Prøv avisen
Kiosken

Kan man glæde sig over et andet menneskes død?

Det berømte "Obama-foto" under aktionen mod Osama bin Laden. Foto: Ho New/Reuters/Ritzau Scanpix

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Mange vesterlændinge følte formentlig lettelse, da det for nylig blev meddelt, at IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi var død. Men kan man glæde sig over, at et menneske dør? spørger Anders Raahauge

De fleste vesterlændinge følte vel lettelse ved meddelelsen om IS-leder Abu Bakr al-Baghdadis død. Men kan man tillade sig at glæde sig over et andet menneskes død? Det spørgsmål stiller den tyske avis Welt am Sonntag to af sine medarbejdere, journalisten og forfatteren Henryk Broder og bladets livsstilsredaktør Adriano Sack. Sack svarer nej, mens Broder svarer ja.

Det femte bud er ikke så entydigt, som det lyder, anfører Broder. Og eftersom der – trods globaliseringen – ikke findes en global moral, findes der heller ingen almengyldig regel for den ”rigtige” reaktion på et menneskes død. Den afhænger også gerne af, i hvilket forhold man stod til afdøde: Mens lederne i Kreml var rystede over Stalins død, så følte fangerne i Gulag nok inderlig glæde ved samme meddelelse.

”Og var det lykkedes schweizeren Maurice Bavaud at skyde Hitler i München den 9. november 1938, så var han i dag Schweiz’ nationalhelt – og ikke Wilhelm Tell.”

Det handler egentlig ikke om, hvorvidt man må glæde sig over et menneskes død, men om man må glæde sig over en massemorders død. Kunne Hitlers dødsdag ikke være en smuk dato for en folkefest, spørger Broder – hvis forældre begge sad i Auschwitz.

Det er kun de radikale pacifister, som er særligt talrige i Tyskland, der ser bort fra den vinkel. For dem findes der heller ingen ”retfærdig krig”. Sågar de allieredes krigsførelse mod Nazityskland kan de finde på at kritisere, fordi man i deres øjne altid skal ”søge samtalen”.

”Sådanne moralske positioner indtages gerne af mennesker, der stoler på, at andre, den dag det bliver alvor, vil gøre det beskidte arbejde for dem.”

Der lyder også i denne tid en udbredt medie-kritik af Donald Trump, anfører artiklen i Welt am Sonntag, fordi han ”beskrev drabet på al-Baghdadi alt for åbent og således måske drev de ’moderate muslimer’ ind i IS’ rækker.

Her er kommentatorerne enige. Men havde det været mere humant først at tale med ham, og derpå slå ham ihjel?

Adriano Sacks ”nej” bliver ikke et rigtigt nej.

Han må indrømme, at han faktisk ikke havde ondt af al-Baghdadi. Kun af hans tre børn, som han rev med i døden.

Til gengæld voksede Sacks vrede mod Trump, og det er hovedsagen.

Efter aktionen mod Osama Bin Laden i 2011 tillod præsident Barack Obama sig ”ingen skadefryd, intet triumfhyl”. Men Trump sender ydmygelse efter sin dræbte modstander, skriver Sack. Han puster sig op som en selvtilfreds otteårig. ”En voksen skal vise agtelse – måske ikke for slagteren i tunnelen, men nok for livet selv.”

Egentlig er der ingen grund til glæde, mener Sack:

”Manden skulle være stillet for en domstol. Med til civilisationen hører impulskontrol. Villighed til at sætte retsstaten over længslen efter retfærdighed (man kunne også sige: blodtørst). Vores demokratier havde deres største øjeblikke, når de gik den besværlige vej.”

Processen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann nævnes som eksempel. Trump afholdt på tv et hævngerrigt show, mener Sack, og kastede dermed benzin på verdens bål.

Trump gjorde i det hele taget alt forkert i sin håndtering af al-Baghdadis død, lyder det i mange medier.

Spiegel Online analyserer de to officielle fotos fra det ”situation room”, hvorfra Det Hvide Hus fulgte aktionerne mod henholdsvis Osama bin Laden og Abu Bakr al-Baghdadi.

Det første foto havde uforlignelig stil, mens det andet er plumpt og vulgært, hedder det. Så drabet på en terrorleder føles måske mere som drab denne gang.

Det berømte Obama-foto med folk stående i dørkarmen virker slet ikke opstillet, men dejligt tilfældigt og viser en præsident med både ”swag” og ”style”, som Spiegels mand kalder det med engelske udtryk.

Billedet ligner et filmklip, levende og autentisk helt ud i detaljen. Obama går i ét med holdet, han informerer sig og ligner ikke et ledende centrum.

Samtidig er hans skjorte herligt uformelt opknappet, og der er to kvinder til stede – Hillary Clinton er den ene. Obamas officielle fotograf, Pete Souza, havde virkelig talent.

Trump, derimod, savner al ”swag” og ”style” på sit kiksede foto, konstaterer det tyske magasin. Han stirrer dystert lige ind i kameraet, flankeret af to rækker stejle militærfolk, hvis bistre åsyn angiveligt afslører deres ønske om nu at gå over i historien.

Ingen kvinder er med på billedet med pompøse Trump for bordenden, blottet for det forsonende, afslappede og uformelle ved Obama-billedet.

Aktionerne var parallelle: en nedskydning i Pakistan og i Syrien, men resultatet forekommer så langt mere spiseligt med en cool iscenesættelse. Ja, den kan åbenbart gøre hele forskellen på, om man kan have lov at glæde sig eller ej over et menneskes død.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.

Dette billede blev taget i Det Hvide Hus' "situation room" under aktionen mod Abu Bakr al-Baghdadi. Foto: The White House/Reuters/Ritzau Scanpix