Sociale medier kan godt være åndehuller for gode samtaler

De sociale medier er i stigende grad forkætrede, men de er også åndehuller og livliner for gode og ”usandsynlige” samtaler

Sociale medier kan godt være åndehuller for gode samtaler
Foto: Thomas White/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ganske meget i vor tid står i de sociale mediers tegn. De bliver også kritiseret, måske endda i stigende grad, og det kan der være gode grunde til. Som mennesker gavner det ikke nødvendigvis vores lykkefølelse hele tiden at sammenligne os med andre, og her giver Facebook et i historisk perspektiv svimlende stort gadespejl.

Diskussionsmiljøet kan også være anstrengende, og det kan være ubehageligt tilfældigt at havne på en debattråd, hvor folk er ved at rive hovedet af hinanden eller værre endnu er enige om at svælge i had til en bestemt debattør.

Til tider kan det være nødvendigt at minde sig selv om mediets gode sider, som er, at det formidler eller rettere producerer en positiv eller udbytterig kommunikation, der ellers ikke ville have været der.

For et par uger siden læste jeg (i øvrigt netop på Facebook, som også gennem døgnet fungerer som nyhedsmedium), at den danske biokemiker og biosemiotiker Jesper Hoffmeyer var død i en alder af 77 år. Jeg kendte ham kun lidt, havde mødt ham et par gange i faglige sammenhænge, anmeldt en af hans bøger, og så var han for øvrigt den første person, jeg interviewede, da jeg i begyndelsen af 1990’erne kom fra universitetet til dagspressen og blev ansat på herværende avis. Jeg var journalistisk noget uskolet, redaktionschefen så olmt på artiklen, og måske fik jeg uopfordret lidt hurtig efteruddannelse, men trykt blev den da.

Havde vi været i en tid før de sociale medier, ville jeg nok have tænkt: Jesper Hoffmeyer er død, det er godt nok også en del år siden, man har hørt noget til ham, han må have trukket sig tilbage fra offentligheden, måske har han været syg, jeg havde næsten helt glemt ham, det dygtige og engagerede menneske. I stedet blev jeg overrumplet og berørt, da jeg læste dødsbudskabet, som om et aktivt menneske var blevet revet bort midt i dagens gerning.

Forklaringen er, at jeg for nogle år siden blev Facebook-ven med Jesper Hoff- meyer. Han var ikke typen, der postede noget dagligt, men fra tid til anden, måske med et par ugers mellemrum, skrev han refleksioner. Ofte var det inden for hans fag og interesseområde, biologien og biosemiotikken, og så udløste det altid lange og ”nørdede” diskussioner med fagfæller og ligesindede om, hvilken form for bevidsthed man kunne tilskrive visse dyrearter, om tegnenes funktion i naturen, om dna og alt muligt andet. Men det kunne også være barndomserindringer, kulturanalyse, for eksempel den gamle skrankepaves genkomst i den moderne telefon-kø, eller betragtninger over hans egen generation, 68-generationen, hvordan de havde tænkt og levet, hvad de havde udrettet.

Jesper Hoffmeyer skrev ikke meget om, hvordan han selv havde det, men indimellem fremgik det, at han på grund af sygdom ikke kunne særlig meget. Han var afhængig af, at der dagligt kom ”hjælpere” fra kommunen for at afmåle fire portioner sondemad til ham, og for nylig mistede han også synet i en kortere periode. Ikke desto mindre fremstod han til det sidste som et menneske, der var med. Lad mig slutte med et uddrag fra hans sidste statusopdatering på Facebook:

”Slægt. 14. september 2019. Når så mange mennesker vælger at tro på dna-teorien om menneskets natur, er det blandt andet, fordi de på den måde føler, de kan forsage døden. Det individuelle liv er kort, men slægtens liv er langt. Ved at fokusere på dna snarere end på det enkelte individ, sætter man sit liv ind i et meget længere tidsperspektiv (…) Teoretisk set er slægten ikke nogen veldefineret enhed. Faktisk er vi nok alle sammen i familie, hvis man går tilbage i tid. Langt de fleste af os har 2 forældre, 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre, 16 tipoldeforældre og så videre. Vi skal ikke særlig langt tilbage i denne række, før vi alle er en del af den samme familie. Margaret Thatcher og John Major (der væltede Thatcher af tronen) var for eksempel 16-dels beslægtede, har jeg læst. Summa summarum: Det er formentlig løgn, når nogle mennesker henfører deres egenskaber til en bestemt slægtslinje. Fælles dna er i alt fald ikke årsagen. Men man arver jo meget andet end sine gener. Ikke mindst arver man gods, rigdom og kultur. Mon ikke det er der, man skal søge, hvis man vil finde årsagen til eventuelle ligheder?”.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.