Rigtig mange pårørende har efterhånden fortalt mig om en bestemt etisk problematik, og jeg synes, det er oplagt, at også fagpersonale på hospitalerne begynder at blande sig i emnet. Det drejer sig om dine chancer for at få den optimale behandling på et hospital, hvis du har en demensdiagnose. En af de pårørende fortæller, at hendes mor er afgået ved døden på grund af komplikationer efter en operation:
”Jeg havde som pårørende en følelse af, at man fra hospitalets side hele tiden vurderede, om hun var værd at bruge tid på, fordi hun havde demens. Altså en form for B-borger.”
En anden pårørende kørte til lægevagten med sin far, fordi han virkede forpint. Han var pludseligt blevet aggressiv. Han havde dog ingen feber, fik nok at drikke, men blev ved at tage sig til maven og underlivet.
Men da man under det første lægetilsyn på hospitalet ikke kunne mærke noget atypisk ved at trykke på hans mave, blev han trods tegn på smerte og ubehag sendt hjem igen uden videre undersøgelser som eksempelvis en scanning af maven.
Lægen forklarede, at faderen nok var urolig og forpint, fordi han havde demens. At tilstanden var et adfærdssymptom. Sygeplejersken supplerede, at der nok var sket ”et skred i hans demens”.
Min seneste oplevelse med problemet er en kvinde, som på grund af sin Alzheimer-sygdom fejlsynker. Trods det at hun ikke er døende og stadig er nysgerrig på verden og lever hjemme med sin ægtefælle, er det eneste tilbud en sonde gennem næsen. Desværre hiver hun jævnligt sonden ud, fordi den generer hende voldsomt, og fordi hun ikke forstår, hvad det er.
Men lægerne har vurderet, at hun, selvom ægtefællens inderligt ønsker det, ikke kan få indopereret en sonde i maven. Fordi hun har demens.
Det er klart, at man rent lægeligt altid er nødt til at vurdere, om der grund til at blive ved med at behandle set i forhold til udsigter i livet.
Men hvis der er flest argumenter for eller en formodning om en øget livskvalitet ved undersøgelse og behandling, er der vel ingen tvivl. Så skal man uagtet sin demenssygdom undersøges og behandles på lige fod med alle andre.
Men når læger og plejepersonale så hastigt serverer flosklen, at der er sket ”et skred i demensen”, hvis der opstår en uventet tilstand og nye behov for undersøgelser, så er der måske snarere sket et skred i etikken.