Jeg havde fem høje træer, som skulle fældes. Jeg kunne godt lægge dem ned selv, men jeg var ikke sikker på, hvor de faldt. Måske ville de lægge sig nogenlunde der, hvor jeg beregnede, måske ville de falde ned over mit skur eller naboens hus. Jeg turde ikke gøre det, så jeg fik en professionel til det.
Mens jeg snakkede med ham om arbejdet, iførte han sig alt sit grej: Særlige beslag til støvlerne, så han kunne klatre op i træerne, særlige seler til at holde ham fast og en lille, benzindrevet motorsav. Da alt sad, som det skulle, kravlede han op i en gran og savede undervejs den ene gren af efter den anden og brugte stumperne som trin.
Da han nåede op, stod træet helt afpillet. Så kappede han toppen af et par meter nede, og den faldt tæt ved træets rod. Han gik et par meter ned og savede endnu et stykke af. Også det faldt tæt ved stammen.
Sådan fortsatte han systematisk nedad, til der var fire meter tilbage, og stammen var så tyk, at den lille sav ikke længere rakte. Et øjeblik efter stod han igen på jorden. Han skiftede sav og fældede den store stamme og savede den op i mindre stykker. Så var han færdig med sin del af arbejdet.
Resten var mit.
Vi stod og drak en sodavand og så på det fældede træ. Han var tilfreds med arbejdet og påpegede, hvordan det 25 meter høje træ lå på ganske få kvadratmeter rundt om stubben og få meter fra skuret.
Han havde grund til at være tilfreds og udtrykke sin egen faglige stolthed, for det var et fint arbejde, han havde gjort. Han gentog det med sej regelmæssighed med de øvrige fire træer. To popler og to birke.
Det var en fornøjelse at se ham arbejde. Han gik højt til vejrs og ned igen, og så var der ikke længere noget træ, der skyggede for solen.
Jeg kan ikke blive træt af at se på sådan et menneske, der kan noget særligt. Teknikken, håndelaget og præcisionen er imponerende. Det er rent artisteri.
Bagsiden af den medalje er imidlertid min egen uformåen. I vores samfund specialiserer vi os, og siden denne moderne specialisering begyndte, har den også hele tiden anfægtet os. Det er så meget, vi ikke kan – så meget vi må overlade til andre.
Nogle gange kan man føle sig så dum og afmægtig. Hvorfor er man ikke Leonardo da Vinci? Han kunne det hele. Han var maler, billedhugger, arkitekt og opfinder, og så kunne hans skrive – ovenikøbet spejlvendt, hvis han havde lyst. Han havde kunnet topfælde, hvis det var ham, der havde opfundet motorsaven. Han var et renæssancemenneske, og det er jeg ikke.
Da skovhuggeren var gået, var det min tur til at gå i aktion. Jeg er en amatør til at fælde træer og en amatør til at holde mit grej i orden. Næppe var jeg gået i gang med at save den tykke granstamme op i længder på 30 centimeter, før min motorsav pludselig gik i stå og ikke var til at drive i gang igen. Der var benzin og olie på, så det var ikke det. Hvad gør man så, når maskineriet ikke virker? Skrotter skidtet og køber en ny sav. Eller går til maskinforretningen med den og får dem til at fikse den.
Men nu ville jeg ikke være dum, så jeg prøvede selv at finde ud af, hvad der var galt med den. Jeg skruede et dæksel af og kunne se, at luftfilteret var fyldt med oliemættet savsmuld, som i hvert fald skulle væk. Jeg så også, at tændrørshætten hang og dinglede, og at tændrøret mærkværdigvis var knækket midt over i porcelænet.
Jeg skruede resten af tændrøret af og mente, at et nyt ville få maskinen i gang igen.
Det holdt. Da jeg havde monteret et nyt tændrør, skulle jeg bare trække et par gange i startsnoren, så var maskinen i gang igen.
Det var en hel triumf for mig, at jeg selv kunne få motorsaven til at virke igen. Når man som jeg hænger ved computermusen dagen lang og har det meste i munden og resten på skærmen, så er det en lille sejr at kunne reparere sin maskine selv. Jeg kommer aldrig til at topfælde et træ. Jeg kommer aldrig til at stige selvsikkert til vejrs på en stamme som en væver topgast på en fuldrigger. Jeg ved det, og min skovhugger vil trække på smilebåndet over min glæde ved at udskifte et tændrør, rense luftfiltret, file kæden og være parat. Jeg tilgiver ham gerne.
Men jeg blev stolt og topmotiveret, og jeg trykkede forventningsfuldt på gashåndtaget, så de 200 omdrejninger i sekundet sang i mine ører.8
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten.