Kender I dem, som har sagt så meget forkert, at vi ikke kan forestille os, at de nogensinde måtte sige noget rigtigt? Jeg støder en gang imellem på dem i avisernes debatspalter. Ofte er de gamle kendinge, og hver gang bekræftes jeg i, at den pågældende debattør tilsyneladende ikke kan sige noget som helst af værdi. I ved, hvem jeg taler om: Dem, som ikke kan andet end at vrøvle, og hvis ord vi derfor kan ryste på hovedet af, før vi overhovedet har hørt eller læst dem. Ja, hvis vrøvl vi absolut skal ryste på hovedet af, fordi det alt for ofte ligefrem er farligt – og farligt vrøvl er den værste slags.
Der er nok af dem. Ja, det er faktisk uhyggeligt, så mange der er af dem, der vrøvler så ofte, at jeg ville være nødt til selv at tjekke efter, hvis de fortalte mig, at himlen var blå, for så lidt er deres ord værd. De farlige vrøvlere findes overalt i samfundet, men har tilfældigvis en tendens til at klumpe sig sammen i de politiske fællesskaber, som jeg gerne undgår, og i de kirkesamfund, som jeg ikke færdes i, hvilket blot understreger fornuften i at holde mig væk, for hvem vil dog sidde til bords med den slags? Man risikerer jo, at deres urenhed smitter.
Jeg ved det: Jeg lyder voldsomt usympatisk, og det er tilsigtet, for jeg er ærligt talt ikke stolt over denne tendens hos mig selv til at stemple alle, som jeg ikke er enig med, som ”de urørlige, som der ikke må røres ved, som lever i mørket, som altid er på den forkerte side”. Det lyder dramatisk, men det er faktisk sådan, det ofte udspiller sig i mig. Jeg ser et indlæg, et interview eller et opslag fra en af disse ”urørlige,” og beslutter mig før første linje, at det garanteret er farligt vrøvl, hvorefter jeg sultent sluger hvert eneste ord, så jeg kan blive bekræftet i, hvor forkerte de er, og følgelig, hvor rigtig jeg selv må være, for jeg er jo ikke dem. Jeg læser og hører deres ord uden at lytte til dem, for jeg søger ikke udfordring eller forståelse, men selvretfærdighed.
Desværre er jeg tilsyneladende ikke den eneste, som har denne tendens. Hvis bare jeg var, så ville det ikke være så slemt, for jeg er kun én mand, og det er begrænset, hvor megen skade, jeg kan forvolde. Så heldige er vi dog ikke. Der er skrækkeligt mange af os, der deler folk op i os og dem, de rigtige og de forkerte, de gode og de onde, de rene og de urene, dem, som det er okay at lytte til, og dem, som altid vrøvler farligt, og dét er farligt.
Den er nemlig afhængighedsskabende, selvretfærdigheden, følelsen af at være renere end andre, fornemmelsen af at tilhøre de godes selskab, og det gør den farlig, for mere vil have mere. Så når vores ”modstandere” en gang imellem faktisk giver mening og dermed nægter at levere det, vi egentlig vil have fra dem, så må vi jo sparke til dem, indtil de gør, eller også må vi ændre vores egne holdninger, så vi stadig er uenige.
Jeg har set begge reaktioner både hos mig selv og andre, og det er ikke kønt. Det er ensomt at være der, hvor man dæmoniserer andre så voldsomt, at kun deres absolutte underkastelse vil kunne lukke skellet mellem dem og os.
Hvad værre er, det er en ensomhed, som smitter, for fjendskab avler fjendskab, og før vi ved af det, har vi i vores forhippelse på at føle os rene gennem kontrasten til de urørlige forvrænget alt, hvad vi troede på, og gravet grøfter så dybe, at ingen af os kan magte at kravle op af dem igen. Dét er jo i sidste ende konsekvensen af at regne andre for på forhånd ikke at være værd at lytte til, og det er farligt. Farligt og ukristeligt.
Tag ikke fejl: Jeg siger ikke, at vi bare blindt skal acceptere alle holdninger og påstande som lige gode, for det er de ikke. Jesus selv gik jo i rette med næsten hvem som helst, og vi skal gøre det samme, for vi er som Guds børn forpligtet på at tale sandheden, som vi ser den, og det vil nødvendigvis føre til uenigheder, måske endda kampe. Dem må vi ikke være bange for.
Men vi skal dog lytte til hinanden. Ikke blot høre på og læse hinanden, men faktisk lytte, lade os udfordre og berøre af hinanden, som om hvert eneste menneske, vi møder, er værd at sidde til bords med og snakke med. Uden at være enige om alt, skal vi tage imod hinanden, som vi hver især selv er taget imod: Som nogen, der aldrig er urørlige, men altid inden for rækkevidde og altid værd at tage i hånden. For det er sådan, det er, også selvom han eller hun måtte vrøvle.
Så når jeg igen læser en klumme af en debattør, som jeg elsker at hade, så vil jeg træde ud af min ensomhed og minde mig selv om, at også her er et menneske, som er mere end sit farlige vrøvl. Ligesom jeg, ja, vi alle er det.
Kirkeligt set skrives på skift af lektor i teologi Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.