Der er en helt naturlig interesse hos universiteterne i, at deres ansatte overholder de af samfundet og forskningsverdenen vedtagne normer for, hvad der er god praksis.
Som man kan læse i ”Den danske kodeks for integritet i forskning” (2014), som udgør grundlaget for ”Lov om god videnskabelig praksis” – vedtaget af Folketinget i 2017 – så er der tre grundlæggende principper for forskning i Danmark: ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed. Alle tre skal sikre den bedst mulige forskning og – læser man mellem linjerne – sikre, at forskningen fremstår troværdig i samfundets øjne.
Og vi har i den grad brug for troværdig forskning. I en tid med fake news og manglende videnskabelig dannelse i befolkningen, så er det altafgørende, at vi som befolkning har tillid til forskningen. Den udgør det fælles vidensgrundlag på baggrund af hvilket, vi kan diskutere, hvad vi skal stille op i forhold til en lang række problemstillinger fra kriminalitet til klimaforandringer ud fra vores ideologiske uenigheder.
Med andre ord: Skal den demokratiske diskussion fungere, så er vi nødt til at have en fælles accepteret autoritet, der kan fortælle os, hvordan virkeligheden ser ud, for at kunne have en meningsfuld diskussion om, hvad vi skal gøre for at skubbe på udviklingen, så den i højere grad afspejler vores værdimæssige fundament.
Hvis vi ikke er enige om, hvordan tingene rent faktisk forholder sig, så er det svært at have en meningsfuld diskussion om, hvordan de bør være, og hvordan vi når derhen.
Så befolkningens tillid til forskningens uafhængighed er altafgørende for den demokratiske diskussion i en tid, hvor vi står foran meget komplekse problemstillinger som klimaforandringer, nye genteknologiske muligheder, forurening af hav, jord og luft med videre.
Derfor er det afsindigt bekymrende at følge skandalen på Aarhus Universitet, der begyndte med en rapport, der forsøgte at sminke på oksekødets klimapåvirkning og nu viser sig at gå endnu dybere.
I flere rapporter fra Aarhus Universitet viser det sig, at man ikke kan se af det materiale, der er offentliggjort, at private interesseorganisationer har været medforfattere til rapporterne eller haft mulighed for at få indflydelse på indholdet.
Det er en meget alvorlig sag – og den stikker langt dybere end til blot nogle få forskere, der ikke har gjort, som de skulle.
For politikerne kræver på den ene side høj forskningsintegritet og på den anden side skubber de mere og mere forskningen i armene på et samarbejde med erhvervslivet ud fra en idé om, at det vil skabe vækst. Men man skal være mere end naiv for at tro, at et privat firma vil finansiere forskning, der går egne interesser imod. Der er da derfor også regler for, at man skal oplyse, hvem der har været med til at skrive og betale forskningsrapporter. Regler, som ikke er blevet fulgt i disse sager. Det er et oplagt problem.
Et endnu større problem er det, at det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe forskningsmidler til projekter, der ikke understøtter privatøkonomiske interesser. Et er, at man overtræder rimeligt indlysende regler for at deklarere interessekonflikter. Noget andet er, at kun de idéer, som erhvervslivet ser indtjeningsmuligheder i, bliver realiseret. For igen skal man være mere end naiv for at turde tro på, at samfundets og erhvervslivets interesser altid går hånd i hånd.
Nu ruller skandalen, og alles øjne er på Aarhus Universitet. Men nedenunder lurer en større skandale. At vi solgte forskningen til økonomiske interesser i stedet for at lade den tjene befolkningens interesser.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.