil typisk sige, at de selv kunne holde til langt mere, da de var unge

I stedet for at pege på symptomet, så må vi for Guds skyld – og for ungdommens – spørge, hvorfor et ungt menneske i dag føler, at det skal leve op til at uopfyldeligt ufejlbarlighedsideal
I stedet for at pege på symptomet, så må vi for Guds skyld – og for ungdommens – spørge, hvorfor et ungt menneske i dag føler, at det skal leve op til at uopfyldeligt ufejlbarlighedsideal Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Hvad er det for noget med de unge nu til dags? Hvorfor er de så sårbare? Hvorfor har de ikke den samme robusthed som i gamle dage? I frustration over dette tilsyneladende faktum har den ældre og voksne generation været kreativ og opfundet nye tilnavne til de unge:

De er ”curlingbørn”, de er ”generation vat”, og det nyeste påfund hentet ind fra Amerika: De er ”wokeflakes”. Alle sammen udtryk – eller lad os bare kalde det det, som det er, nemlig øgenavne –, der skal understrege, at de unge nu til dags ingen rygrad eller selvstændighed har, men at de er skrøbelige som snefnug.

Man kan selvfølgelig diskutere rigtigheden i denne diagnose, men man kunne også stille det mere kritiske spørgsmål: Hvem kommer anklagen fra?

Den ældre generation vil typisk sige, at de selv kunne holde til langt mere, da de var unge. At de har mødt masser af modstand i deres liv, men at det har gjort dem stærkere og i sidste instans til dem, de er i dag. Jeg skal ikke betvivle dette standpunkt, men blot minde om, hvor mange i deres generation, der blev tilsvinet, overfuset og overgrebet, og hvor mange der gik til grunde, vitterligt til grunde. Det er som bekendt sejrsherrerne, der skriver historien. Og det kan netop kun jer, som sidder tilbage nu i dag, og som er i stand til at brokke jer over ungdommen nu til dags. For de andre af jeres generation er her slet ikke længere. Enten er de døde eller har i skam begået selvmord, eller også sidder de i rehabiliterings- og afvænningscentre. Og de har påfaldende nok ikke overskud til at brokke sig over de unge nu til dags. Overvej en gang, hvor mange fra din egen generation, der ikke er her længere, men er bukket under, fordi de ikke var robuste nok.

Jeg vil gerne slå et slag for den sårbare ungdom. Hurra, at vi er kommet dertil! Hvor man tør være sårbar. Og tør sige fra, hvis man lider. Og så beder jeg jer inderligt om at hjælpe med af forme en ungdom (det, vi kalder ”dannelse”), hvor idealet ikke er at være robuste kampesten frem for sårbare snefnug.

Hvis man gerne vil vide, hvordan det faktisk er at være ung i dag, så kan man oplyse sig selv ved at se DR’s fænomenale dokumentar ”Alt for kliken”, som blev sendt i marts, men som stadig ligger på dr.dk. I tredje afsnit følger man klassens diva Stine, som er en af de såkaldte – og udskældte – 12-talspiger.

I en afgørende scene ser vi først karakterræset udspille sig i klassens interne konkurrence, og man når som seer at blive godt og grundigt irriteret på den snobbede Stine, der bare går så meget om i karakterer, makeup og sit eget selvbillede, at man har lyst til at ruske hende foran et billede af Narkissos.

Men så kommer scenen lige bagefter, hvor Stine går ud af klassen og ud på gymnasiets toiletter, hvor hun med blanke øjne ser sig selv i spejlet til ordene: ”Jeg kunne aldrig finde på at sætte mig ned og tude eller noget i den stil foran mine veninder. Det lyder underligt, og det lyder forfærdeligt at sige, men jeg har ikke lyst til at vise dem, at jeg er svag. Jeg vil gerne have, at de har et perfekt billede af mig. Så derfor bryder jeg bevidst ikke sammen foran dem... Det gør jeg, når jeg kommer hjem.”

Hvordan er det kommet dertil, at et ungt menneske den dag i dag stadig ikke kan undgå at bryde sammen for samfundsmoralens pres? Men blot venter med det, til hun kommer hjem? Det er det spørgsmål, vi aldrig må glemme at stille os selv. Ligesom Holberg i sin tid gjorde i ”Jeppe på bjerget”. Hvorfor drikker Jeppe? I stedet for at pege på symptomet, så må vi for Guds skyld – og for ungdommens – spørge, hvorfor et ungt menneske i dag føler, at det skal leve op til at uopfyldeligt ufejlbarlighedsideal. Har det mon noget at gøre med stemmerne og øgenavnene i hendes hoved?

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.