En dag så jeg et opslag for et filosofi-seminar, der skulle være en fredag på mit universitet. Det så særdeles indbydende ud, for det handlede om emner, jeg lige selv havde arbejdet med og ærligt talt godt kunne bruge lidt mere input på, og der var flere spændende oplægsholdere, som jeg aldrig før havde hørt. Alligevel var min spontane reaktion ikke: af sted med mig!
Og det var ikke, fordi jeg havde andre aftaler den dag. Kalenderen var spejlblank. Min spontane reaktion var: Det er lidt surt, men selvfølgelig kan jeg ikke tage af sted til det. Jeg kan få en hel blank dag hjemme ved computeren. Hvad kan jeg ikke nå af både forskning og undervisningsforberedelse på den tid? Jeg vil kunne nå så meget den fredag, at en del af det, jeg skulle bruge tid på i den kommende uge, også vil kunne skaffes af vejen, og hvad kan jeg så ikke bruge al denne nyerobrede tid på? Ha, arbejdsopgaver, skælv, jeg kommer efter jer, det var altid en ulige kamp.
Nej, det skal være løgn, sagde jeg til mig selv i en mærkelig trodsreaktion og sprang på toget til Odense. Vel ankommen til universitetet mødte jeg en af arrangørerne på gangen. Vi ses om lidt til seminar, sagde jeg i forbifarten. Han så så forundret på mig, at jeg måtte spørge, om det var et lukket arrangement. Nej, nej, han havde da bare slet ikke forestillet sig… jeg kom jo fra et helt andet fag… jeg havde jo sikkert travlt.
Faktisk var der en del af dagens oplægsholdere, der ikke selv havde tid til at komme, jo nok til deres eget oplæg, men så måtte de af sted igen bagefter. Det var også spændende, om der ville komme studerende, for de havde så travlt med deres studier, at de ofte slet ikke kunne se, at de skulle gå til den type ”frie” arrangementer.
Jeg kender det. Der er altid nerver på, når man arrangerer gæsteforelæsninger og seminarer på universitetet. Kommer der mon nogen? Alle har så travlt. Man kan se sine kolleger løbe febrilsk rundt på gangene. Kan de mon i sidste øjeblik finde nogle ekstra tilhørere, så lokalet ikke ser alt for tomt ud?
Det endte godt den dag. Lokalet blev pænt fyldt ud. Jeg fik noteret meget på blokken. Selvom den almene diskussion blev hæmmet lidt af, at oplægsholderne kom og gik.
Den hysteriske travlhed er en af vor tids svøber. Men desværre er den samtidig en værdi, en måde at vise, at man er med (endnu). Folk ser indforståede og medvidende på én, hvis man siger, at det hele er noget travlt. Hvor de dog kender det. Vi står alle uskærmede og bliver stegt under travlhedens sol. Hvis man i stedet sagde: ”Næh, jeg har ikke så travlt for tiden. Jeg dasker mest rundt og venter på at blive inspireret,” så ville de nok se lidt utroligt og mistænksomt på én. Hvornår siger han, at det bare er gas?
Måske er travlhed en form for hovmod og selvoptagethed. Så vigtig er jeg, Det er interessant, at Luther angiveligt har sagt, at man skal bede en time om dagen. Medmindre man har travlt. For så skal man bede to timer.
Jeg ved selvfølgelig godt, at der er masser af reel travlhed, som ikke er selvpålagt og hysterisk. Andre mennesker, der har brug for ens indsats. Men der er også mange eksempler på hysterisk travlhed i kollektiv form: overflødige møder, bureaukratiske sagsgange, forcerede deadlines.
Det var forfatteren Niels Lyngsø, der nævnte Luther-citatet i et interview her i avisen den 5. januar i år. Folk spurgte ham tit, hvordan han dog havde tid til at meditere to timer hver dag. Mennesker i dag udgør nemlig også nogle gange et travlheds-politi over for hinanden. Selv bliver jeg som regel spurgt, hvordan jeg dog har tid til at se så mange tv-serier. Og hvordan jeg har tid til at være så meget på Facebook (Det er dér, jeg skriver om tv-serierne, så folk må selv være en del på Facebook, siden de bemærker det).
Lyngsø går desværre lidt i travlheds-politiets fælde. Han forklarer, at han skam ikke spilder sin tid, for med meditationen kan man undvære en times søvn og en times overspringshandlinger resten af dagen, fordi man er mere koncentreret. Han optræder som sin egen optimerings- og rationaliseringsekspert. Jeg synes hellere, han skulle have givet den lidt mere som mystiker. Giv tid, så kommer tiden. Vi når nok det hele alligevel. Tiden står stille og deler ud af sin overflod, når blot vi ikke herser med den.