”DER ER SEX, vold, engle, djævle og liderlighed til overflod på væggene i de danske kirker. Fanefjord Kirke er første stop i denne artikelserie, hvor kunstanmelder (...) – som hverken er døbt eller konfirmeret – besøger en række af landets kristne bedehuse og lugter sig frem til de kalkmalerier, der gemmer sig bag de tykke mure.”
Sådan lød trompetteksten til den første anmeldelse fra Fanefjord Kirke i dagbladet Politikens anden sektion for et par mandage siden. Det var en glimrende anmeldelse i øvrigt. Og er en glimrende idé!
Men når jeg gengiver citatet, skyldes det den midterste passus om, at kunstanmelderen hverken er døbt eller konfirmeret. For hvorfor – spørger jeg mig selv – rager det i grunden læseren? Jeg kan ikke se, at det har nogen som helst indflydelse på anmeldelsens indhold eller kvalitet og på anmelderens evne til at fortolke de gamle billeder.
Eller er det måske netop dét, der er humlen, at det i den redaktionelle optik er en særlig kvalifikation, at man står udenfor og ser ind i det sakrale rum som en uhildet, ikke-forudindtaget, distanceret betragter? I hvert fald er det en antagelse, der fylder en del i tiden, at et kirkeligt eller religiøst tilhørsforhold kan være diskvalificerende i forhold til en nøgtern analyse eller fortolkning af dette og hint.
FOR OS, DER IKKE SYNES, at vores udsyn er specielt fordunklet af dåb, folkekirkeligt tilhørsforhold eller tro på evangeliet om den opstandne frelser, virker det måske – hvad skal man kalde det – en smule overgearet. Der findes vel også i vores i øvrigt meget forskellige og broget sammensatte flok, mennesker, der kan tænke nogenlunde klart og velovervejet om både ydre og indre kirkelige forhold eller skrive klarsynede og ligefrem begavede anmeldelser af danske kalkmalerier. Erfaringen taler for det i hvert fald.
Men hvorfra den her skærpede skepsis eller mistænksomhed over for det at høre til, for at være en insider og for på den måde at være forudindtaget? Måske det er udtryk for en bredere tendens, en art moderne fobi: angsten for at være en del af noget, man ikke helt kan gennemskue og gå ind i noget, man ikke er helt sikker på hvor fører hen. En bestræbelse på at være ubundet, eller på godt dansk non-biased. En fri agent, der først af alt frygter – med sine livsvalg – at blive taget godt og grundigt i en vis legemsdel.
Det er en holdning, der efterhånden også rækker helt ind bag kirkemurene. Som når forældre, der måske ligefrem selv er medlemmer af folkekirken, vægrer sig ved at få deres barn døbt. Eller når ellers trofaste kirkegængere ønsker trosbekendelsen ændret, så den mere er i overensstemmelse med, hvad de kan forstå eller stå inde for. Eller når frivillige, menighedsrådsmedlemmer og andre kirkeligt aktive høres sige, nærmest besværgende: ”Jeg er jo ikke religiøs,” eller: ”Jeg er ikke kristen.” Ofte med tilføjelsen: ”Ikke så meget, at det gør noget i hvert fald.”
Distancen, som her kommer til udtryk, omfatter sjældent kirkerummet, dets historie, eller tradition, kalkmalerierne og musikken, men det, der sker eller hører til inden for dets mure.
Altsammen er det beskrevet år tilbage i kirkehistorikeren Jørgen I. Jensens værk ”Den fjerne kirke”. Men andet og mere er kommet til eller har vokset sig stærkere i mellemtiden: den nye ateismes reducerede verdensbillede, individualismens ubodelige ensomhed, flugten fra en flimrende virkelighed med mange skjulte dagsordener. Og så sandelig – hvad vi ikke kunne forudse dengang: islamistisk terror og en tiltagende ventilering af alt det destruktive, voldelige, modernitetshadende potentiale, der også findes i religioner og kirkesamfund.
Vi skal som folkekirke være klare på, hvad vi bygger på, og vi skal være vores arv, tradition og kald bevidst, men de distancerede kulturkristne, der truer med at skalle af kirken som nedslidt kalk på den ellers solide bygning, fortjener ikke kun at blive afskrevet som letbenede modernister.
De er også en sund advarsel til en i øvrigt rummelig folkekirke med plads til både troens tilhørsforhold og klarhovedet dømmekraft om ikke at lukke sig om sig selv, selvom rigtig meget i tiden kalder på netop den bevægelse. Ja, måske dem i periferien kan lære os et og andet, der i sidste ende får dem tættere på og indenfor, når de tilsyneladende nu så gerne vil. Det burde være vores bestræbelse.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.