Instruktøren Quentin Tarantino er i sine film kendt for at fremvise ekstrem vold. Når man kan holde ud at se på det, skyldes det dels, at volden skildres med et komisk skær, dels at den ofte fremstår retfærdiggjort: Det er ofrene, der tager hævn over deres bødler. Det gælder for eksempel i ”Kill Bill”, hvor Uma Thurman afliver mange medlemmer af den snigmorderbande, der har prøvet at dræbe hende og hendes ufødte barn.
I flere film får mennesker, der var ofre i den historiske virkelighed, kontrafaktisk lov til at slå igen og tage hævn. I filmen ”Inglourious Basterds” bliver Hitler, Goebbels og adskillige andre nazister massakreret i en teatersal, efter at de har fået at vide, at det er sådan jødisk hævn ser ud. I ”Django Unchained” dræber den befriede slave Django et større antal hvide forfølgere og plantageejere. Blodet sprøjter vellystigt fra skudsårene, og en hel plantage sprænges i luften med dynamit, mens Django og hans hustru rider bort mod friheden i solopgangen.
I sin nyeste film ”Once Upon a Time... in Hollywood” zoomer Tarantino ind på sit eget filmmiljø og en skelsættende uhyggelig begivenhed i dets nyere historie. Filmen blander virkelige og fiktive karakterer i året 1969 i San Francisco, og vi forberedes på at skulle overvære Charles Manson-klanens morderiske blodrus på filminstruktøren Roman Polanskis højgravide hustru Sharon Tate og tre af hendes venner, der også befandt sig i hendes hjem på Cielo Drive hin forfærdelige aften. Men ved tilfældighedernes spil kommer Mansons disciple imidlertid til at gå ind i nabohuset, hvor vore fiktive hovedpersoner, spillet af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt befinder sig. Og det er så Mansons folk, der bliver dræbt af film-folket på blodtørstig, grotesk og komisk vis.
Spontant kan det virke forløsende og befriende at se forholdet mellem ofre og bøddel vendt på hovedet på denne måde. Tilskueren gennemlever en kontrafaktisk katharsis.
Men hvad skal man mene om det? Er det i orden at sidde og fryde sig over vold og død, bare fordi det går ud over de onde? Taler det til de laveste hævn-instinkter og for de flestes vedkommende ikke hævn over noget, man selv har lidt, men hævn over ugerninger, der står stærkt i den kollektive erindring? Udtrykker det en mangel på respekt for ofrene at gennemleve disse stedfortrædende hævnfantasier?
Vi har i mange år haft diskussionen om, hvordan man kunstnerisk bør repræsentere de store forbrydelser mod menneskeheden.
Den tysk-jødiske filosof Theodor W. Adorno skrev i sin tid, at det var barbarisk overhovedet at skrive digte efter Auschwitz. Claude Lanzmann blev med den ni timer lange dokumentarfilm ”Shoah” (1985) rost for netop ikke at vise, det vil sige dramatisere, udryddelserne, men formidle dem indirekte gennem interviews med overlevende og vidner. Devisen var, at man ikke må repræsentere det u-repræsentérbart grufulde. Så trivialiserer og forfladiger man det.
Man må sige, at Tarantino går i den anden grøft med sin karnevalistiske venden tingene på hovedet.
Jeg synes, han har en pointe. Når bødlerne hviner og spræller, viser han ondskabens banalitet for at genbruge Hannah Arendts berømte udtryk. De er jo også bare almindelige mennesker, og nu er det så dem, der er hjælpeløst udleveret til andre.
Der trives i vores kultur en mørk og usund fascination af mordere og bødler. Det ligger nok i vores udsatte menneskelige natur, at vi ikke kan lade være med at kredse om det værste. Men ondskaben bør ikke dyrkes. Det er en form for sekulariseret djævle(over)tro, hvor ynkelige og feje mennesker tilkendes en overnaturlig magt, dæmoni, karisma. At spole filmen baglæns, om man så må sige, viser, hvor tilfældigt det er, hvem der har overhånden.
Der er ikke noget overnaturligt i at ydmyge, mishandle, torturere og dræbe andre mennesker i en situation, hvor de er magtesløse. Hvor ynkelige var ikke Anders Breivik på Utøya, Peter Madsen i u-båden, de stenede hippier på Cielo Drive, slavehandlerne, nazibødlerne? Vi kan blive lammede over ugerningernes gru og deres omfang, og man kan bestemt diskutere Tarantinos metode, men den kontrafaktiske katharsis kan om så kun et øjeblik give ofrene deres værdighed tilbage og ikke mindst fratage bødlerne deres perverse eftermæle.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.