Jeg kender en lille familie, der søger et nyt sted at bo. Deres lejede lejlighed i de aarhusianske ”øgajer” er blevet for dyr og for trang. Et lille rækkehus i Beder (”Beejer”) ville være sagen, tænker de. Men de har valgt et dårligt tidspunkt. Boligmarkedet er overophedet og småhysterisk. Ultrakort liggetid og overbud er den nye normal. Aarhus med tilliggender er ved at være lukket land for deres slags. Priserne tordner opad. Men ude ved Letbanens endestation, ude i mit fagre barndomsland, cirka 60 kilometer fra byens centrum, får du tre fine villaer for, hvad en beskeden aarhusiansk ejerlejlighed snildt kan koste.
Danmark vokser skævt lige nu. Og det går hurtigt. Alle tal og statistikker viser det, og det er til at få øje på. Inde i vores nabolag smider man nonchalant sin Porsche Cayenne foran bageren og opkøber millionvillaer i byens dyre kvarterer for blot at rive dem ned og bygge nyt. Prestigiøse højhuse skyder op nærmest natten over. Der er nok af købere. De står i kø, og man spørger sig selv: Hvor hulen kommer de og deres penge fra?
Som sagt: En lille times kørsel væk ligner landet nærmest sig selv, men til salg-skiltene står sine steder tæt, og på et kommunalt danmarkskort bliver det hurtigt klart, at den forkætrede rådne banan breder sig. Forskellene i beskatningsgrundlag, middellevetid, arbejdspladser, uddannelsesniveau og aldersfordeling kan variere dramatisk bare to nabokommuner imellem.
Men en ting er tallene og graferne, noget andet er, hvad der følger med. Forskellene på land og by er ikke kun en demografisk udfordring, men noget, der ligger og rumler ildevarslende under de store politiske, kulturelle og mentale forskydninger, vi erfarer i disse år.
Det store skel i dagens USA, som Donald Trump er et symptom på, kan langt hen ad vejen også forklares som et sammenstød mellem en selvtilstrækkelig bykultur og forarmede landdistrikter, mellem vækst og recession, mellem bevægelsen frem imod stigende mangfoldighed og en længsel efter, eller trofasthed, i forhold til det, der var.
Kan man kalde det en trodsreaktion? Den trods – den forståelige trods – ham i den gamle smadderkasse føler over for hende, der i førnævnte Porsche kører af sted i overhalingsbanen. Og så bliver det altså bare let til, at de ikke skal komme her med deres overskud og idealer, deres rigtige meninger og dagsordner, sætte tempoet for os andre, og fortælles os, hvordan vi skal leve vores liv. Vi skal også være her!
Forskellige virkeligheder bliver så også let til forskellige virkelighedsopfattelser, og så ligger mere eller mindre vidtløftige konspirationsteorier og kras politisk ukorrekthed nogle gange lige for. I ren og skær trods.
I Danmark er vi, hvad det angår, heldigvis ikke så godt med som i post-Trump USA. Men man må bare konstatere, at det herhjemme, der grundlæggende skiller land fra by – nemlig nærheden til naturen – gennem de seneste år er blevet til lidt af en kampplads. Der var jo det med minkene, der fik traktorerne ind til byerne og folkestemnings-vejrende politikertyper til at smide jyde-kortet og og drævent nøjes med at bebrejde landmændene i hovedstadens saloner. Eller ikke at forglemme det anstrengte forhold mellem universitetsbiologerne på den ene side og fåreavlerne og jægerne på den anden, når det kommer til ulvehold på heden.
Og netop nu står kampen her i det østjyske om, hvorvidt vi skal have fritgående kvæg derude, hvor byfolket traver rundt i deres corona-kedsomhed og mener, de ikke skal have hunden i snor.
Jeg ved godt, at vi nu er ved at bevæge os lidt langt væk fra boligpriserne og rækkehuset i Beder, men med den tilstundenede højtid kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på, at striden eller animositeten mellem land og by ikke er af nyere dato, men har dybe, dybe rødder.
Når Jesus på æslet rider ind i ”den morderstad” fejret af folket, der snart vil have ham korsfæstet, ind til konfrontation med byens politisk og religiøst herskende magteliter, så trækkes der lange og solide tråde tilbage til Det Gamle Testamentes dybe ambivalens over for byerne og alt deres væsen. Alt det, som græsgangene og tilbagetrækningen til øde egne vidner om hos profeter og salmister.
Det kritiske blik ude fra landet og ind på byen løber simpelthen som en bibelsk understrøm i vores kultur. Måske var det ikke tilfældigt, at de to disciple mødte den opstandne på vejen ud af byen og her vandt klarhed over, hvad der var sket, og hvad det betød.
Nå, tilbage til det skæve danmarkskort, og truslen fra segregeringen, den amokgående urbanisering og alt det andet, der også truer med at trække os i forskellige retninger de kommende år. For hvor er det vigtigt, nærmest som aldrig før, at vi har folkeskole, folkehøjskole og folkekirke og alt det andet folke-, som knytter sammen og holder sammen og insisterer på sammenhænge hævet over de skel, vi sætter, og bliver ved med at sætte, og ikke kan lade være med at sætte. Om det så er i ”øgajerne”, ”Beejer” eller de øde, tyndt befolkede egne herude ved fjorden, hvor dette skrives.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.