I 3. klasse fik vores yngste søn en ny dansklærer. Hun insisterede på at lære sine elever at skrive sammenbundet skrift. Jeg husker min søns protester, men jeg glæder mig over at se hans fine håndskrevne sedler til mig den dag i dag på køkkenbordet. ”Husk mælk, kylling og dadler!”. Noget med proteiner.
Han skriver ikke helt så pænt som i grundskolen, men man kan se, at han har lært at skrive i hånden. Som mor er jeg helt overbevist om, at det har påvirket hans kognitive udvikling positivt.
Det er jeg også som forsker. For der er nemlig lavet undersøgelser, der viser en positiv sammenhæng mellem det at lære at skrive i hånden og det at lære at læse.
Det at skrive i hånden påvirker forståelsen af det læste positivt. Det er nemlig en ret kompleks øvelse at overføre tanker fra hånd til papir og samtidig føle både papir og pen.
Hvis du nogensinde selv har prøvet at skrive med en pen på en tablet, så vil du også kende forskellen mellem det og så at skrive med papir og pen. Man kan ikke trykke lige så hårdt på en tablet som på et stykke papir. I kender det sikkert også fra at skulle sætte sin underskrift på det lille apparat, som pakkeposten kommer med. Den underskrift er aldrig pæn.
Jeg lærte selvfølgelig også at skrive i hånden som barn. Faktisk fandt jeg et stilehæfte fra 9. klasse frem forleden. Det er ikke en overdrivelse at konstatere, at jeg skrev langt pænere i 9. klasse, end jeg gør nu. Jeg øver mig nemlig ikke på at skrive i hånden, hvilket betyder, at jeg kan være nærmest pinligt berørt over at se min håndskrift i dag.
Der er altså god grund til at lære børn at skrive i hånden, herunder ikke mindst forberede dem på de situationer, hvor de faktisk skal skrive med hånden. Men først og fremmest fordi det simpelthen gavner deres kognitive udvikling. Der er forskere, der mener at kunne se, at børn, der skriver i hånden, aktiverer andre områder af hjernen end børn, der skriver på en tablet eller en computer.
Jeg tror, at man skal tage den slags forskning med et gran salt, men der er overbevisende evidens andre steder. Som en professorkollega nævnte det, da jeg fortalte, at jeg var ved at skrive dette:
”Når jeg skal huske noget, så skriver jeg det altid i hånden.”
Da vi talte om, hvorfor det mon er således, sagde hun, at tiden spiller en rolle. Det går langsommere at skrive i hånden. Tanken lagres derfor bedre og mere omstændeligt.
Der er også en helt aktuel grund til, at jeg er lidt optaget af håndskrivning. Jeg har i mit nye radioprogram ”På værkstedet” på P2 den glæde hver søndag aften at interviewe en kreativ personlighed. Og flere af dem fortæller, at de arbejder bedst med pen og papir i den kreative proces. Det kan da ikke være tilfældigt, kan det?
Jeg tror ikke alene, at det er et generationsspørgsmål, om end det givet betyder noget. Der er noget med at fastholde tanken, som er nemmere på papir, og så giver papiret ro. De forfattere, jeg taler med, står tidligt op og skriver på en ren baggrund, ikke forurenet af andre indtryk og distraktioner. Når man er på tablet eller computeren, så er mulighederne for at blive forført og fristet af distraherende, digitale oplevelser ret så besnærende tæt på.
Så, ja, det giver i den grad mening at lære at skrive i hånden, og at blive ved med det. Både for at vedligeholde det håndværk, det er. Og for at kunne finde tid og plads til koncentration. Til et kreativt nærvær. Jeg kan anbefale en notesbog. Den løber heller ikke tør for strøm.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.