Her i Grundtvigs fædreland kan vi godt lide tanken om, at vi lever i et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Velfærdsstaten har været garant for denne tankegang. Idéen om et nationalt fællesskab uden de store sociale forskelle og dermed konflikter er imidlertid udfordret i disse år, hvor skellet mellem de rigeste og de mindrebemidlede øges. I andre lande og globalt set er det blot endnu værre.
De sociale konflikter reflekteres også i kunsten. På kunstmuseet Louisiana kan man netop nu se en særdeles tankevækkende fotoudstilling om ”Generation Wealth” – altså om de meget velhavende i verden og deres forbrug og forestillinger om skønhed, udødelighed og evig ungdom. Det nye er, at det er overklassen, der udstilles, og ikke underklassen, hvis fattigdom for eksempel er dokumenteret af Jacob Holdt i hans legendariske ”Amerikanske billeder”. Og det interessante er, at det ikke er ligetil at se, om man skal le eller græde over disse mennesker; om man skal misunde dem for al deres overflod, eller foragte dem for deres kulturløshed og ugenerte egoisme og materialisme.
I litteraturen beskæftiger Kristian Bang Foss sig også med klasseforskelle i romanen ”Frank vender hjem” (2019). Heri tematiseres klasseforskelle på en anderledes direkte måde, end vi har været vant til i de sidste årtier. Med Yahya Hassan og Morten Pape har vi dog været nogle ture i ghettoen og har været vidner til social forarmelse, men i ”Frank vender hjem” føres kampen ind i stuerne hos den herskende økonomiske og kulturelle elite. Det sker, da Frank fra underklassen ved velfærdsstatens hjælp tager en universitetsuddannelse og bliver kæreste med overklassepigen Tea. Både på universitetet og ved bordet med Flora Danica lider han under mangel på social og kulturel kapital. Han mestrer ikke den rigtige tone, flygter og bliver diskvalificeret. Han vender dog i tvetydig forstand hjem og finder sin egen beskedne plads i det sociale hierarki. Heller ikke her ved man helt, om man til slut skal le eller græde over tingenes tilstand.
Trods de alvorlige sociale og kulturelle konflikter er der plads til latteren hos Bang Foss, og det er der også i Cannes-vinderen ”Parasite”, der kan – og bør – ses i biografen for tiden. Den sydkoreanske film er i udgangspunktet en gavtyvefortælling om en fattig familie bestående af mor, far og to børn på omkring 20 år. Familien er så meget underklasse, at de bor i en ildelugtende, fugtig kælder i et af Seouls slumkvarterer. Sønnen får – med lidt fusk – job som hjælpelærer i engelsk for en pige i en særdeles velhavende familie. Herfra tager tingene fart: Datteren bliver kunstlærer for den rige families forkælede søn, faderen bliver den velhavende families chauffør, og moderen overtager den praktiske del af husholdningen. De ser frem til, at de helt overtager huset og får den rige familie smidt ud. Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå.
En af filmens problemstillinger er, hvem der er de egentlige parasitter. Er det den underklasse-stinkende familie, eller er det den privilegerede familie, som er vant til at blive opvartet? Filmen peger i begge retninger, men sympatien ligger dog hos de fattige. De fattige får løn for deres arbejde og må selvfølgelig gøre, som herskabet vil. Sådan er det mellem herskab og tjenestefolk. Men der er grænser for, hvad man kan byde lønarbejderen, og derfor går det helt galt, da han føler sin ære og værdighed krænket. I ”Parasite” lyver de fattige sig frem i verden, mens den rige familie lever på løgn og fortrængninger. Til at begynde med griner man af gavtyvenes løjer, men det hele ender i en overraskende tragedie, fordi de sociale relationer er grundlæggende skæve.
”Parasite” er en symbolsk beretning, som handler om sociale problemstillinger i Seoul. Men den er lige til at oversætte til ethvert forhold mellem herskab og tjenestefolk. Den peger således lige ind i en dansk diskussion, hvor både klasse, køn og etnicitet er sat på spil. I den seneste måned har spørgsmålet om filippinske au pair-piger endnu engang trængt sig på. Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, udtalte således til Politiken 20. december 2019:
”Vi er to voksne i min husholdning, min au pair og jeg bliver et arbejdsfællesskab med henblik på at få en praktisk opgave til at gå op. Ligesom i en familie, hvor der både er en far og mor”.
Det lyder skønt. Det er bare sådan, at au pair-pigen helt efter bogen får 4350 kroner om måneden plus kost og logi og er en halv jordklode hjemmefra, mens chefredaktøren bor tæt på sit arbejde og tjener ”på den gode side af 1,5 million kroner” om året. Hvad hun selv tjener, mener hun ikke er relevant at fortælle, men det har Berlingske Media offentliggjort for et par år siden. Hun mener dog, at det ville være helt fair at hæve au pair-pigens løn med 1200 kroner om måneden – ”for så ville det være en mere retfærdig løn”.
Heller ikke her er det til at vide, om man skal le eller græde, for det er jo helt åbenlyst, at der er nogle, der er mere fælles end andre i dette ”fællesskab”.
Der er forskel på folk, og der er forskel på klasserne og deres privilegier. Det er nutidskunstens fortjeneste, at den går tæt på denne virkelighed, beskriver den og udstiller de privilegeredes fortrængninger og mangel på realitetssans. Det skal til, hvis ikke samfundet skal eksplodere i sociale konflikter, som vi har set det i Paris, og hvis ikke vi skal sælge ud af vores værdifulde grundtvigianske idealer.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.