Prøv avisen
Tidens tegn

Det er så magisk og forjættende med altings første gang

Anden gang er allerede erfaringens gang. Anden gang bliver der plads til detaljer og variation. Anden gang er vi allerede på vej ud af den overraskende og overrumplende første gang. Således jo også med barndommens land, skriver Lars Handesten i klummen "Tidens tegn". Foto: Zeljko Dragic/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Af Lars Handesten, kulturanmelder

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi dyrker den første gang som den originale og mest værdifulde, selvom første gang kan være fuld af sorg og smerte, og tredje gang er lykkens gang

Er der noget som den første gang? Det er så magisk og forjættende med den første gang. Der er sunget sange om den første gang, jeg så dig. Og det kan være så skelsættende, at vi ofte forbinder sætningen ”første gang” med den seksuelle debut. Vores egen eller andres. Større synes det ikke at kunne blive.

Vi opsøger konstant den første gang, fordi det giver os en helt speciel oplevelse af storhed, ægthed og oplevelsesfylde. Det er som at blive barn og ung igen.

Hvis ikke der sker noget nyt i vores liv, rejser vi ud for at få det ”kick”, det er at opleve verden på ny. Var det ikke fortryllende at se Venedig for første gang og sejle på kanalerne? Blev New Yorks skyskrabere nogensinde højere, end første gang man så dem?

I den senere tid er det dog ikke rejser, men coronaen, der har givet os denne oplevelse af første gang. Det er første gang, at de fleste af os i Danmark har oplevet verden gå i stå og langsomt komme i gang igen.

For mit barnebarn på tre år er den slags førstegangsoplevelser hverdag. Bare i dag har han plukket sin første agurk og behandlede den som et sjældent klenodie, som han måtte have med hjem og dele med sine forældre. Han har sejlet i kano for første gang og syntes, at det var noget af en odyssé at padle et par hundrede meter på søen. Han hørte for første gang om Tornerose, der stak sig på tenen og måtte sove i hundrede år, lige ind til prinsen kom og kyssede hende, og verden vågnede igen. Da han havde hørt eventyret, ville han høre det engang til. Og en gang til. For sådan er det.

Gentagelsen er måske bedre end den første gang. Derfor er det også mærkeligt, at vi i den grad dyrker forestillingen om den første gang. Især når første gang også kan være så smertefuld og meningsløs. Der var jo også en første gang, hvor vi oplevede at blive svigtet, at blive vraget, at have kærestesorg, og at nogen døde, som vi aldrig skulle se igen. Det er første og forhåbentligt eneste gang, at vi oplever en epidemi, som den vi endnu står i.

Vi kan håbe på, at det bliver en af den slags begivenheder, der kun finder sted en gang hvert århundrede, eller at vi i hvert fald er blevet mere drevne til at håndtere den, hvis den skulle vende tilbage på fuld styrke.

Anden gang er allerede erfaringens gang. Anden gang bliver der plads til detaljer og variation. Anden gang er vi allerede på vej ud af den overraskende og overrumplende første gang. Således jo også med barndommens land. Det kan man kun valfarte til i erindringen, men aldrig vende tilbage til – medmindre man har en ganske særlig guide. Jeg var der i dag med mit barnebarn.

Han førte an, og vi gravede en ø ud i søbreddens sand. Det er sjovt at grave. Og vi gravede et hul i tiden, hvor vi bare var. Han satte rør fra rørskoven op som flag på øen, og vi så, at det var godt.

Vi drak vores medbragte saftevand, og så ville han grave en ø mere, og det gjorde vi.

Men da han ville udgrave den tredje, var jeg allerede ude af landet igen. Han kunne blive ved – jeg kunne ikke. Jeg var langt forbi den første gang og orkede ikke gentagelsen.

Jeg forstår godt jagten på den første gang. Jeg forstår også dyrkelsen af den første gang, som noget ganske særligt, men der er også noget barnagtigt over det. I barndommen findes bevidstheden om den første gang ikke. Tingene sker bare og skal gentages. Det er først bagefter, når vi er blevet voksne, at den første gang bliver det væsentligste og mest betydningsfulde.

At opleve verden, som om den er ny, helt ny, er at kunne begejstres over en agurk og juble over en bænkebider. Som voksne må vi have kraftigere og kraftigere stimulanser for at opnå noget, der kan minde om denne henførelse.

Coronakrisen har givet os denne oplevelse af første gang igen, fordi den så afgørende har ændret på vores dagligdag og gjort den ny. Men den husker os også på, at alt det, der sker første gang, måske slet ikke er lykkeligt og i hvert fald ikke skal gentages.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.

At opleve verden, som om den er ny, helt ny, er at kunne begejstres over en agurk og juble over en bænkebider. Som voksne må vi have kraftigere og kraftigere stimulanser for at opnå noget, der kan minde om denne henførelse.