Den rolige død, vi må kunne sørge for

Der er nogle ganske få grundlæggende ting, der bør være til stede, og som familien kan være opmærksom på i ønsket om en rolig død for ens nærmeste. Læs om dem her

Det handler om at tænke omsorgsfuldt på de sanser, som er til stede i den sovende tilstand hos en døende, skriver May Bjerre Eiby
Det handler om at tænke omsorgsfuldt på de sanser, som er til stede i den sovende tilstand hos en døende, skriver May Bjerre Eiby. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Et dødsforløb i alderdommen begynder meget ofte med, at lysten til at drikke og spise forsvinder over nogle få uger. Når den ældre ikke længere får noget at drikke og bevæger sig ind i livets afslutning, opstår der en konfus tilstand.

Den døende bliver rodende, angst og indimellem hallucineret og vred. Det er en ubehagelig følelse for ham at være i, og det er meget slemt for de pårørende at se deres nærmeste på den måde.

Det skaber en panisk stemning, som kun gør situationen værre. Derfor kan man ønske, at de allersidste dage bliver en tid i rolig søvn, som bliver tungere og tungere. Hvor hverken den døende selv eller familien oplever en fornemmelse af uro. Der er nogle ganske få grundlæggende ting, der bør være til stede, og som familien kan være opmærksom på i ønsket om en rolig død for ens nærmeste.

Sengen bør være rede for et trygt drømmelandskab. Den døende omsluttes af puder for at give ham fornemmelsen af at blive holdt om. Han skal ikke længere løfte nogen byrder. Han skal ikke føle smerte og uro. Det kræver for det meste en professionel, der sørger for, at han ingen smerter har. Hun kommer ikke kun, når der kaldes på hende.

Hun farer ikke ind ad døren med en sprøjte, men bevæger sig forsigtigt og sætter sig ned og taler med familien. Føler og kigger på den døende. Hun mærker efter stemningen i rummet. Om luften er frisk, om lyset er behageligt. Hun sørger for, at der ikke ligger bleer, medicin, stiklagener og andet sygdomslignende materiale i dette kærlige rum, som omkranser den døende. Hun arbejder med sin intuition og med sine erfaringer, så hun kan vurdere, om alle føler tryghed.

Hun taler åbent med familien om, hvad hun gør. Men hun involverer dem ikke i noget, som kan få dem til at føle, at de skal tage stilling til andet end bare at være der – for hinanden i almindelig, hyggelig snak omkring sengen og for den døende med små tryk og berøringer på hænder, skuldre og på panden.

Det handler om at tænke omsorgsfuldt på de sanser, som er til stede i den sovende tilstand. Man kan for eksempel lægge den nærmestes tørklæde eller bluse nær ansigtet, så den døende kan dufte nærværet. Det er denne tætte, samlende og rolige oplevelse, vi alle må bede om, at der skabes plads til. Om det er i hjemmet, på plejehjemmet eller på hospitalet. Husk at bede om det, for alt for mange oplever noget helt andet.