Den største flygtninge- og migrantkrise taler vi slet ikke om

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat. I denne uge skriver Bjørn Thomassen om flygtningeruterne, der ikke nødvendigvis går til Europa

En flygtning samler kviste til bål i grænseområdet mellem Tyrkiet og Grækenland.
En flygtning samler kviste til bål i grænseområdet mellem Tyrkiet og Grækenland. Foto: Ozan Kose/AFP/Ritzau Scanpix.

UD OVER DEN HELT NATURLIGE FOKUS på coronavirussen har europæiske medier i disse dage stort fokus på situationen omkring de migranter og flygtninge, der lige nu samler sig langs den tyrkiske grænse til Grækenland og dermed banker på EU’s dør.

”Tusindvis af flygtninge samler sig ved Tyrkiets grænse og forbereder turen til Grækenland. Frontex, som er det europæiske agentur for grænse- og kystbevogtning, er i højeste beredskab,” skriver The Guardian.

Og ja, det kan blive noget af en udfordring for EU og for EU’s medlemslande, der nærmest kappes om at indføre det mest beslutsomme og effektive indvandringsstop. Det er måske forståeligt nok. Men i hele denne europæiske frygt for at stå over for endnu en flygtningekrise som den i 2015 – eller værre – glemmer man ofte, at Europa kun modtager en brøkdel af verdens migranter og flygtninge.

For det første samles langt de fleste flygtninge i lejre i Afrika og Mellemøsten. For det andet går mange af verdens mest trafikerede migrantruter slet ikke til Europa.

Spanske La Vanguardia bragte i sidste uge en stor artikel om migrantruterne fra Afrikas Horn, som i årevis har været knudepunkt for nogle af verdens mest brugte migrantruter. Den politiske og næsten desperate økonomiske situation i lande som Eritrea, Etiopien, Somalia og Djibouti betyder, at migration er ren overlevelsesstrategi. Familier sender et eller flere familiemedlemmer af sted på vandring i håbet om, at bare én af dem når frem til et forjættet land, hvor de kan finde et arbejde og sende penge tilbage til familien. Nogle migrantruter går mod syd med Sydafrika som mål, mens andre går mod nord, hvoraf et fåtal altså ender i Europa.

Men den allermest trafikerede rute lige nu går mod øst, mod Saudi-Arabien. La Vanguardia minder om, at Saudi-Arabien med cirka 12 millioner udenlandske arbejdere huser verdens næsthøjeste antal migranter. Og håbet om midlertidigt arbejde i Saudi-Arabien er netop den magnet, som får fattige mennesker fra Østafrika til at vove den farlige rejse over Det Røde Hav.

Nyhedsmediet AP viderebringer tal fra FN’s flygtningeorganisation IOM, som estimerer, at der årligt ankommer 150.000 migranter til Yemen fra Afrikas Horn. Der er intet, der tyder på, at tallet vil blive lavere i 2020. Langt størstedelen af migranterne kommer fra Etiopien, mens en mindre del kommer fra Somalia. IOM skønner, at 20 procent af migranterne er uledsagede mindreårige.

En af de bedste reportager i de internationale medier er dokumentarfilmen ”De etiopiske migranter, der foretager den desperate rejse fra Etiopien til Saudi-Arabien”, der lige nu ligger på hjemmesiden hos det franske nyhedsmedie France 24. Reportere fra France 24 har fulgt migranterne på deres rute og filmet det hele. Filmen fortæller om de faremomenter og lidelser, migranterne udsætter sig selv for. De yngste er blot 12 år gamle. Flere af dem har uden held prøvet at nå til Saudi-Arabien før og prøver nu igen:

”Jeg ved godt, hvor farligt det er. Jeg kender godt situationen i Yemen. Da jeg prøvede sidste gang, blev jeg arresteret og tilbragte 10 måneder i fængsel og blev tvunget hjem igen. Men vi har kun to muligheder: Enten klarer vi den, eller også dør vi,” siger en ung mand i filmen.

Den 2000 kilometer lange rejse går blandt andet igennem Djibouti-ørkenen til fods. Ørkenen er fyldt med gravsteder for dem, der dør af tørst eller udmattelse allerede her. Fra Djibouti krydser migranterne Det Røde Hav i primitive både. Der er ikke nogen tryllestav, der kan dele vandene i to og sikre en rolig overfart. Mens vi nogenlunde ved, hvor mange der dør i forsøget på at krydse Middelhavet til Europa, er der ingen, der tør gætte på, hvor mange der dør om året i forsøget på at nå til Saudi-Arabien.

De, der når frem til Yemens kyst, risikerer at blive kidnappet og tortureret af menneskesmuglere. Der foregår regulær slavehandel med de udsatte migranter, og især unge kvinder risikerer at blive taget til fange og solgt videre. Andre migranter når aldrig længere end til krigshærgede Yemen. De får stjålet de penge, familien har samlet sammen til rejsen, og ender som hjemløse tiggere i havnebyen Aden.

Og ofte viser Saudi-Arabien sig ikke at være det lykkens land, migranterne havde håbet på. al-Jazeera har bragt flere artikler med vidnesbyrd om voldeligt misbrug af migrantarbejderne af saudiarabiske arbejdsgivere. De saudiarabiske myndigheder slår til tider hårdt ned mod det illegale arbejdsmarked, men det rammer som oftest migranterne og ikke de saudiarabiske arbejdsgivere. Siden 2017 er 10.000 etiopiske migranter blevet deporteret fra Saudi-Arabien hver måned. Men så længe der er sult og fattigdom, vil de prøve at komme tilbage.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.