Der er kamp om pladsen i det offentlige rum

Fordum var der fred på gaden. Det er der ikke længere. Slet ikke denne sommer, hvor musikfestivalerne er aflyst, vi alle skal holde ferie i Danmark, og mennesker klumper sammen ved skov og strand. Men vi skal opføre os som om, der er en engel til stede i rummet

Der er kamp om pladsen i det offentlige rum
Foto: Søren Mosdal.

Jeg kunne godt høre, at der var en fest under opsejling. Vejret var midsommerligt, adskillige studenterkørsler var iagttaget i det nærliggende villakvarter, og nu bassen: boom – boom – boom. Den altgennemtrængende bas!

I min hvalpetid, tilbage i Yngre Stenalder, holdt vi også i ny og næ, en sjælden gang imellem, en lille forsigtig sammenkomst, hvor der måske blev skruet lidt op for kassettebåndoptageren.

Men hvad var den i forhold til nutidens monsteranlæg, en lille fiks højtaler, der kan kobles til enhver mobiltelefon med en for det umiddelbare nabolag absolut søvnspolerende effekt? Ørepropper beregnet til arbejde i tungindustrien, lukkede vinduer og en tændt gulvventilator hjælper ikke. Overhovedet! Lyden er invasiv: boom – boom – boom.

Der er ikke, som på spillestederne, lukketid i en villahave. Så resignation vekslede med voldsfantasier en søvnløs nat lang. Og hver gang jeg siden, i det hjemlige eller i vores ellers så fredelige sommerhusområde, har opfanget lyden af glad ungdom, og hvad der ellers kunne tolkes i retning af fest under opsejling, har jeg stået der, som den småkoleriske, midaldrende, hvide mand, jeg unægteligt er, med nervøse tics og vredt vejrende mod lydens retning.

Fordum var der fred på gaden. Det er der ikke længere. Slet ikke denne sommer, hvor musikfestivalerne er aflyst, vi alle skal holde ferie i Danmark, og mennesker klumper sammen ved skov og strand. ”Musik til ulempe”, som det hedder i politirapporterne, har været et vidt omtalt og beklaget fænomen i de begrænsede perioder med godt sommervejr. Ikke kun i Skagen, på Islands Brygge, Aarhus Ø og i villakvartererne i større danske byer, men også rundt omkring i verden, hvor den fest- og nærkontakt-hungrende ungdom er strømmet ud i gaderne, efter myndighederne har slækket på coronanedlukning og afstandskrav.

Ud vil vi, ud. Og efter coronaen er det i det hele taget som om, der på flere planer er blevet mere trangt i det offentlige rum. Vi er kommet tættere på hinanden, hvilket kan være lidt af en prøvelse. Den morgendukkert, vi før kunne tage splitter Kong Hans efter løbeturen langs den næsten mennesketomme strand, skal man nu stjæle sig til mellem kajakroere, svømmere, paddleboarders og morgenvandrere i mængde. I byens gader forekommer tætheden mellem feriehyggende og coronafortrængende isspisere nogle gange næsten intimiderende. Og så hele tiden det dér boom – boom – boom, sommerens baggrundsmusik.

På en sær måde afspejler nogle af tidens ophedede debatter den samme tematik om pladsen, eller kampen om pladsen, i det offentlige rum. Det være sig fjernelse af, og hærværk mod, statuer af fortidens undertrykkere og kolonialister samt diverse identitetspolitiske amokløb –om det her i avisen skildrede mod forfatteren J.K. Rowling. Hver gang med fokus på det selvsamme spørgsmål: ”Må vi være her?”.

For spørgsmålet kan stilles på to måder afhængigt af, om spørgeren som undertegnede er en midaldrende, småkolerisk, hvid mand, i hvertfald såden en, der føler sig udfordret på tradition, konvention, historie, vaner og trang til ro i gaden. Eller om spørgeren hører til blandt dem, der med sit, fra mit afvigende, ståsted i tilværelsen angiveligt føler sig udfordret af samme.

En ting er sikkert: Fronterne skærpes. Der kæmpes aggressivt om pladsen i det offentlige rum, som pandemien nu har gjort så eftertragtet. Det med venligt og lyttende at bøje sig mod hverandre ligger ligesom ikke for, når du angribes, eller føler dig angrebet, på din identitet, din tro, din historie. Og når vreden lige får en tand ekstra, som den ofte gør på de sociale medier, og din ret til overhovedet at ytre dig problematiseres, bliver det unægtelig svært at få talt tingene ordentligt igennem og komme videre. Men hvad er alternativet til at komme videre?

Jeg mener, at det var renæssancehumanisten Erasmus, der sagde, at man altid skal opføre sig som om, der er en engel til stede i rummet. Et smukt billede, om end selve tanken om rummets usynlige rene og ædle gæst også kan gøre en både undseelig, flov og beskæmmet.

Men pointen er klar: Der er altid en anden at tage hensyn til i det menneskeliv, vi er fælles om, og i de rum, vi færdes sammen i. Der er altid andre end mig selv og mine ligesindede til stede. Vi skal i sidste ende alle være her. Så enkelt er det vel i grunden. Men det kræver godt nok en indsats fra flere parter. Boom-boom-boomerne, den småkoleriske gammelfar og en hel del andre.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.