DER FINDES STEDER på denne jord, som man er nødt til at besøge, og jeg taler ikke om hverken New York eller den afrikanske savanne, der ofte står højt placeret på folks ønskeseddel. Jeg taler om en lille engelsk landsby ved navn Haworth i Yorkshire, en halv times kørsel fra Leeds, hvor der findes en særlig historie.
Den handler om søstrene Brontë, der boede her sammen med deres far og storebror i præstegården The Parsonage, der ligger på toppen af byens stejle hovedgade med udsigt til kirken og de gamle gravsten. Alt sammen omgivet af hede, lyng, fåreflokke og stilhed. Charlotte grundlagde i 1847 søstrenes forfatterindestatus med romanen ”Jane Eyre”, Emily fulgte efter med ”Stormfulde højder”, og Anne skrev ”Agnes Grey”.
Forleden trådte jeg ind i den lille spisestue, hvor de tre sad og skrev deres sirlige miniaturebogstaver med fjerpen, mens de af og til spadserede rundt om spisebordet og læste højt for hinanden. De levede afsondret, færdedes i naturen og fandt det ikke oplagt at indtage kvindens traditionelle rolle som mor og hustru. For de var anderledes, de var kunstnere, og søstrene Brontë er med til at kaste et tankevækkende lys på vor tids feminisme og kamp mellem kønnene.
Især bør man kende Charlotte, der var den ældste og mest udfarende af de tre, og som med figurerne Jane Eyre og den ensomme Lucy Snowe i ”Villette” på enestående vis har beskrevet kvindens kamp for selvstændighed.
Charlotte Brontë var et konservativt og gudfrygtigt menneske, der tidligt erkendte, at hun manglede feminin charme og ikke egnede sig til et klassisk kvindeliv. Men hun troede til gengæld på sit forfattertalent, og da en redaktør afviste et manuskript og forklarede, at hun utvivlsomt ville opgive sine skriveambitioner, når hun fandt fred i huslige pligter, besluttede Charlotte, at hun og søstrene måtte udgive under et kønsløst pseudonym. Det hjalp.
Men midt i kampen for at komme til orde i en mandeverden tvivlede Charlotte ikke på samfundets grundlæggende orden og mente endda, at frustrerede kvinder skull e holde lav profil for ikke at spolere fornøjelsen for de mere gennemsnitligt lykkelige.
Charlotte ærede normaliteten, vel vidende at hun selv faldt ved siden af, og det er smuk tænkning, ja, det er simpelthen vores krænkelseskultur vendt på hovedet. Og pointen er jo, at man midt i sin respekt for normer og kønnenes forskellighed som en enkelt kvinde kan slås for sin ret til at udrette det, man gerne vil. Charlotte Brontë repræsenterer således en ikke-ideologisk kvindekamp inden for rammerne af det bestående.
Hun kæmpede sin egen sag uden at gøre den politisk og kunne i hele sit korte liv frem til sin død som 39-årig forblive at være en frit stående personlighed.Modsætningen ser vi i dag, hvor feminister ofte i ensrettet flok vil ændre strukturerne i samfundet, fordi de dyrker forestillingen om, at alt i sidste ende er konstruktion.
De vil hævde, at de kæmper for alle og dermed også dem, der ikke kan kæmpe for sig selv, men jeg vil hævde, at de først og fremmest skaber en slags kronisk revolutionær tilstand, hvor manden gøres til fjenden, mens kvinden bliver et offer, der den ene dag beklager sig over ikke at kunne finde en mand med tilstrækkelig begavelse, mens hun den næste vinder opmærksomhed ved at demonstrere, hvor mange skældsord hun modtager fra bitre mænd i det store digitale galehus. Hun iscenesætter ihærdigt sig selv, og det er uværdigt for alle.
Charlotte Brontë så ikke manden som modpol, og i præstegården i Haworth levede hun og familien uden teknologi og den konstante kilde til harme og selvpromovering, der har det med at forvrænge proportionerne, men var blot omgivet af bøger, aviser og natur. Søstrene var ofte syge, vilkårene var barske, og de døde alle meget unge, men i deres korte liv var de individer, frigjort fra de massebevægelser, der siden er blevet altædende, og som også udtrykkes gennem vor tids kvindekamp.
Når man kæmper som en enkelt uden ønske om at omstyrte det traditionelle, ser man sig selv klarere, idet man har noget konstant at anskue sin egen person i forhold til. Når virkeligheden derimod flyder, fordi det ses som en sandhed, at alt er konstruktion, kan tidens stemning sende os i alverdens retninger, indtil man sidder tilbage og måske knap ved, hvem man selv er.
Brontë-søstrene vidste, hvem de var, for de var del af en given kultur, en slægt og en overvældende natur, der hver dag formede deres tanker. Og Charlotte vidste oven i købet, hvad hun ville have lov til. Hun ville have lov til at skrive og blive læst som en kvinde med noget indsigtsfuldt på sinde, og det blev hun.
Hun skrev hele livet, og det var en forbilledlig feminist, der levede og døde i præstegården i Haworth. Det var hende, der troede på overleverede normer og en skabt orden og inden for rammerne af alt dette ville have lov til at være sig selv.
Tænk, hvis vi kunne gøre dén kamp for frihed til indbegrebet af feminisme. Så ville meget had være sparet.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.