PÅ VEJ HJEM I BILEN efter et fælles foredrag talte jeg med en god ven om den pris, man som kontroversiel debattør betaler for sit engagement. Knuste karrierer, forliste venskaber, udskamning og trusler.
Men hvis kynisme er at kende prisen på alt og værdien af intet, så måtte vi melde hus forbi. Engagementet er nemlig det hele værd. For når livet er under en nødvendighed – når man gør det, man skal gøre – så får det også en befriende enkelhed og klarhed.
Det betyder ikke, at livet bliver let. Tværtimod. Lethed, hvis ikke vægtløshed, er tidens ideal. Betragt for eksempel de mest populære genstande, varer som fladskærme, iPhones, iPads og bærbare pc’er. Vægtløshed er idealet. Men det ideal gælder også livet.
Velfærdsstaten gør livet trygt, velstanden gør det bekvemmeligt, terapikulturen befrier os for skyld, skam og krænkelser, og på de sociale medier barrikaderer vi os i et risikofrit liv som konger i hvert vores cyberslot. På Facebook promoverer vi et falsk selvbillede som smukke og succesfulde. Mennesker, der ikke tør tale i en forsamling, slår sig løs som anonyme internetkrigere, og den hæmmede udlever sine fantasier, når han – eller hun – knalder ud til pornosites.
Men det hele foregår trygt bag skærmen og altid med fingeren på musen. Så kan man nemlig afbryde, inden man sætter sig selv på spil, blotter sig og giver sig hen – sådan som man jo gør i den virkelige verden.
SELVOM LIVET ER LET, er det – netop – hjemsøgt af angst og depression. For den, der ikke møder modstand, styrker heller ikke sin karakter.
Vi bør derfor heller ikke blive overraskede, når vi i den vægtløse verden aner en sælsom længsel efter noget mere. Efter tyngde. At mærke, at livet har vægt. Imens velfærds- og oplevelsessamfundets trivialkultur lægger sig som vat omkring os, afprøves farlige stoffer i sjælens laboratorium.
Filosoffen Hegel mente, at ethvert samfund har behov for at føre krige for at stimulere de heroiske dyder og forhindre borgerne i at sygne hen i ladhed.
Det kan diskuteres, men Hegel havde ret i, at stærke samfund kræver borgere, der er villige til at yde ofre for det fælles gode og endda betale den ultimative pris. De borgere finder vi særligt blandt politibetjente, brandfolk og soldater. Hvis alle kun var motiveret af egeninteressen og søgte et liv i lethed, ville det ikke være muligt at rekruttere frivillige til militærtjeneste. Men selv i vores vægtløse tidsalder står mænd og kvinder i kø for at blive rekrutteret og endda udsendt på livsfarlige operationer.
Længslen efter tyngde finder vi også hos islamisterne, der forlader Velfærdsdanmark og sætter livet på spil for kalifatet i den syriske ørken, eller hos livstruede islamkritikere, der med betydelig civilcourage forsager materiel bekvemmelighed i kampen for højere mål som ytringsfrihed, folk og fædreland. Også vores tids ungdomsoprørere, de identitære, slår med nakken og afviser det vægtløse babysittersamfund, der eufemistisk taler om masseindvandringen som en berigelse.
HVAD ER DET, VI ØJNER HER?
Det er længslen efter alvor og tyngde. Efter værdighed. Og det er ikke helt ufarligt. Sikkerhedschefer er begyndt at advare om borgerkrige i Europa. For nu som før vil mennesker hævde sig, sætte livet på spil i kamp for at bevise, at de er frie. At de ikke blot er dyr, der kun tænker på deres selvopholdelse. Som en åreladning styrker patienten, vil de opsøge kampen, netop fordi den koster blod, sved og tårer. For strømmende væsker er højeste tegn på selve det levende liv.
Men væsker skal kanaliseres ind i opbyggelige former, ellers risikerer vi at skride baglæns ned i en voldsspiral som bebudet af de utallige islamiske terroris-ter, men også af Anders Behring Breivik – og Brent Tarrant, der for nylig massakrerede uskyldige muslimer i en moské i Christchurch i New Zealand.
Sjældent har det været vigtigere at finde modbilleder til disse tragiske mordere.
Heldigvis går hverdagens helte – politi, brandfolk, soldater – lyslevende rundt omkring os. Vi finder dem også her i avisen. For nylig kunne man læse om en af de sidste nulevende modstandsfolk, Bibs Madsen. Se, det var opbyggelig læsning. Modstandsfolkene var nemlig ikke tragiske, men heroiske skikkelser.
De ofrede sig, men ikke forgæves og aldrig af had til andre, men af kærlighed til deres familie og landsmænd. Og mange af dem fandt styrke i troen på Gud.
Dermed er vi ved Ham, der gav det højeste offer for vores skyld, så vores liv kunne få vægt. Ved Kristus, der døde på korset og genopstod på den tredje dag.
Glædelig påske!
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier. Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.