Demonstration mod islamofobi misbruger jøders historie

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat. I dag skriver sognepræst Anders Raahauge om den franske venstrefløjs demonstration mod islamofobi i Paris

Ved en demonstration i Paris mod islamofobi den 10. november bar nogle demonstranter et klistermærke med Islams måne og stjerne. Det er blevet kritiseret for at være uværdig brug af jødestjernen, som jøder bar under Anden Verrdenskrig.
Ved en demonstration i Paris mod islamofobi den 10. november bar nogle demonstranter et klistermærke med Islams måne og stjerne. Det er blevet kritiseret for at være uværdig brug af jødestjernen, som jøder bar under Anden Verrdenskrig. Foto: Mehdi Chebil/Polaris/Ritzau Scanpix.

I den forgangne uge holdt den franske venstrefløj en storstilet ”March mod islamofobi” i Paris. Medarrangør var organisationen Collectif contre l’Islamophobie, som menes at have bånd til det muslimske broderskab.

I magasinet La Règle du jeu forklarer Noémie Madar, præsident for de jødiske studerendes forbund – Union des Etudiants Juifs de France – hvorfor de ikke deltog. Deres forbund vil ganske vist bekæmpe racistisk had i alle dens former, skriver hun, også når den rammer muslimer. ”Men vi marcherer ikke med hvemsomhelst.”

Når parolen ”islamofobi” klinger, bør alarmklokkerne lyde, for begrebet er opfundet af det muslimske broderskab, ”den politiske islams forsangere” og ”har udelukkende ét mål: at sammenblande racistiske handlinger mod muslimer med blasfemiske handlinger mod den muslimske religion”.

Som kritiske, sekulære republikanere, kan de jødiske studerende ikke være med her.

Noémie Madar beklager, at franske islamister har haft held til at få mange til at glemme den virkelige årsag til den terror, som siden 2012 har dræbt flere end 300 i Frankrig. Ligesom de har ”haft held til at fordreje debatten på en måde, så det bliver umuligt at dekonstruere denne dødelige ideologi (politisk islam, red.) uden at blive regnet for racist”.

Arrangørerne af marchen havde ladet fremstille kopier af nazisternes gule jødestjerne, som blev båret på tøjet. Midt i stjernen står der ”muslim”.

Det har stødt mange, herunder forfatteren og journalisten Éric Zemmour, der selv er jøde. I Le Figaro advarer han mod en tendens til at opfatte vore dages muslim som gårsdagens forfulgte jøde.

”Det muslimske broderskab trækker ved den manøvre deres vigtigste våben: offergørelsen og dæmoniseringen af den franske stat, som skal associeres med Vichy-styret og derigennem med det nazistiske regime.”

Jødestjernen er ikke nødvendigvis en idé, de selv har fået. Venstrefløjen dyrker den jævnførelse og har for eksempel brugt stribede grå dragter som kz-fanger i demonstrationer mod hjemsendelser. Og organisationen SOS Racisme har som slogan: ”Den, som angriber en muslim, angriber en jøde.”

Desværre istemmer alle medier og mange politikere den sang: Vi befinder os atter i de brune 1930’ere. Herved erstattes historisk viden med frit flagrende fornemmelser, skriver Éric Zemmour.

”Og så glemmer vi muslimernes selvundertrykkelse, idet de selv bærer deres slør, mens jøderne jo var tvunget til at bære deres gule stjerne. Så glemmer man, at ingen tvinger mængder af racistisk forfulgte muslimer til at forlade Frankrig, mens talrige jøder de seneste år har forladt deres land på grund af voldelige overfald og tilmed drab begået i forstæderne af det muslimske flertal dér. Så glemmer man, at de mest fremtrædende racistiske handlinger i langt de fleste tilfælde har været rettet mod katolikker.”

Alain Jakubowicz, tidligere præsident for Ligue Internationale Contre le Racisme et l’Antisémitisme (Licra) bemærker i Le Monde, at de gule muslim-jødestjerner gav ham lyst til at brække sig.

”Ingen muslim i Frankrig har været udsat for det, vore forældre var udsat for under Anden Verdenskrig,” udtaler Ariel Goldmann, præsident for Fonds Social Juif Unifié i samme avis. Og filosoffen Bernard-Henri Lévy kalder iscenesættelsen med jødestjernerne ”uværdig”. Filosoffen og psykoanalytikeren Sabine Prokhoris erklærer i et åbent brev i Le Monde, at hun skammer sig over, at så mange sekulært indstillede republikanere kunne deltage i demonstrationen.

”Den fandt sted med støtte fra en behagesyg venstrefløj, der dagligt arbejder på sit eget forlis.”

Og som sekularist skammer hun sig over, at der på sådan en fælles-demonstration blev råbt ”Allahu akbar” – Allah er stor.

I magasinet Le Point advarer journalist og forfatter Sophie Coignard mod begrebet ”islamofobi”. Det er en sproglig fælde og en mystifikation, skriver hun.

Coignard er skuffet over, at Jean-Luc Mélenchon, socialistisk præsidentkandidat i 2017 og ivrig forsvarer af republikkens religionsneutralitet, marcherede arm i arm med kræfter, der udfordrer fransk lovgivnings strikte verdslighed – en arv fra Den Franske Revolution – for eksempel i skolerne.

”Men en del af venstrefløjen er rede til at fornægte sine grundlæggende værdier, som om den er grebet af en art selvhad.”

I Le Figaro klager historikeren Jacques Julliard, der selv er socialist, over, at han ikke længere kan kende sin venstrefløj.

”For denne bevægelse, som er intellektuel, men meget dum, gælder sekularismen kun, når det drejer sig om kristendommen; men den er ikke velkommen, når det gælder islam.”

Den socialistiske historiker spørger:

”Hvorfor gør venstrefløjen, efter at have bekæmpet katolicismen, kur til islam, hvis ikke af dårlig samvittighed over sin kolonialistiske fortid og for at høste vælgere?

Venstrefløj, kære lille venstrefløj, hvor har du gjort af din sekularisme?”.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.