Fiskerkutterne ligger stille her i Årsdale fiskerleje på den bornholmske østkyst, hvorfra jeg skriver i denne uge. Jeg har altid holdt af at sidde ved mit vindue og kigge ned på kutterne. Fiskerne, der gør deres garn parat. Den rolige lyd fra motoren, når de går til havs. Mågernes skrig ude på havet, når fiskerne er på vej tilbage med fangsten.
Men nu ligger kutterne stille. Og det er ikke på grund af covid-19. Det er, fordi der stort set ikke er nogen fisk tilbage i Østersøen. Helt galt står det til med de fisk, som har været levegrundlaget for erhvervsfiskerne: torsk, rødspætte, skrubbe, sild. Fiskene blev lagt på is i det røde murstenshus nede ved havnen.
Nu er huset lavet om til en Mikkeller-ølbar. Og det er jo også fint. Men det er lidt mærkeligt at sidde og drikke mikrobryg fra København i det gamle fryserum. Begrebet ”fiskerleje” er efterhånden ved at være en anakronisme.
Bornholm har fået en renæssance. Det britiske rejsemagasin Condé Nast Traveler kunne sidste år kåre Bornholm som Europas næstbedste ferieø.
Alverdens internationale medier, deriblandt The New York Times, har i de seneste år bragt store artikler om den fantastiske lille ø i Østersøen, ”hvor vindblæste strande med sand så fint, at det kan bruges i timeglas, glider over i græsbeklædte bakker med idylliske bondegårde, hvor man ude mod havet finder charmerende kystbyer udstyret med traditionelle fiskerøgerier, keramikatelierer og isbarer”.
Turismen boomer. ”Danmarks lille ø i Østersøen er en madelskers paradis,” skrev The Guardian for nogle år siden.
Det triste er, at dette boom sker, mens hele økonomien og madkulturen bygget op omkring fiskeriet er ramt på sjælen. Da jeg var dreng, var der tre silderøgerier i Årsdale. Nu er der ét tilbage. Det er til salg.
De berømte bornholmske sild importeres fra Nordsøen. Dengang, der var fisk i Østersøen, blev en stor del af fangsten fra Årsdale solgt til Nexøs konservesfabrik, som igennem et århundrede har været en vigtig del af lokaløkonomien. Sidste år lukkede den. Det var simpelthen blevet for dyrt at fragte fisk til Bornholm for derefter at fragte konservesprodukterne tilbage til hovedlandet.
Krisen er til at føle på. Min gamle klassekammerat, der boede lidt længere oppe ad kysten, havde indtil for to år siden en virksomhed, hvor han sejlede lystfiskere ud på Østersøen for at pilke torsk og trolle ørred og laks. Nu er han flyttet arbejdsløs ind i landet.
Min gamle nabo havde i årtier arbejdet som vodbinder. Han mistede også sit job. En af fiskerne, der nu har fået et andet arbejde, får en smule vemod i stemmen, mens vi taler om hele situationen. Da han var barn i 1970’erne, og det stadig gik godt med fiskeriet, var der en købmand, en bager, en slagter, og et mindre supermarked i byen. De er væk for længst.
Nu køber lokalbefolkningen ind i Nexø, hvor man finder det sædvanlige udvalg af supermarkeder: Lidl, Aldi, Netto, Fakta og Brugsen.
Men hvad har disse disse lokale anekdoter med de internationale værdidebatter at gøre? En hel del, faktisk.
For det første er det et globalt fænomen, at supermarkedskæder har sat sig på handlen med dagligvarer, selv de steder som Bornholm, der for turisterne er kendt for sin gastronomiske detailhandel. Hvad den britiske journalist Peter Wilby skrev for snart 10 år siden i The Guardian er ikke blevet mindre relevant:
”Bortset fra motoriserede køretøjer har intet andet haft så stor effekt på lokalmiljøerne i løbet af det seneste halve århundrede som supermarkedskæderne. Vores land har udviklet sig til et ’clone-town’-Storbritannien, hvor enhver gade i enhver by har præcis de samme butikker.”
For det andet deles adgangen til Østersøen af otte EU-medlemslande, og den dramatiske situation omkring den svindende fiskebestand har længe været genstand for politisk debat.
For hvem bærer skylden for den svindende fiskebestand? Sidste år besluttede Europa-Kommissionen at nulstille kvoterne på torskefiskeri i den østlige del af Østersøen. ”Vi må handle med hast og beslutsomhed for at genopbygge torskestanden, både for at varetage fiskernes interesser og for at beskytte fiskebestanden,” udtalte den daværende EU-kommissær for fiskeriet, Karmenu Vella, til blandt andet EU-onlinemagasinet Euractiv.
Kommissionen anerkendte, at overfiskning ikke var den eneste årsag til den kritiske situation og pegede blandt andet på høje vandtemperaturer, lavt iltindhold og parasitsygdomme (blandt andet fra det stigende antal sæler i Østersøen).
Men disse medvirkende faktorer, udtalte kommissionen, ”skal ikke bruges som en undskyldning for ikke at handle på den faktor, vi er i kontrol over, og som i årtier har medvirket til den nuværende situation: fiskeriet”.
EU er tvunget til at begrænse fiskekvoterne i Østersøen til et absolut minimum. Men de arbejdsløse fiskere føler sig ramt på sjælen. Og fiskedøden er ikke nogen solstrålehistorie.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.