I USA HAR demokraternes sving til venstre betydet, at man i stedse højere grad kommer på afstand af kirke og kristendom, som så overlades Republikanerne.
Sådan bør det ikke være, mener Pete Buttigieg, en af kandidaterne i kapløbet om nomineringen som den demokratiske kandidat til præsidentvalget næste år.
Pete Buttigieg, der voksede op i et katolsk hjem, men nu er episkopal, indkalder i sin argumentation gerne Gud, som han for eksempel mener, er bedrøvet over luftforurening.
National Reviews Kevin D. Williamson advarer mod at tage Gud til indtægt for bestemte politiske holdninger.
Pete Buttigieg går ind for fri abort og mener her at kunne henvise til Bibelen, som kan læses, så den lader liv begynde ved det første åndedrag. I øvrigt betoner progressive kristne i USA, at Bibelen ikke nævner abort.
Den nævner nu heller ikke børnepornografi eller kannibalisme, men alligevel forventes kristne, anfører Williamson, ikke at være moralsk indifferente over for disse temaer.
Men i første række bør politik bygges, mener han, på pragmatiske beslutninger, respekterende hvor sammensat virkeligheden er.
I sin bekymring over både fabrikkernes forurening og de fattiges næste måltid glemmer Pete Buttigieg således at se en forbindelse: Industrilandenes fattige kan opretholde en relativt høj levestandard på grund af disse fabrikker. Ud over røgen fra skorstenene udspyer fabrikkerne nemlig også traktorer til landbruget og medicinalprodukter. Billedet er altså komplekst, og man bør afholde sig fra billig, religiøs moraliseren.
Vi skal finde måder at balancere mellem miljøhensyn og produktion, mener Kevin D. Williamson og fortsætter:
”Kristne går til valgurnerne og møder den samme uappetitlige menu som enhver anden vælgergruppe.”
Et grumset billede, så man må følge sin sunde fornuft.
Buttigieg er den seneste i en lang række af ”skuffede små inkvisitorer”, mener Kevin D. Williamson, som tror, de kan fremprovokere dannelsen af en religiøs venstrefløj gennem umodne anklager mod konservative for hykleri – som om der ikke er bunker af politiske kompromiser inden for deres egne rækker, også i moralske spørgsmål. Og sådan bør det være, hævder Kevin D. Williamson, for kompromiset er ikke bare et nødvendigt, men også et ønskværdigt træk ved politik, som den bedrives i ikke-totalitære samfund.
Dette er ikke det samme som udstedelse af et moralsk fripas, understreger Kevin D. Williamson og citerer Esajas’ Bog:
”Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt.” Det er ord, som enhver politisk cheerleader gør klogt i at skrive sig bag øret. Men det handler om at træffe sine politiske valg under ansvarlig eftertanke – men uden religiøs facitliste.
”Så længe Guds rige ikke har sat sig igennem i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin, bydes der kun på uperfekte valgmuligheder.”
Samme problematik – dog lejret i et fuldkommen andet kirkeligt og politisk landskab – behandler Pascal Kober, medlem af den tyske forbundsdag for det liberale parti FDP, i avisen Die Welt.
Pascal Kober er tillige sognepræst, og han ridser op, hvordan der engang var en nær forbindelse mellem den liberale tradition i tysk politik og landets protestantiske kirke. Betegnelsen ”liberal” bruges her vel at mærke i dens europæiske betydning, der angiver ønsket om en minimalstat, der afholder sig mest muligt fra regulering af markedskræfterne. Og ikke i den amerikanske betydning af ”venstreorienteret”.
Tyskland er her et særtilfælde. Den angelsaksiske og franske liberalisme har traditionelt plejet et køligt forhold til kristendommen og insisteret på distance mellem stat og kirke.
Anderledes i Tyskland, hvor det demokratiske og liberale borgerskab i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var protestantisk engageret. En af de liberales helt store politiske profiler, Friederich Naumann (1860-1919), var teolog.
I dag bekender den protestantiske kirke i Tyskland sig i reglen åbent til politiske holdninger, der flugter helt med de rød-grønne partiers. En kløft er derfor opstået mellem den og FDP.
”Behjertet støtte til markedsøkonomi og den grundlæggende betydning af præstation og konkurrence, begejstring for teknologi og fremskridt, stræben efter videnskabelig erkendelse og indsigt – alt dette udgør nærmest modsætningen til det indhold og den stemning, som udsendes gennem kirkelige erklæringer i dag,” skriver Pascal Kober.
Kirken forkynder i stedet skepsis ved teknologi og vil gerne sætte fremskridtet på pause. Kirken omgiver sig med en atmosfære af fremtidspessimisme, men en sådan savner i virkeligheden teologisk grund, mener Kober.
”Kristne skal jo forvente alt godt af fremtiden og ved, at de aktivt skal være med til at forme den med deres egne menneskelige muligheder og begrænsninger.”
Kristelige FDP’ere føler sig i dag fremmedgjorte i forhold til deres kirke, når den for eksempel kæmper for indførelse af fartgrænser på motorvejene – et næsten religiøst tema i Tyskland – eller indkøb af et kirkeligt flygtningeskib til at sejle migranter over Middelhavet.
”Idet kirken længes efter opmærksomhed, bliver moralisme, trivialiteter og politisk holdning til kirkeligt budskab,” klager Pascal Kober.
Gejstlige ledere møder kritik fra FDP med et skuldertræk, men det er en fejl, tror Kober. I hans øjne afspejler kirkens fremmedgørelse over for FDP dens generelle fremmedgørelse over for relevante og levende miljøer i samfundet.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.