DER FOREGÅR EN DRAMATISK kamp rundtomkring i verden, som vi stort set intet hører om i de danske medier. Det er kampen om Jorden. Kampen om ressourcerne. Om retten til adgang til floderne, skovene og til at jage vildt.
Det handler ikke om territorialkrige mellem stater. Det handler om en udvinding af klodens knappe ressourcer, der truer lokale befolkningers eksistens. Det handler om multinationale selskabers økonomiske interesser over for fattige bønder og oprindelige folk.
The Guardian kører i disse måneder en artikelserie, der fortæller om kampen for lokalbefolkningers ret til land. Det er rystende læsning. Artiklerne er udarbejdet i samarbejde med ngo’en Global Witness, der siden 1993 har dokumenteret, hvorledes brud på menneskerettigheder, rovdrift på naturen og politisk korruption hænger sammen i en perverteret form for treenighed.
Problemerne opstår for eksempel i forbindelse med mine- og olieprojekter i Latinamerika, Afrika og Asien. Selskaberne bestikker sig til aftaler om adgang til naturressourcer. Fra politisk hold ser man igennem fingre med de efterfølgende miljøproblemer, såsom forurenede floder og svindende skove, der tvinger de lokale befolkninger væk fra deres land.
Artiklerne i The Guardian dokumenterer, hvorledes modstandsfolk, der forsøger at forsvare naturen, bliver forfulgt, truet på livet og myrdet:
”Narkobander får gerne skylden, men ofte er staten medskyldig. Politikere modtager bestikkelse mod at uddele tilladelser til skov- eller minedrift på naturområder, der tilhører oprindelige folk. Når de lokale befolkninger gør modstand mod at rydde deres skove, forurene deres floder eller ødelægge deres afgrøder, bliver de mødt med vold og mord.”
Således kan man i denne uges The Guardian læse om Julián Carrillo, der for tre uger siden blev fundet gennemhullet af kugler i en grøftekant i Chihuahua-delstaten i Mexico. Gerningsmændene skal man ikke regne med at finde, men det bagvedliggende motiv er der ingen i tvivl om. Carrillo var medlem af Alianza Sierra Madre – en ngo, der kæmper imod ukontrolleret skovdrift og for lokalbefolkningernes ret til land. Han blev dræbt få uger efter, at han havde været med til at mobilisere modstand imod en tilladelse til minedrift i de lokale bjergområder – en ulovlig tilladelse, der var givet uden lokalsamfundets samtykke, ifølge Amnesty International.
Carillo havde levet med dødstrusler i flere år. Fem af hans familiemedlemmer var allerede blevet dræbt. Et andet medlem af Alianza Sierra Madre, Isidro Baldenegro, miljøaktivist og talsmand for Tarahumara-folket, blev likvideret i 2017. Baldenegro havde i 2005 modtaget den prestigefyldte miljøpris Goldman Environmental Prize (den såkaldte grønne nobelpris) for sit forsvar af natur- og menneskerettigheder.
Dette er blot én blandt hundredvis af historier. Miljøaktivister bliver dræbt hver uge rundtomkring på kloden, fordi de prøver at forsvare deres land mod ulovlige plantager, tømmerhugst og minedrift. I lande som Guatemala og Honduras bliver selv journalister, der skriver om naturødelæggelser og brud på menneskerettigheder, truet til tavshed – eller slået ihjel.
El Pais titulerede for nylig en artikel: ”Intet land forsvarer for alvor deres oprindelige befolkninger”, og fortsatte: ”Det internationale samfund slår fast, at de oprindelige folk er de bedste til at beskytte naturen, men det nytter ikke noget, så længe regeringer og virksomheder ikke respekterer deres rettigheder.”
Den catalanske avis El Periodico bragte sidst i oktober et stort interview med Francia Marquez, en af Colombias markante afroamerikanske kvindestemmer. Tidligere på året modtog Marquez også Goldmans miljøpris for sit ikke-voldelige forsvar af menneske- og naturrettigheder. Gennem en kollektiv mobilisering er det lykkedes Marquez at stoppe ulovlig minedrift i oprindelige folks naturreservater.
Artiklen minder om, at flere end 300 lokale ledere eller talsmænd for landrettigheder er blevet dræbt i Colombia i løbet af de to seneste år, og citerer fra Marquez’ takketale, da hun fik overrakt Goldman-prisen:
”Jeg tilhører dem, der hæver stemmen for at stoppe ødelæggelsen af floder og skove (...). Jeg tilhører dem, der drømmer om den dag, hvor vi mennesker ændrer den økonomiske dødsmodel og giver plads til en udvikling, der garanterer retten til livet.”
I samme takketale sluttede Marquez med at mindes Berta Caceres fra Honduras, der ligeledes modtog Goldmans miljøpris i 2015 for sit forsvar af oprindelige folks naturområder. I 2016 blev Caceres likvideret i sit hjem af maskerede elitesoldater. Francia Marquez kæmper videre i hendes navn. Med en dødsdom hængende om halsen.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.